Hvad gør man, hvis ens barns Snapchatbilleder er blevet hacket?

Det kan være yderst ubehageligt for de børn og unge, hvis intimbilleder er blevet hacket fra den populære mobil-app Snapchat. Få her gode råd til, hvordan du som forælder forholder dig til problemstillingen

Selvom man kan føle, at man har dummet sig, skal man søge hjælp hos sin far eller mor for at kunne håndtere konsekvenserne af spredningen af hackede billeder, siger direktør i Børns Vilkår.
Selvom man kan føle, at man har dummet sig, skal man søge hjælp hos sin far eller mor for at kunne håndtere konsekvenserne af spredningen af hackede billeder, siger direktør i Børns Vilkår. .

Mange unge teenagere, der bruger mobil-app'en Snapchat, er for tiden nervøse for, om der findes et billede af dem selv blandt de 200.000 billeder og videoer, som er blevet hacket og spredt på nettet.

Blandt billederne og videoerne er mange af dem fra danske brugere, og meget af materialet er særdeles privat og i visse tilfælde også pornografisk.

Det kan for både unge og forældre være svært at håndtere, at der på internettet ligger private og måske intime billeder, der oprindeligt kun var adresseret til en lukket kreds af venner, veninder og kærester. Derfor kan de unge i den kommende tid få brug for at søge råd og støtte hos deres forældre. 

Men hvordan hjælper man bedst sit barn, og hvad skal man gøre, hvis man som ung har opdaget, at hacket er gået ud over én?

Kristeligt Dagblad har spurgt Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår, til råds.

Rasmus Kjeldahl understreger, at det er meget individuelt, hvordan man som barn og ung håndterer at få spredt intim- og nøgenbilleder. Men hvis det er sket, opfordrer han til, at man opsøger en voksen.

”Det kan blive alt for tungt og skamfuldt at gå med alene. Selvom man kan føle, at man har dummet sig, skal man søge hjælp hos sin far eller mor for at kunne håndtere det,” siger Rasmus Kjeldahl.

Rasmus Kjeldahl forklarer, at en sådan indstilling kræver, at man har dygtige voksne eller meget ressourcestærke venner at støtte sig til.

”Det kan være en fordel at sætte sig sammen med 5-10 venner eller veninder og sige til hinanden: Vi ved, at de her billeder findes, og de vil sikkert blive sendt rundt. Vi har det godt med os selv, og som vi ser ud, og det siger mere om dem, der sender billederne rundt, end det siger om os.”

For forældrene er det vigtigt, at de tager situationen alvorligt og husker, hvor følsomt det er for barnet.

”Selvom man er en moderne forælder, der tænker: Hvad kan det skade, så slemt er det ikke - så skal man bare vide, at i den unges verden kan det forkerte billede i hænderne på de forkerte mennesker være en social katastrofe. Derfor er det vigtigt, at man indgår et samarbejde med barnet om, hvordan vi skal håndtere det her,” siger Rasmus Kjeldahl.

Han anbefaler derfor, at man som forældre eventuelt kontakter skolen eller forældrene i klassen med henblik på, at alle bliver enige om at stoppe mobningen, som kan være den mest sårende konsekvens af spredningen af de private billeder.

”Derudover synes jeg også, at man skal gøre opmærksom på, at det i rigtig mange tilfælde vil være kriminelt, hvis billederne bliver misbrugt. Det kan også have en vis dæmpende effekt, hvis sagen bliver fulgt op med en politianmeldelse,” siger Rasmus Kjeldahl, der forklarer, at man som forældre må støtte sit barn, også selvom det kan tage noget tid og påvirke hele familien.

Det er dog vigtigt ikke at komme til at overdramatisere situationen, så barnets uro og ængstelse forstærkes. Derfor skal forældre bevare roen og overblikket. På den måde vil barnet opleve, at det har nogle stærke omsorgspersoner, som det kan læne sig op af.

”Lad være med at skælde ud og lad dit barn vide, at det også er sket for andre børn og unge, der har eksperimenteret med forskellige ting på Snapchat. Det har aldrig været barnets hensigt, at de her billeder skulle ud. Man må sætte sig ned og sige: Hvordan kan jeg hjælpe dig bedst muligt og sikre, at du kommer helskindet igennem noget, der forhåbentligt kun varer et par uger.”