Dansk Folkeparti: Regeringen er tonedøv

Dansk Folkeparti og Venstre kritiserer regeringen for at ”sidde inde med viden” omkring mulighederne for systematisk grænsekontrol. Men allerede i 2012 blev mulighederne fremlagt for Folketingets Europaudvalg

”Vi har hele tiden fået at vide, at vi ikke kunne gå længere på grund af Schengen-reglerne,” siger Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti. Foto: Scanpix
”Vi har hele tiden fået at vide, at vi ikke kunne gå længere på grund af Schengen-reglerne,” siger Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti. Foto: Scanpix.

”Vi har hele tiden fået at vide, at vi ikke kunne gå længere på grund af Schengen-reglerne.”

Ordene er Peter Skaarups, Dansk Folkepartis retsordfører, der i en artikel i gårsdagens udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten kritiserer regeringen for at tilbageholde viden om den dom, som EU-Domstolen afsagde om den hollandske grænsekontrol i juli 2012. Afgørelsen betød, at Danmark og andre EU-lande også har mulighed for at gennemføre systematiske grænsekontroller, men det er først nu, at regeringen vælger at benytte sig af den.

Men faktisk blev den hollandske grænsekontrol diskuteret i Folketingets Europaudvalg allerede i sommeren 2012. I et spørgsmål stillet efter ønske af Peter Skaarup selv beder man den daværende europaminister Nicolai Wammen (S) redegøre for indholdet af den hollandske grænsekontrol og vurdere, hvorvidt kontrollen er forenelig med reglerne i Schengen-samarbejdet.

I svaret lyder det, ”at Nederlandene ikke vurderes at handle i strid med EU-retten,” men det understreges samtidig, at denne vurdering tager forbehold for udfaldet af sagen ved EU-Domstolen. Dermed har Dansk Folkeparti og resten af Folketingets partier også kendt til de lovmæssige muligheder for at skærpe grænsekontrollen, hvilket Peter Skaarup da også gerne vedkender sig:

”Vi har hele tiden holdt på, at vi kunne gå længere lovgivningsmæssigt, og at vi skulle gå til grænsen. Jeg synes, at vi har gjort vores. Det er regeringen, der ikke har villet lytte. De har været tonedøve og har ikke ønsket at udnytte reglerne - før nu. Det er rent valgflæsk,” siger han og fastholder, at regeringen burde have været klarere i sin kommunikation til Folketinget, da den fik kendskab til den endelige EU-dom på området.

Også Venstre har kritiseret regeringen for at tilbageholde oplysninger. Venstres næstformand, Kristian Jensen, kaldte det i går for ”pligtforsømmelse”, og det står han ved på trods af de nye oplysninger om Europaudvalgets kendskab til sagen.

”Det var nyt for mig, at der var faldet en dom. Så regeringen har ikke gjort det klart og tydeligt nok for Folketinget, at vi havde de her muligheder. Det er regeringen, der har kapaciteten og adgangen til at følge med i, hvad der sker i Bruxelles, og derfor er det også dem, der bør reagere, når der kommer sådan en dom fra EU-Domstolen,” siger Kristian Jensen.

Retsordfører og medlem af Europaudvalget Trine Bramsen (S) siger, at regeringen under ingen omstændigheder har tilbageholdt oplysninger. Hun kalder oppositionspartiernes kritik for flad:

”Venstre og Dansk Folkeparti er selv en del af politiforliget, hvor vi har styrket grænsekontrollen, og de har aldrig efterspurgt, at vi skulle komme tættere på det hollandske eksempel. Det er regeringen selv, der har taget skridtet videre, så jeg kan slet ikke genkende billedet af, at vi skulle have forsømt om-rådet,” siger Trine Bramsen.

Dansk Folkeparti siger, at det er rent valgflæsk, når I venter to år med at ændre grænsekontrollen. Er der noget om snakken?

”Det er Dansk Folkeparti selv, der bidrager til flæskefadet med deres kritik af regeringen. Vi fokuserer på effekt, og sandheden er, at vi har en langt mere effektfuld grænsehåndtering end den, som DF ville have med deres grænsebomme.”

-Arkiv- SE RITZAU DF: Taliban-krigere skal ud af Danmark hurtigst muligt BV.: RB-PLUS ARKIVFOTO 2011 af DF's Peter Skaarup- - Se RB 29/6 2014 11.53. Efter Se og Hør-skandalen ønsker flere politikere at få en redegørelse fra erhvervs- og vækstministeren om tilsynet af Nets. Men det ser ikke ud til at ske. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2012)
-Arkiv- SE RITZAU DF: Taliban-krigere skal ud af Danmark hurtigst muligt BV.: RB-PLUS ARKIVFOTO 2011 af DF's Peter Skaarup- - Se RB 29/6 2014 11.53. Efter Se og Hør-skandalen ønsker flere politikere at få en redegørelse fra erhvervs- og vækstministeren om tilsynet af Nets. Men det ser ikke ud til at ske. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2012) Foto: Claus Bech/Scanpix