Med et billede af en rødlakeret negl, der trykker på afstemningsknappen, viser Venstres Inger Støjberg på sin Facebook-profil sin hilsen til Islamisk Stat.
”Jeg stemmer hermed JA til at sende vore F16-fly af sted for at bekæmpe jer,” skrev Inger Støjberg efter, at Folketinget i går vedtog at sende syv F16-jagere ind i kampen mod Islamisk Stat i Irak i foreløbig et år. En beslutning, kun Enhedslisten og løsgængeren Uffe Elbæk stemte imod.
Selvom bekæmpelsen af Islamisk Stat formentlig bliver en langvarig krig, så er beslutningen blevet truffet uden den store debat og nyder ifølge meningsmålinger bred opbakning i befolkningen. Og den folkelige støtte og den manglende debat kommer ikke bag på historikeren professor Poul Villaume, der forsker i dansk udenrigspolitiks, Natos og den kolde krigs historie ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet. For sådan har mønsteret været lige siden Danmark gik med i den første Golfkrig i 1990.
”Hver gang har politikerne benyttet sig af en kraftig og meget moralsk retorik, der går på, at vi skal bekæmpe ondskaben. Det er efterhånden blevet en normal procedure, at Danmark træffer beslutning om at indgå i væbnede konflikter med meget kort varsel og uden en gennemgribende diskussion. I alle krige siden 1990 har opbakningen været stor - også fra de ledende medier. Det er nærmest blevet en vane, at Danmark går i krig, og at vi permanent har soldater rundt om i verden,” siger Poul Villaume.
Han vurderer, at den folkelige opbakning til Irak-missionen først vil smuldre, hvis det kommer til danske tab eller kampe på landjorden.
Artiklen fortsætter under grafikken
”USA har bombet og ført krig i Irak i knap et kvart århundrede, og landets problemer med ekstremisme og terror er kun vokset. Alt peger på, at der på et tidspunkt vil blive sat amerikanske landstyrker ind. Spørgsmålet er så, om Danmark også vil sætte landtropper ind. Det kan ikke udelukkes. Det er da meget muligt, at der er brug for en vis militær magt for at inddæmme Islamisk Stat. Men spørgsmålet er, hvordan det kan ske uden at ramme civile i stort tal. IS vil jo blande sig med civilbefolkningen i byerne,” siger Poul Villaume.
Han mener, at der i stedet bør lægges en militær jernring omkring de IS-kontrollerede områder, og at IS bør bekæmpes ved en blokade af våben og penge fra blandt andet saudi-arabiske rigmænd.
Ifølge Peter Viggo Jakobsen, ph.d. og lektor ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet, er der intet overraskende ved Folketingets beslutning eller det faktum, at der ikke har været en kritisk debat om den forestående krig. Tværtimod er alle de betingelser, der skal være tilstede for at gå i krig på plads og har været det i noget tid. Der foreligger et FN-mandat, en klar humanitær begrundelse i overgrebene mod den syriske befolkning og en klar sikkerhedsmæssig begrundelse i den umiddelbare terrortrussel. Endeligt er de allierede, som Danmark normalt går i krig med - USA, Frankrig og England - på plads i koalitionen.
”Hvis det for nogle ser ud som om, at det er gået stærkt, skyldes det nok, at man ikke altid er klar over, at der selvfølgelig foregår en masse forhandlinger og overvejelser op til beslutningsforslaget bliver fremsat. Jeg vil skyde på, at de overvejelser har stået på i en måneds tid, siden man sendte et Herkules-fly af sted. Politisk har man således længe sonderet terrænet, og så skal man jo heller ikke glemme, at partierne er vant til at bakke op om dansk krigsdeltagelse. Det har de gjort nonstop siden 1990. Hvis man endelig skulle sige noget om timingen, er det nok snarere, at Danmark har rykket lidt langsommere end normalt. Vi plejer faktisk at være blandt de første, der sender kampfly,” siger Peter Viggo Jakobsen.
Ph.d.-studerende Jacob Barfoed fra Center for War Studies ved Syddansk Universitet fremhæver, at den militære aktion er blevet aktuel, fordi der er kommet en ny irakisk regering, der i modsætning til den foregående forsøger at inkludere Iraks sunni-muslimer i magten.
”USA stolede ikke på den tidligere regering. Håbet er nu, at de sunnistammer, der i øjeblikket er allieret med Islamisk Stat, fordi de har været undertrykt, vil skifte side efter et militært angreb. USA vil trække sig ud, når de vurderer, at de moderate sunnier har fået indflydelse. Problemet er, at USA ikke kan styre, hvornår det vil ske. Den politiske udvikling er i hænderne på irakerne, og det er den store usikkerhed i aktionen,” lyder det fra Jacob Barfoed.