Danskerne var generøse ved Røde Kors-indsamling

Med afsæt i historisk mange katastrofer og mennesker i nød lykkedes det i går Røde Kors at overgå de seneste års indsamlingsresultater ganske markant, oplyser organisationen. Det samlede resultat af den årlige landsindsamling kunne således i aftes opgøres til cirka 20 millioner kroner - to millioner kroner mere end sidste år. Pengene vil over det kommende år bidrage til Røde Kors' arbejde både i Danmark og ude i verden. I første omgang vil pengene fra indsamlingen styrke og supplere indsatsen i Irak og arbejdet med at bekæmpe ebola-epidemien i Vestafrika. Allerede i dag vil de første penge blive aktiveret i organisationens hjælpearbejde med en halv million kroner til henholdsvis ebola-indsatsen, den ukrainske konflikt, Den Centralafrikanske Republik og på hjemmefronten med yderligere en halv million til voldsramte kvinder. /ritzau/

Socialminister Manu Sareen (R) vil tale med store bogstaver over for kommuneforeningen KL, når de mødes.Det sker, efter at en undersøgelse fra Morgenavisen Jyllands-Posten viser, at 6 ud af 10 kommuner kun leverer mad én gang om ugen til de ældre- som så er langtidsholdbart. ”Det er uværdigt, at nogle kommuner har madordninger, der betyder, at ældre får tilbudt vacuumpakkede æggemadder, der har ligget i en uge. Jeg kommer helt klart til at tage det op med KL,” siger Manu Sareen, der dog afviser at gribe direkte ind. Ifølge Socialstyrelsen er hver femte ældre, der modtager mad fra hjemmeplejen, undervægtig i for-vejen, hvilket gør dem sårbare overfor sygdomme. Ældre Sagen frygter, at de vakuumpakkede rugbrødsmadder spreder sig til resten af landet, ligesom det allerede er sket med de ældres daglige hovedmåltid, der typisk skal opvarmes i mikrobølgeovnen. /ritzau/