Konservative skimter lys i mørket

På det konservative landsråd i weekenden var der forsigtig optimisme. Nogle håber, at partiet i formandenSøren Pape Poulsen har fundet en ny Poul Schlüter. Pape har dog flere odds imod sig, end Schlüter havde

Søren Pape Poulsen blev officielt valgt som De Konservatives formand på weekendens landsmøde.
Søren Pape Poulsen blev officielt valgt som De Konservatives formand på weekendens landsmøde. Foto: Claus Bech/Scanpix.

Den er ikke hjemme for De Konservative. Men blandt de delegerede på weekendens landsråd på Tivoli Hotel i København var der forsigtig optimisme efter den nyvalgte formand Søren Pape Poulsens første tale lørdag.

Det lykkedes ham at præsentere et miks af borgerlige synspunkter, som ingen af de øvrige konkurrenter har på hylden: et massivt opgør med det offentliges detailregulering af borgernes liv, ikke mindst planloven, et mål om at stoppe yderligere stigninger i ejendomsbeskatningen, en benhård retspolitik og krav om at afskaffe lektiecaféer i folkeskolen.

Talen var krydret med mange konkrete eksempler fra dagligdagen, og den fik pæne karakterer med fra Christiansborgs korps af kommentatorer.

Værre var det dog, at Søren Pape Poulsen på et kort efterfølgende pressemøde ikke kunne svare klart på, hvordan han vil omsætte sine idéer til konkret politik.

Fortsætter den usikkerhed, venter der den nye formand hårde tider på Christiansborg. Hvis han mangler eksempler på, hvad det betyder for en politiker ikke at kunne svare klart på spørgsmål om skat, kan han se tilbage på, hvordan det gik for Naser Khader, da han som ny formand for Ny Alliance ikke kunne gøre rede for sit partis forslag om en flad skat på 40 procent.

Men foreløbig er de konservative kernetropper alligevel tilfredse med, hvad de har hørt fra Søren Pape Poulsen. Enkelte hvisker om, at han kan blive ”en ny Poul Schlüter.” De trækker en parallel til De Konservatives situation i midten af 1970'erne, hvor partiet efter en sønderrivende fløjkrig lå med omkring fem procents tilslutning, præcis som nu.

Der er imidlertid den væsentlige forskel, at det borgerlige partilandskab i dag ser væsentligt anderledes ud, end da Poul Schlüter blev partileder og senere statsminister. Hans store held var, at forsøget med en SV-regering 1978-1979 blev en fiasko. Det fik utilfredse Venstre-vælgere til at flygte i stort tal, og De Konservative var det mest nærliggende alternativ. Derfor blev de to partier allerede ved valget i 1979 lige store med omkring 12,5 procent af stemmerne til hvert.

Venstre har også i dag haft en krise i forbindelse med Lars Løkke Rasmussens tøjsag i foråret, men det har ikke på samme måde været en politisk krise, og ifølge meningsmålingerne er vælgerne allerede i stort omfang vendt tilbage. Og Venstre står fortsat til at blive omkring fem gange så stort som De Konservative.

Et andet forhold, der er helt anderledes i dag end dengang, er samfundsøkonomien. Poul Schlüters bundne opgave var at redde landet fra den økonomiske afgrund, hvad der umiddelbart gjorde opgaven med at holde sammen på de borgerlige partier en tand mere overkommelig.

I dag er det svært at se en tilsvarende udfordring, der skulle kunne få de borgerlige partier til at stå sammen, og som kan skabe grundlag for den samme formidlerrolle for Pape, som Poul Schlüter fik succes med.

Gundlaget for hans lange regeringstid var også, at De Radikale skiftede side, og at Schlüter fik et tæt, personligt samarbejde med den daværende radikale leder Niels Helveg Petersen.

Den nu afgåede leder Lars Barfoed forsøgte ved valget i 2011 at markere sig med et håndtryk til den tidligere radikale leder, Margrethe Vestager, men det fik han kun konservativ tilbagegang ud af. Søren Pape Poulsens budskaber i weekenden emmer ikke ligefrem af at være endnu en invitation til De Radikale.

Endelig er der det politiske indhold, hvor Schlüter gjorde en dyd ud af ikke at ”være så konservativ, at det gør noget” og erklærede ideologi for at være noget bras.

Der har Søren Pape Poulsen valgt den stik modsatte strategi med markante holdninger til skat, retssikkerhed og den personlige frihed. Holdninger, som måske kan skaffe nye vælgere, men som bliver meget vanskelige at omsætte i den parlamentariske hverdag.