Det er uforfalsketpropaganda

Selvfølgelig er det forkert at fængsle en kunstner for hans budskab. Men lige så forkert det er, lige så vigtigt er det utvetydigt at afvise udbredelsen af selve budskabet, når det er racistisk propaganda.

Det er vurderingen fraRUNE ENGELBRETH-LARSEN, idéhistoriker, forfatter og medlem af bestyrelsen i ytringsfrihedsorganisationen Dansk PEN:

”Der er ingen på denne planet, som har mere ytringsfrihed end Dan Park. Men det gælder ikke, når vi har at gøre med uforfalsket propaganda, hvor navngivne personer hænges ud med billede, stemples som negre og klynges op i en galge. Så bliver der argumenteret med, at det i virkeligheden ikke er sådan ment - at budskabet er flertydigt. Men det er et pseudo-argument. Selvfølgelig kan alting fortolkes på forskellige måder, men det er ikke alle ytringer, der hænger navngivne personer ud.”

Ifølge Rune Engelbreth-Larsen er sagen opstået, fordi man i Sverige valgte at straffe Dan Park med fængsel. Derved blev Dan Park en slags martyr, hvilket har gjort kampen mod racisme en stor bjørnetjeneste:

”Det er naturligvis ikke personen, men værket, man skal afvise som modbydeligt og udtryk for en afstumpet kunstners selviscenesættelse.”