Her er statsministerens seks vigtigste udfordringer

Statsministerens formentlig sværeste opgave i det nye år bliver at finde den rigtige valgdato. Derudover står regeringen med i hvert fald seks store, politiske udfordringer

I dag åbner statsminister Helle Thorning Schmidt (S) Folketinget for sidste gang inden valget. Billedet er fra Folketingets åbning i 2013.
I dag åbner statsminister Helle Thorning Schmidt (S) Folketinget for sidste gang inden valget. Billedet er fra Folketingets åbning i 2013. Foto: Keld Navntoft .

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) holder sin åbningstale til Folketinget i dag med vished om, at det nye folketingsår bliver et valgår.

Det er ellers noget af en parlamentarisk sjældenhed. Den seneste statsminister, som åbnede et nyt folketingsår, der med sikkerhed også var et valgår, var Poul Nyrup Rasmussen (S) i 2001.Meningsmålingerne gav i oktober 2001 den daværende SR-regering og støttepartierne opbakning fra omkring 46 procent af vælgerne, præcis som de gør i dag.

Men Helle Thorning-Schmidt kan i teorien vente til september næste år med at udskrive valget, hvor Nyrup kun havde frist til marts i 2002. I det nye år venter mindst seks større udfordringer for regeringen Thorning-Schmidt. Dem ridser Kristeligt Dagblad op her.

1 Finansloven

Første presserende opgave for finansminister Bjarne Corydon (S) bliver at få landet de finanslovsforhandlinger, som officielt begyndte i går med SF og Enhedslisten. De to partier har en række krav på velfærdsområdet, men interessen samler sig især om hovedkravet om at halvere optjeningsperioden til dagpenge. Det har svære udsigter, men de to støttepartier kan komme langt med deres øvrige krav: Flere pædagoger i daginstitutioner, bedre inklusion i skolerne, flere penge tilklimaindsatsen og måske en afskaffelse af den gensidige forsørgerpligt for kontanthjælpsmodtagere.

Alternativet til en aftale med SF og Enhedslisten - endnu et finanslovsforlig med de borgerlige partier - ser vanskeligt ud så tæt på valget.

2 Dagpengereglerne

Et af de helt centrale slagsmål mellem regeringen og de borgerlige partier bliver, hvor mange penge der skal bruges på velfærd de kommende år. Regeringen vil øge forbruget med 20 milliarder kroner frem til 2020, Venstre vil have et såkaldt udgiftsstop, De Konservative og Liberal Alliance vil mindske den offentlige sektor, mens Dansk Folkeparti ønsker endnu mere vækst end regeringen.

Regeringen vil slå på, hvor splittede de borgerlige partier står, og angribe især Venstre for, at et udgiftsstop er umuligt uden voldsomme besparelser i velfærden for ældre og syge. Venstre vil modsat hævde, at man sagtens kan flytte rundt på de offentlige udgifter, uden at det går ud over kernevelfærden. Alle partier vil dog gerne bruge flere penge på at behandle alvorlige sygdomme som kræft.Finansminister Bjarne Corydon (S) afviste efter de indledende finanslovsforhandlinger igen klart at ændre på dagpengesystemet, inden Dagpengekommissionen kommer med sin rapport næste år.

Spørgsmålet om halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år er blevet regeringens tungeste smertensbarn. Socialdemokraterne var oprindeligt imod dagpengereformen fra 2010, men De Radikale insisterede på at gøre den til en del af regeringsgrundlaget.

Regeringen har siden forsøgt at afbøde virkningerne af reformen med akutjobs og forskellige former for forsørgelse til de langtidsledige, som har mistet retten til dagpenge.

Finansloven kan muligvis føre til en ny midlertidig løsning, men det bliver stadig et af hovedtemaerne i valgkampen.

4 Retsforbeholdet i EU
 
Danmarks forbehold over for det retlige samarbejde i EU er under pres. Fra nytåret 2016 ryger Danmark ud af politisamarbejdet Europol, fordi det bliver del af det overnationale samarbejde i EU. Det betragter både regeringen og de EU-positive, borgerlige partier som et alvorligt problem, fordi det vil gøre det langt vanskeligere at forebygge og bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Der er kun to mulige løsninger, mener regeringen: Enten en folkeafstemning om det retlige EU-forbehold, eller at man indgår bilaterale samarbejdsaftaler med hvert af de 27 andre EU-lande. Det sidste kan næppe nås inden 2016.

Regeringen og de EU-positive partier beskylder gensidigt hinanden for at være skyld i, at der endnu ikke er indgået en bred europapolitisk aftale.

5 Den udeblevne vækst

Regeringen har i lang tid håbet, at et nyt opsving og ny vækst ville skabe den optimisme, som ville gøre det klart for vælgerne, at regeringen har ført den rigtige, økonomiske politik. Men opsvinget lader vente på sig. De seneste prognoser viser, at økonomien stadig er i slæbespor, og det lægger en dæmper på politikernes muligheder for at bruge penge.

Allerede da finansloven blev fremsat for godt en måned siden, gik statens underskud helt til grænsen for, hvad EU's regler tillader. For at undgå, at den grænse bliver brudt, har regeringen for nylig ændret skattereglerne for Lønmodtagernes Dyrtidsfond og for kapitalpensioner. Ændringerne fremrykker beskatningen af pensionspengene, og på papiret forbedres statsfinanserne med omkring 10 milliarder kroner næste år.

6 Asyl- og udlændingepolitiken

Temaet er udset til at blive et af de helt store i valgkampen. Især krigen i Irak og Syrien har fået flygtninge til at søge mod Europa i stort tal, og alene Danmark venter at modtage mindst 14.000 i år. De borgerlige partier argumenterer for, at regeringens 31 lempelser af udlændingeloven siden 2011 er skyld i, at flere flygtninge har sat kursen mod Danmark. Blandt andet hævder de, at afskaffelsen af kontanthjælpsloftet og starthjælpen har fået menneskesmuglere til at lede flere til den danske grænse. Regeringen peger på, at reglerne på asyl- og familiesammenføringsområdet er præcis de samme som dem, VKO selv indførte fra 2001 til 2011. De borgerlige partier er dog uenige om udlændingepolitikken generelt og har forskellige holdninger til indvandring af dem, der ”kan og vil arbejde”.