Svensk anerkendelse af Palæstina kan få Danmark til at følge efter

Den svenske beslutning rokker ikke de danskere politikere her og nu, men på langt sigt vil Danmark og flere andre lande anerkende Palæstina som stat, vurderer politikere og ekspert

Sverige har meddelt, at de anerkender Palæstina. Her er det muslimske palæstinensere til bøn ved weekendens Eid-fest.
Sverige har meddelt, at de anerkender Palæstina. Her er det muslimske palæstinensere til bøn ved weekendens Eid-fest. Foto: Majdi Fathi .

Den svenske regerings beslutning om at anerkende Palæstina har vakt international opsigt. Også danske politikere lyttede med særlig interesse, da Sveriges nyudnævnte socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, forleden annoncerede den kontroversielle beslutning. For selvom den danske regering ikke vil følge det svenske eksempel her og nu, så bliver en dansk anerkendelse af Palæstina formentlig til virkelighed i løbet af nogle år.

Sådan lyder vurderingen fra næstformanden i Folketingets udenrigsudvalg, socialdemokraten Mette Gjerskov.

”Selvfølgelig betyder det svenske skridt noget. Det er ikke mit indtryk, at regeringen er parat til noget tilsvarende i morgen. Palæstina har ikke været på dagsordenen i Danmark på samme måde som i Sverige. Men jeg oplever, at vi er inde i en udvikling. Hvor vi tidligere var meget optaget af at hjælpe det jødiske folk, så er Israel i dag en stat, der kan forsvare sig selv. Derfor er det meget naturligt, at vores blik går i retning af palæstinenserne, der har brug for beskyttelse,” siger Mette Gjerskov.

Den socialdemokratiske politiker forklarer, at krigen i Gaza i sommer har øget danske politikeres fokus på det palæstinensiske folk.

SF's udenrigsordfører Holger K. Nielsen har længe været fortaler for en dansk anerkendelse af Palæstina, men gjorde ikke selv noget ved sagen i sine 49 dage som udenrigsminister frem mod SF's regeringsexit i januar. Han håber, at det svenske skridt vil få regeringen til at overveje en anerkendelse.

”Det er vigtigt, at der kommer så meget pres som muligt på Israel og også omverdenen for, at der bliver dannet en tostatsløsning. Det er det eneste, der kan skabe stabilitet i området. Det er en diskussion, der flere gange tidligere har været oppe,” siger Holger K. Nielsen til Berlingskes Nyhedsbureau.

Liberal Alliances udenrigsordfører Mette Bock ser også gerne af en tostatsløsning, men hun mener ikke, at tiden er inde til en dansk anerkendelse af Palæstina.

”Vi har været gennem en meget konfliktfyldt periode med væbnet kamp. Der er nu et åbent vindue for, at parterne selv kan finde frem til en løsning. I respekt for den proces bør vi afvente, hvad parterne selv finder frem til, ” lyder det fra Mette Bock.

Mellemøsteksperten lektor Jakob Egholm Feldt fra Institut for Historie og Identitet ved Roskilde Universitet tror ikke, at den svenske anerkendelse af Palæstina umiddelbart vil få den danske regering til at følge trop.

Men han er ikke i tvivl om, at den langsigtede udvikling går i retning af, at flere lande herunder Danmark vil anerkende Palæstina som stat.

”Danmark har jo ligesom en række andre lande de facto anerkendt en tostatsløsning, og at Palæstina har sæde i FN. Samtidig har Palæstina en repræsentation i Danmark, så i virkeligheden er anerkendelsen af en palæstinensisk stat en formalitet,” forklarer Jakob Egholm Feldt.

Han peger på, at den svenske anerkendelse i høj grad er en symbolpolitik, der gør israelerne irriterede, mens palæstinenserne føler, de får en vigtig moralsk opbakning.

”Jo flere lande, der anerkender Palæstina som stat, jo mere bliver Israel betragtet som en reel besættelsesmagt, og jo mere kan palæstinenserne tage deres krav op i det internationale samfund, som om de var en besat stat,” siger Jakob Egholm Feldt.

Han henviser samtidig til, at de op mod 400.000 israelske bosættere på Vestbredden og i Jerusalem samt det faktum, at Jerusalem reelt er en israelsk by, har gjort det tiltagende vanskeligt at udpege territoriet for en palæstinensisk stat.

”Den palæstinensiske stat findes jo ikke i virkeligheden. Derfor vil Danmark og flere andre lande opfatte en anerkendelse som for tidlig på nuværende tidspunkt,” lyder vurderingen fra Jakob Egholm Feldt.

Den israelske regering er vred over, at Sveriges nye regering vil anerkende staten Palæstina. Den svenske ambassadør har fået ordre til at stille i det israelske udenrigsministerium her til formiddag.