I et gråmuret toetages bygningskompleks i Svendborg findes Nordens eneste bevarede fattiggård. I det nuværende Forsorgsmuseum levede for 140 år siden 80 mennesker. De arbejdsdygtige blev indlagt på arbejdsafdelingen, hvor der var tremmer for vinduerne og pigtråd på murene. De blev betragtet som arbejdssky og dovne, og deres fattigdom blev betegnet som selvforskyldt. På forsørgelsesafdelingen boede de mænd og kvinder, hvis fattigdom ikke var selvforskyldt.
Men ingen af beboerne på fattiggården var for svage til at bidrage. Der blev vævet måtter, stoppet og syet tøj, tømret ligkister og hugget skærver til landevejene. Med indlæggelsen på anstalten mistede de fattige deres frihed. De kunne ikke selv bestemme, hvornår de kunne forlade fattiggården. De mistede deres stemmeret, og de kunne nægtes retten til at gifte sig.
Når Center for Velfærdsforskning ved Syddansk Universitet på mandag præsenterer det sidste og sjette bind af Dansk Velfærdshistorie, der beskriver perioden fra 1993 til 2011, så foregår seancen i den tidligere fattiggård på Sydfyn. Og det er ikke tilfældigt, fastslår to af antologiens i alt otte skribenter, professor Jørn Henrik Petersen og professor Klaus Petersen fra Center for Velfærdsforskning.
”At skrive den sidste bog, som vi har kaldt 'Hvor glider vi hen?', har næsten været som at vende tilbage til debatten i slutningen af det 19. århundrede og til 1920'ernes socialpolitiske diskussion. Der er dem, der tror, at brugen af økonomiske tilskyndelser og sanktioner er noget nyt. Men megen retorik i dag er fuldstændig identisk med den retorik, der prægede perioden fra 1870 og op til 1890'erne. I løbet af de seneste 30 år er der sket en bevægelse væk fra den klassiske velfærdsstat tilbage mod begreber som værdigt og ikke værdigt trængende,” siger Jørn Henrik Petersen.
Ifølge de to professorer er den klassiske velfærdsstat, hvor sociale ydelser betragtes som en rettighed i virkeligheden en relativ kort parentes i historien. De seneste 20 år er pendulet svinget væk fra rettighedstænkningen.
Selvom forholdene for dagens fattige ikke tåler sammenligning med det usle liv på fattiggårdene, er der en stærk tendens både blandt borgerlige og socialdemokrater til at tale om ret og pligt og betragte fattigdom som noget delvis selvforskyldt.
Bistandsloven fra 1976 satte ifølge Jørn Henrik Petersen i virkeligheden en slags punktum for den klassiske velfærdsstat. Det var en epoke, der begyndte med indførelse af folkepensionen i 1957 og i 1961 blev de sidste rester af den gamle fattighjælpslovgivning afskaffet.
”Den klassiske velfærdsstat bygger på en forestilling om det gode i mennesket, og at det kan betale sig at forebygge, og at mennesker vil udvise et vist mådehold og ikke uhæmmet tære af statskassen,” fortæller Klaus Petersen.
De to professorer henviser til, at bistandsloven aldrig for alvor kom til at fungere, men blev indhentet af de økonomiske realiteter. Oliekrisen først i 1973 og siden i 1979. Samtidig var der et spirende folkeligt oprør mod et kraftigt stigende skattetryk og voksende bureaukrati i det offentlige. Hvor det danske skattetryk i begyndelsen af 1960'erne var under niveauet for gennemsnittet i OECD, var det i 1969 det næsthøjeste i OECD. Mange danskere begyndte at spørge sig selv, om de mon fik valuta for pengene.
En af pionererne i ret-og-pligt-tankegangen var den radikale socialminister Aase Olesen. Ministeren fremlagde i 1990 en såkaldt unge-pakke, der betød, at unge bistandsklienter skulle i arbejde senest 14 dage efter, at de havde søgt hjælp. På det tidspunkt var Socialdemokraterne stadig tilbageholdende med at stille krav til bistandsmodtagere.
Men de konverterede stille og roligt, og i 1993 fremsatte Socialdemokraterne lov om kommunal aktivering af arbejdsløse.
Fire år senere fulgte loven om aktiv socialpolitik. Igen var aktivering til arbejde den drivende krumtap i indsatsen for de dårligst stillede.
Og kravene om at yde før man kunne nyde gik igen i integrationsdebatten.
I starten af 80'erne var der bred konsensus om, at det var en humanitær pligt at hjælpe udlændinge. Men op gennem 1990'erne begyndte politikerne i stigende grad at stille krav til indvandrere.
”Både i forhold til de socialt svage og de dårligst stillede udlændinge var der i 1970'erne og 1980'erne en medfølelse i debatten. Dengang tænkte vi i højere grad på indvandrere som nogle, der skulle hjælpes,” siger Klaus Petersen, som mener, at der er sket et fundamentalt skred i både holdningen til indvandrere og socialt svage de seneste 20 år.
