”Jeg er ikke forsker”.
Konstateringen hænger i lidt i luften, inden hun gentager sig selv.
”Nej, jeg er ikke forsker”.
Jette E. Kristiansen siger det med en myndighed i stemmen, så man forstår, at hun mener det. Den 71-årige pensionerede overlæge og mikrobiolog holder fast i, at hun for alt i verden ikke ønsker at blive kaldt for forsker. Hun har ikke selv stået i et laboratorie i mange år, påpeger hun, og det er dér, de rigtige forskere befinder sig.
Indtil hun for et par år siden gik på pension, arbejdede Jette E. Kristiansen som speciallæge på Sønderborg Sygehus, hvor hun kom til i 1994 efter at have arbejdet som læge på flere forskellige hospitaler på Sjælland samt på Statens Serum Institut.
Særligt sidstnævnte arbejdsplads har haft betydning for hendes liv, for det var her, at hun gennem sin forskning fandt ud af det, som man i dag uden at overdrive godt kan tillade sig at kalde for et vaskeægte gennembrud inden for bakterieforskningen. Det var der bare ikke rigtig nogen i Danmark, der forstod dengang.
”I starten var der jo ingen, der på nogen måder ville lægge navn til Jettes forskning.”
Udsagnet kommer fra Jette E. Kristiansens mand, Thorkild Kristiansen, der sidder med ved bordet hjemme i privaten i den lille by Egernsund, hvor parret bor med baghave helt ned til Flensborg Fjord. Jette E. Kristiansen siger ham ikke imod.
Havde forskerne vidst dengang, hvad de ved i dag, havde de næppe holdt sig tilbage. For i dag er hendes forskning mere aktuel end nogensinde før. Det, som Jette E. Kristiansen fandt ud af for efterhånden en del år siden, var, at det var muligt at slå multiresistente bakterier ihjel med almindelig antibiotika, hvis man vel at mærke kombinerede det med et gammelt lægemiddel, som oprindeligt blev brugt mod skizofreni.
”Da jeg så det, jeg så dengang, var jeg slet ikke i tvivl om, at det var en stor opdagelse. Og jeg vidste, at det nok skulle komme frem engang,” siger Jette E. Kristiansen.
Men dengang var multiresistente bakterier ikke som i dag et aktuelt problem i Danmark. Det var kun i udlandet, man sloges med dem, og derfor var opdagelsen ikke noget, der vandt særlig gehør blandt hjemlige forskere.
Det var da også en berømt amerikansk mikrobiolog, der i Italien fik øjnene op for Jette E. Kristiansens opdagelse. Han henvendte sig til hende i 1988 og fik hende overtalt til at arrangere en konference i Danmark, der tog udgangspunkt i hendes forskning.
”Det var meget stort at holde den konference i 1990. Jeg så for første gang alle de mennesker, som jeg indtil da kun havde citeret i mine artikler. Og fordi Muren lige var faldet, kom der mange flere forskere, end jeg havde turdet drømme om. Mange blev indlogeret privat rundt omkring, og vi havde også nogle boende,” siger hun entusiastisk.
Når Jette E. Kristiansen fortæller, er man ikke i tvivl om, at hun brænder for sin sag.
Men hun afviser, at hun ligefrem opfatter det som et kald at hjælpe menneskeheden med at få bugt med de multiresistente bakterier.
”Jeg kunne jo ikke vide, at det ville blive så aktuelt herhjemme, som det er i dag, og at der ville opstå et behov herhjemme. Jeg har bare villet løse det her problem og har haft et sind beredt til iagttagelser,” siger hun.
Efter tiden på Statens Serum Institut har det hele vejen igennem været Jette E. Kristiansens fritid, der har været brugt til at forske og til at komme nærmere sundhedsmyndighedernes godkendelse af den metode, som hun har udviklet sammen med sine to samarbejdspartnere gennem næsten 15 år, en gigtlæge fra gigthospitalet i Gråsten og en kemiker fra Københavns Universitet.
”Jeg kunne såmænd sagtens lade være, hvis jeg ville. Men jeg har lysten til at fortsætte. For mig har det været som en pilgrimsvandring, og jeg tror, at jeg har det ligesom musikere eller andre kunstnere. Jeg kan slet ikke lade være at fordybe mig. Der er ikke noget bedre end at sætte sig dybt ind i noget, som så ender med at blive fascination,” siger hun.
