Forvirringen er total i diskussionen om censur af Dan Park, mener HANS HAUGE, lektor i nordisk sprog og kommunikation ved Aarhus Universitet.
”Debatten gennemsyres af et sammenstød mellem måder at bruge ordet 'censur' på,” siger han.
Han mener ikke, det er censur at vælge nogle værker fra i en udstilling, som Trykkefrihedsselskabet har gjort.
”Alle udstillere og museer censurerer og udvælger kunst. Men censur i en kunstinstitutionel sammenhæng er ikke det samme som, når staten eller politiet gør det. Den forskel er vigtig at forstå,” siger han.
Blandt de værker, der findes i den oprindelige udstilling, er nogle, der kan tolkes som stærkt kritiske over for islam, men også over for Israel, jødedom og katolicisme. Hans Hauge mener ikke, det kan have påvirket Trykkefrihedsselskabet til at vælge billeder fra.
”Jeg kan ikke forestille mig, at Katrine Winkel Holm (formand for Trykkefrihedsselskabet og teolog, red.) har noget imod at provokere katolikkerne. Men Israel, jo, måske.”
Set med historiske briller er det begrænset, hvor meget udstillingen provokerer, mener Hans Hauge, for kunstnere er til alle tider blevet forhindret i at udfolde sig af staten og har også benyttet sig af det og prøvet grænser af.
Det, man til gengæld får vist med Dan Park-udstillingen, er en begyndende kulturel kløft mellem to tidligere broderlande, lyder hans vurdering.
”Broen mellem os som nabolande, den grundlæggende fælles forståelse af, hvad frihed og frisind er, svækkes i disse år. Det viser kunsten meget tydeligt.”