”De grupper, vi dengang havde medlidenhed med, er i dag i langt højere grad blevet vor tids syndebukke. Det er dem, vi rynker på næsen ad. Vi betegner dem som produkter af en forsørgelseskultur. Det er en politisk retorik, som indgår i selv pæne socialdemokraters sprogbrug. Den måde, man taler om de udsatte og sårbare på, er med til at sætte dem i en ekskluderet rolle,” siger Jørn Henrik Petersen.
Han understreger, at holdningen til de svageste er et tema, der har splittet Socialdemokraterne i mange år. Splittelsen blev åbenbar, da Helle Thorning-Schmidt i 2007 gik til valg på 29 velfærdsrettigheder. Få måneder efter præsenterede socialdemokraten Mette Frederiksen ni teser, hvor hun betonede, at flere skal yde mere, pligt kommer før ret, og at enhver skal arbejde og forsøge sig selv.
De seneste år har både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) , Thor Möger Pedersen (S) og Claus Hjort Frederiksen (V) været fremme med udmeldinger, der betoner, at samfundet først og fremmest skal have solidaritet med de kansasklædte arbejdere, der står op hver morgen for at smøre madpakker.
”Hvor den samfundsmæssige solidaritet tidligere var rettet mod de mest udsatte, så glider de ud af interessefeltet. I stedet glider den skattebetalende borger ind,” forklarer Jørn Henrik Petersen.
Klaus Petersen understreger samtidig, at værdierne fra den klassiske velfærdsstat stadig er en underliggende norm i samfundet. Selvom vi taler om de udsatte på en anden måde end for 20 år siden, bliver vi stadig forargede, når kommuner svigter udsatte børn, eller når gamle ikke bliver passet ordentligt på plejehjemmet.
”Men hvor samfundet talte meget om det fælles ansvar, så er der op igennem 90'erne kommet en øget betoning af det individuelle ansvar. Der ligger en spænding mellem en folkelig forankret medlidenhed mellem dem, der har det svært og så et politisk krav om, at den enkelte skal yde noget for at få hjælp. Vi kræver en disciplinering af de dårligst stillede. De skal arbejde og stå op om morgenen, men der mangler blik for, at der er mennesker, som ikke magter det,” siger Jørn Henrik Petersen og fortsætter:
”Hvis jeg skal sige det groft. Vorherre var ikke socialdemokrat, da han fordelte menneskers evner. Der sidder i enhver generation mennesker, der ikke kan klare arbejdsmarkedet. I dag kræver arbejdsmarkedet uddannelse på et stadigt højere niveau. Der er risiko for, at vi udvikler en ny stor underklasse, for hvor er disse mennesker placeret i den fremtidige konkurrencestat,” spørger Jørn Henrik Petersen.
Klaus Petersen mener, at både borgerlige og socialdemokrater er ved at udvikle en socialpolitik for de stærke og peger på, at selvom der er forskelle på Socialdemokraternes og Venstre socialpolitik, så er der i begge partier en stor forskrækkelse over, at omkring en fjerdedel af danskerne i den arbejdsduelige alder er på overførselsindkomst. Et tal der har været nogenlunde uforandret de seneste 20 år.
Den økonomuddannede Jørn Henrik Petersen advarer om, at politikerne i deres iver efter at få mennesker ind på arbejdsmarkedet ofrer fundamentale værdier som medmenneskelighed og solidaritet.
Men er det ikke forståeligt, at politikerne gerne vil sikre økonomien og sørge for, at så mange som muligt deltager i samfundet i stedet for at stå udenfor?
”Jo, men det kan ikke nytte, at vi sparker mennesker i arbejde, som ikke har en chance for at klare sig. Alle os, der har arbejdet med at skrive Dansk Velfærdshistorie er enige om, at samfundet handler ilde med dem, der har det svært. Mange af de, der før havde en fod inde på arbejdsmarkedet, bliver skubbet ud i disse år. Spørgsmålet er, hvad vi stiller op med den gruppe. Det burde vi diskutere,” siger Jørn Henrik Petersen.
Han tror ikke, at løsningen på problemet kommer fra ledende politikere.
”Jeg tror i stedet, vi er nødt til hver især og med hinanden at tage en etisk debat om, hvordan vi betragter de dårligst stillede, og hvordan vi behandler andre mennesker anstændigt i respekt for, at mennesker er forskellige. Vi kan jo alle blive ramt af sygdom eller ulykke, og så er det nødvendigt, at nogen griber os.”
Velfærdens historie
Dansk Velfærdshistorie beskriver i seks bind udviklingen af velfærdsstaten fra 1536 frem til i dag. Otte forskere har bidraget til projektet.
Mandag den 6. oktober offentliggør Center for Velfærdsforskning, SDU, det sjette bind, ”Hvor glider vi hen?”, på Forsorgsmuseet i Svendborg.