Husbonden, Thorkild Kristiansen, gik også på pension for et par år siden, men modsat sin hustru arbejder han ikke i fritiden. Det har han slet ikke tid til, for man fornemmer, at han er lige så opslugt af sin kones forskning som hun selv, og han følger hende rundt i verden, når hun holder oplæg og deltager på konferencer.
”Vi har den drøm, at det her lægemiddel bliver det, der kan gøre en forskel,” siger han tydeligt stolt over hustruens opdagelse.
”Hun har den her helt specielle intuition, og så undersøger hun alt og sætter spørgsmålstegn ved alt,” siger han og ser afventende på hende.
”Det er tvivlens nådesgave. Du er nødt til at tvivle, også på det du selv foretager dig. Ellers bliver alt rutine,” siger hun.
Inden længe rejser Jette E. Kristiansen atter til udlandet for at deltage i en konference. Denne gang til Madrid. Thorkild Kristiansen rejser selvfølgelig med, og når de mødes med de andre forskere, er det som at mødes med deres familie, så meget har de set til hinanden gennem de seneste mange år.
”Det har jo været vores liv,” konstaterer Thorkild Kristiansen.
Selvom parret har to børn, syv børnebørn og endnu et på vej, og de med stolthed i stemmen fortæller om dem, er det alligevel ikke dem, der optager det meste af deres tid.
”Nej, på den måde er vi jo nok ikke sådan lige den slags bedsteforældre,” konstaterer Jette E. Kristiansen - underforstået: den slags, der kører land og rige rundt for at passe børnebørn, fordi de nu selv har nået pensionistalderen.
I den højloftede stue, hvor udsigten gennem de store panoramavinduer, der danner et kors, i sig selv udgør et helt kunstværk, hænger adskillige malerier på væggen. Og kunsten har da også en ganske speciel plads hos Jette E. Kristiansen. Hun mener, at videnskab og kunst er tættere beslægtet, end de fleste tænker over i hverdagen, og at man særligt i gamle dage havde øje for dette.
”Se på billedet derovre. Det er Chopin. Han døde af tuberkulose,” siger hun og peger på et stort maleri, hvor et sort skelet træder tydeligt frem på en skarp, gul baggrundsfarve - maleriet har den nyligt afdøde Henrik Have malet til hende som ét i en serie på tre.
Hun finder en lille folder frem fra Dansk Medicin Historisk Årbog. Heri er også et maleri af Henrik Have.
”Mange ved ikke, at en stor del af de præparater, man bruger til at behandle sygdomme med, er udviklet af farvestoffer. De blå anilinfarvestoffer danner for eksempel grundlag for udviklingen af psykofarmaka,” fortæller hun.
På spørgsmålet om, hvor længe hun har tænkt sig at hellige sig mikrobiologien og i særdeleshed kampen for at få godkendt sin metode til behandling af multiresistente bakterier, er svaret utvetydigt.
”Så længe jeg trækker vejret. Jeg håber ikke, at jeg kommer på plejehjem, men gør jeg, må der vel være plads til en computer. I gamle dage var man færdig som 40-årig - i dag kan man blive ved i evighed, fordi vi har internettet. Det er fantastisk,” siger hun og fortsætter:
”Men det har da været en lettelse at blive pensionist, så man ikke har et krævende arbejde ved siden af også. Det er bedre end en SU, og så kan man heldigvis heller ikke blive fyret,” siger Jette E. Kristiansen.
Behandlingsmetoden
- Sammen med Oliver Hendricks, overlæge på gigt-hospitalet i Gråsten, og Jørn B. Christensen, lektor på Køben-havns Universitet, har Jette E. Kristiansen fået patent på en behandlingsmetode, som kan gøre multiresistente bakterier følsomme over for almindelig antibiotika igen.
- Metoden går ud på at behandle patienterne med almindelig antibiotika, samtidig med at de behandles med et middel, der hedder Thioridazin. Midlet er et gammelt produkt, der oprindeligt blev brugt til at behandle skizofreni med, men som blev taget af markedet i 2005.
- På nuværende tidspunkt har forsøg på dyr vist, at metoden virker, ligesom den med succes er afprøvet på patienter med resistent tuberkulose i Argentina.
- For at behandlingsmetoden kan blive godkendt herhjemme, kræves det, at Thioridazin godkendes som lægemiddel til anden anvendelse, ligesom yderligere forskning er nødvendig. Næste skridt for de tre forskere er et møde med Sundhedsstyrelsen, som finder sted senere på efteråret.