Langsomt og foroverbøjet bevæger Birte Brejner sig fra den lille stue ud i haven. Haven er overskuelig og enkel. Her er ingen bede, som skal holdes fri af ukrudt, men en stor grøn græsplæne og to æbletræer.
Alle bevægelser er langsomme og kontrollerede. Rundt om halsen bærer hun et lille elektronisk apparat. En caller, som kan tilkalde hjælp i nødsituationer.
Et helt liv med muskelsvindssygdommen myastenia gravis har sat sine spor. For at kunne trække vejret, bevæge kroppen og blinke med øjnene må Birte Brejner tage piller med tre timers mellemrum. Pillerne gør, at hun kan leve, men det er begrænset, hvor langt hun kan gå.
Den 1. november overgår hun fra førtidspension til folkepension, da hun fylder 67 år. Den fødselsdag kan hun fejre med en nedgang på 5500 kroner om måneden efter skat.
For mange mennesker er udsigten til pensionsalderen også udsigten til at kunne læne sig tilbage og nyde sit otium. Sådan er situationen bare ikke for Birte Brejner. Hun kan blot supplere sin tilværelse med 400 kroner om måneden fra pensionsordninger. Siden hun var 30 år, har hun derudover sat 100 kroner om måneden af sin førtidspension til side.
“Det har været det absolut højeste, jeg har kunnet undvære som førtidspensionist med to børn,” fortæller hun.
Ikke kun den lille opsparing tynger Birte Brejner. Hun mistede også merudgiftsydelsen på 2500 skattefrie kroner om måneden, da hun for to år siden fyldte 65 år.
Merudgiftsydelsen modtog hun som kompensation for sine øgede udgifter til sit handicap. Penge, som primært er gået til merudgifterne ved hendes handicapbil, der gør, at hun kan forlade hjemmet.
Det betyder, at når Birte Brejner til november overgår fra førtidspension til normal folkepension, så bliver det med et rådighedsbeløb på 540 kroner om måneden. Det vil sandsynligvis resultere i, at handicapbilen skal sælges.
Da Birte Brejner fik tilkendt førtidspension, valgte hun, at hun ville bidrage til samfundet, så meget hun nu kunne. Hun er flyttet fire gange for at kunne arbejde på særlige vilkår i forskellige stillinger.
Hver gang hun er flyttet, har hun engageret sig aktivt i det nye lokalmiljø. Det viser sig ved et kig i hendes kalender, som er fyldt ud med sammenkomster i foreninger, møder i Ældre Sagen og træning med vandgymnaster.
”Jeg har altid haft det bedst i et fællesskab, hvor man kan give og tage. Jeg tænker meget altruistisk af natur,” fortæller hun.
Birte Brejner frygter dog, at hun må vinke farvel til det aktive liv, når hun bliver folkepensionist.
”Hvis jeg sælger min handicapbil, så betyder det et meget begrænset liv. Jeg kan ikke køre med andre, fordi jeg er nødt til at medtage min el-scooter, og den kan ikke være i et bagagerum. Jeg kan ikke tage bussen, fordi min el-scooter ikke kan komme med,” fortæller hun.
De seneste mange år har Birte Brejner fået tudet ørene fulde med, at hun kan søge tilskud som helbredstillæg eller personligt tillæg, når hun overgår til folkepension. Men for Birte Brejner er sagen en anden. For hende har merudgiftsydelsen primært dækket udgifterne til hendes handicapbil. Tillæg, som kan dække disse udgifter, findes helt enkelt ikke på folkepension.
”Jeg kan få tilskud til psykologbesøg og tandlægeregninger i de tillægsydelser, men jeg har ikke råd til at gå til hverken psykolog eller tandlæge. Så jeg kan ikke bruge de tillæg,” siger Birte Brejner.
Birte har søgt om varmetillæg, når hun overgår til folkepension, og hun får allerede kronikertillæg til sine medicinudgifter. Men hendes merudgifter ved at have et handicap kan hun ikke få dækket.
”Hvis jeg var en normal folkepensionist, så ville jeg ikke have bil. Så ville jeg tage offentlig transport. Men det kan jeg ikke på grund af min funktionsnedsættelse. Derfor er min handicapbil en merudgift, som bør dækkes af kommunen, hvis man vil ligestille mig med mennesker uden et handicap,” fortæller hun.
Hvis dagen kommer, hvor Birte Brejner bliver nødt til at sælge sin bil, har hun kigget på forskellige muligheder for stadigvæk at kunne komme rundt i landet, så hun fortsat kan deltage i de aktiviteter, som hun værdsætter.
Hun kan få bevilget én tur om ugen med handicap-transport, og hun kan tage toget.
”Det vil enten blive utrolig dyrt eller meget vanskeligt. I enkelte tilfælde kan jeg godt tage toget, men når jeg kommer frem, vil jeg være helt udmattet. I langt de fleste tilfælde er det slet ikke muligt at bruge den offentlige trafik, da jeg bor på landet, og offentlig transport primært er busser, der ikke medtager el-scooter. Hvis jeg skal kunne leve et aktivt liv, så er jeg nødt til at få dækket mine merudgifter,” fortæller hun.
Hun har flere gange prøvet råbe politikerne op, men de breve, hun sender til politikerne, bliver end ikke besvaret med en kvittering for modtagelse.
For Birte Brejner er det et spørgsmål om ligestilling.
“Hvis man ikke er økonomisk ligestillet, så kan man jo aldrig blive ligestillet.”