De seneste to søndage har 70-årige Jens Bache fra Gentofte siddet parat foran ved sit tv, når Ole Bornedals historiske drama ”1864” blev vist. Ikke fordi han har glædet sig til serien om den 150 år gamle krig, men for at vide, hvad han skal forholde sig til, hvad folk nu tror om hans tipoldefar, Ditlev Gothard Monrad, som i serien spilles af Nicolas Bro.
”Vi vidste, at det ville blive slemt. Det har stået tydeligt for os i flere år, eftersom vi vidste, at tv-serien baserer sig på Tom Buk-Swientys bøger, hvor Monrad er skildret som lidt af en tumpe. Men jeg må sige, at det, jeg foreløbig har set på tv, har været noget værre end forventet,” siger han og tilføjer:
”Som jeg kan forstå det, er den Monrad-figur, man ser i serien, stykket sammen af fire-fem personer fra perioden. Men der er så lidt af den virkelige Monrad i dét portræt, at det er som en rejesalat uden rejer.”
Selvom han græmmer sig over såvel Monrad-portrættet som seriens handling i det hele taget, har Jens Bache tænkt sig at se serien til ende. Første afsnit så han sammen med sin kone og familiens tre voksne børn, andet afsnit kun sammen med hustruen Kirsten Bache. Alle de Monrad-efterkommere, han har drøftet serien med, er enige i vurderingen:
”Jeg har da talt med mine fætre og kusiner, og der er ingen af os, der kan kende den nar, som sejler rundt på gulvet i bar rumpe. Det har intet med virkeligheden at gøre. Den Monrad, som i løbet af sit lange, fantastiske liv satte et markant fingeraftryk på det Danmark, vi har i dag - vores folkestyre, folkekirke og folkeskole - er helt fraværende i billedet.
Jens Bache er civilingeniør, tidligere direktør i Værdi-papircentralen, formand for menighedsrådet i Jægersborg, for provstiudvalget i Gentofte Provsti og medlem af stiftsrådet for Helsingør Stift. At han også er i familie med en berømthed fra Danmarks historie - manden der skrev første udkast til den danske grundlov og med historikeren Tage Kaarsteds ord en af de få danskere, der fortjener prædikatet statsmand - har han haft en fornemmelse af så længe, han kan huske tilbage.
”Jeg har tidligt vidst, at jeg havde en ane, som var noget stort. Men for en lille dreng i Esbjerg stod det ikke helt klart, hvad han var. Men Monrad har aldrig været en fjern figur. Jeg ejer en bog, en samling af Kaalund-eventyr, som Monrad gav til sit barnebarn - min farfar - som gav den til sit barnebarn - mig. Længere væk var han ikke. Jeg har ikke talt med Monrad, men jeg har talt med en, der har talt med Monrad,” fortæller Jens Bache.
Da Lolland-Falsters biskop, Steen Skovsgaard, i forbindelse med 200-året for Monrads fødsel i 2011 tog initiativ til en fejring og til oprettelse af Monradselskabet, dukkede Jens Bache som en af en halv snes efterkommere af Monrad op til festgudstjenesten. Siden er han blevet medlem af selskabet - som har til formål at bevare erindringen om den berømte biskop og statsmand - og han har her holdt et foredrag om, hvordan det er ”at have en Monrad i familien”. Efternavnet forsvandt dog ud af hans gren af familien allerede efter én generation, da hans oldemor, D.G. Monrads datter Louise Dorothea, giftede sig med Otto Frederik Bache:
”Slægten Monrad i Danmark er ufattelig stor, men vi er ikke så mange direkte efterkommere af D.G. Monrad. Jeg har kendskab til cirka en snes tipoldebørn i Danmark og omkring 75 på verdensplan.”
Men hvad er der galt med Ole Bornedals serie om og Nicolas Bros inkarnation af D.G. Monrad? Var han ikke psykisk ustabil? Førte han ikke an under en krig, som var håbløs fra begyndelsen, og hvor han ikke desto mindre gav ordre til, at der skulle kæmpes til sidste mand?
Krigen var uundgåelig, da Monrad kom til magten i 1863, men Jens Bache er helt på det rene med, at Monrad i 1864 ”lænede sig op ad en psykiatrisk diagnose”. Men det støder ham at se sin tipoldefar fremstillet som et menneske, der op gennem 1850'erne var utilregnelig, usikker og bange for at blive gal.
”Han var et ufatteligt vidende, analyserende menneske, som skrev lange, kloge avisartikler, der vil få Kristeligt Dagblad og Weekendavisen i dag til at minde om formiddagsblade. Og han var aldrig nationalist på den flag-svingende 'hurra for det danske sprog'-måde,” siger Jens Bache, som minder om, at Monrad i 1848 udtrådte af regeringen, fordi han var uenig i det slegsvigske spørgsmål. Han fandt det også barbarisk og i strid med sit frihedssyn at gennemtvinge det danske sprog i hertugdømmerne.
I tv-serien er et utrolig speget politisk handlingsforløb kogt ned til meget lidt. I det danske demokratis første par årtier fyldte debatten om hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborgs status meget. Skulle de fortsat indgå i en løs helstats-tilknytning til deres lensherre, den danske konge, men stå uden for den nye stat, som junigrundloven af 1849 dannede rammen om? Eller skulle vi have ”Danmark til Ejderen”, altså indlemme Slesvig. Virkelighedens Monrad var i skiftende perioder ”helstatsmand” og ”Ejder-mand”.
På tv er Monrad ren Ejder-mand. Og i de første to afsnit er der omkring ham stort set kun tre personer, der står frem. Krigsminister Lundbye (Søren Pilmark) og den afgående konseilspræsident C.C. Hall (Olaf Johannessen) presser ham i retning af krig og vil bruge ham, fordi han er veltalende. Og han bliver ”coachet” af tidens store skuespillerinde, Johanne Luise Heiberg (Sidse Babett Knudsen), som stiver hans vaklende selvtillid af.
I virkelighedens verden var det Monrad, der angav retningen, og andre politikere, der fulgte. Han var ikke just venner med alle, men højt respekteret.
Monrad kendte fru Heiberg og havde blandt andet som kultusminister rettet en appel til hende om at vende tilbage til scenen, da hun havde meddelt, hun ville trække sig tilbage. Men intet tyder på, at hun skulle have rådgivet ham. Ole Bornedal har da også udtalt, at dette er en konstruktion, som skal illustrere, at tidens kulturelite delte ønsket om krig.
For Jens Bache er problemet, at optakten til den fatale krig i tv-serien konstrueres og reduceres til noget banalt:
”Jeg synes, det er for tyndt. De fattige er gode, de rige er onde, og de fremmede er gode og undertrykte. Politikerne er manipulerbare, liderlige fantaster, og en gengivelse af det komplicerede politiske spil med stormagterne må vige til fordel for Ole Bornedals opfattelse af Irak-krigen,” siger han.
Men selvom D.G. Monrads tipoldebarn græmmer sig, forventer han, at seriens senere afsnit vil blive bedre, efterhånden som krigen og det berømte slag ved Dybbøl trænger sig på:
”Selvom jeg ikke bryder mig om Tom Buk-Swientys fremstilling af Monrad, så rummer hans bøger oplagte kvaliteter, især skildringerne af, hvordan danske soldater oplevede krigen. Så selvom jeg synes, serien er indledt dårligt, har jeg en forhåbning om, at den bliver bedre.”
