Det ser helt forkert ud: Foran et nedslidt forsamlingshus i den lille landsby Hornstrup uden for Vejle står en mand iført rød habitjakke med iltert hår, glødende øjne og armene bredt ud.
”Velkommen!” råber Anton Stormlund og ligner helt bestemt en veloplagt, men malplaceret sprechstallmeister fra et cirkus.
”Hvor er det godt, I kommer. Jeg glæder mig til at vise jer det hele, kom, kom,” siger han ivrigt og åbner den afskallede hovedør ind til det, der viser sig at være fra en anden verden.
Her er hele den højloftede sal fyldt til bristepunktet, og kun ad små stier kan man kommer rundt og se det hele: De selvbyggede og stadig funktionsdygtige dampmaskiner. De mere end 100 år gamle måleinstrumenter af alle slagser opstillet i halogenbelyste glasmontre. Katoderør, geisslerrør, båndmaskiner, et to meter langt 130 mm teleskop fra 1880 og et modeltog komplet med stationsbygning, kraner og lysregulering. Her er et selvspillende piano, tre hammond-orgler - blandt andet landets bedste, et A100 - og i loftet hænger to meterlange modelflyvemaskiner. Nede bag den gamle scene står Europas tredjestørste samling af antikke telegrafer. Og i midten af det hele står kinoorglet, samlingens stolthed, der via 25 kilometer ledning og en syvenhalvhestes motor er forbundet til de 800 piber, der står skulder mod skulder oppe på balkonen.
”Nå, I er rigtig kommet i byen, hva! Sæt jer ned, sæt jer ned, så skal I høre, hvad den kan,” halvt råber han og tænder for det fem tons tunge Christie 3 manualers 9 ranks kinoorgel - det største nogensinde i Danmark og det eneste, der er tilbage.
Rummet fyldes af luft pumpet gennem de mange hundrede piber, det lyder som et mellemstort vandfald, og så kommer tonerne. Først et par traditionelle stumfilmsmelodier, som de oprindeligt blev spillet op gennem især 1920'erne og 1930'erne. Næsten 100 års kulturhistorie for fuld udblæsning. Og derefter ”A Whiter Shade of Pale”, den legendariske sang fra det britiske rockband Procol Harum, der gav hammondorglet sin berømmelse.
Artiklen fortsætter under videoen
Imens lyser kinoorglet op i sine mange farver, og spots fra loftet og det medspillende, selvspillende klaver tilsætter de sidste ingredienser til en gennemført virkelighedsflugt tilbage til tidligere tiders mest psykedeliske afkroge.
At hele denne verden ligger gemt i en absolut nedtonet provinsby er næsten ikke til at begribe. Men sådan må det være, når der er tale om et selvbetalt hjertebarn, forklarer 68-årige Anton Stormlund.
Han var egentlig en succesfuld musikskoleleder, da han i 1990 var på ferie i London med sin kone. Tilfældigt faldt han over en forretning udelukkende med antikke kikkerter, enkelte telegrafer og andre - ekstremt dyre - genstande, skulle det vise sig. Men en nysgerrighed var vakt.
Faktisk havde han allerede i 5. klasse stået med næsen trykket flad mod fysiklokalets mange mekaniske apparater, tryllebundet. Han skulle være fysiklærer, besluttede han, men da han mange år senere skulle vælge linjefag på seminariet, blev det alligevel matematikken og musikken, der blev hans levebrød, for her var lærerne bedst. Ved siden af jobbet som lærer dyrkede han dog sin passion for mekanik. Og fra 1990 udlevede han passionen ved at samle.
At det blev de mere end 100 år gamle telegrafer, som blev starten på det hele, skyldtes mest af alt, at de var billige - kun få var interesserede i netop dem. Men det skyldtes også telegrafernes særlige æstetik, forklarer Anton Stormlund. De var alle håndbyggede, hvert eneste lille tandhjul og aksel var sat sammen af et menneske, og så var maskinerne fulde af kulturhistorie.
”Det var jo H.C. Ørsted, der ved et tilfælde opdagede elektromagnetismen i 1820. Og noget af det første, man brugte den opdagelse til, var telegrafen, det ældste elektriske kommunikationssystem overhovedet. Det er da fascinerende, og når man så oven i det lægger de mange arbejdstimer og de mange mennesker, der står bag hvert apparat, så synes jeg, det er værd at samle på.”
I 1995 havdehan samlet så meget, at der ikke længere var en ledig plads i husets stue, og han lejede et lokale i Kolding. Tre år senere var han nødt til at købe forsamlingshuset. Stort set alle hans penge gik til den omsiggribende hobby, og hans kone gennem nu 40 år, der ikke var mekanisk interesseret, kunne kun se til, mens også forsamlingshuset blev fyldt op.
”Hvad skulle hun sige?” siger Anton Stormlund.
”Jeg havde jo stadig mit fuldtidsjob som lærer, jeg brugte bare ikke mine penge på rejser, restaurantbesøg eller golfkurser. Alt, hvad jeg kunne undvære, gik til mekanikken. Det er muligt, det lyder lidt mærkeligt for nogen, men jeg så og ser det stadig som en udvidelse af min lærergerning. Jeg synes, det er synd at holde min interessere for mig selv, jeg vil videreformidle det, og derfor har jeg opbygget mit museum.”
I 2002 købte han så hjørnestenen i samlingen, det enorme kinoorgel, der for alvor fik ham i medierne. Alverdens musikere, elektrikere, menighedsråd og husmoderforeninger begyndte at lægge vejen forbi forsamlingshuset. Selv bandet Procol Harum har været forbi, og man forstår hvorfor, da Anton Stormlund viser vej gennem alle piberne og de 1100 ledninger der løber rundt på væggene. Det hele er hjemmegjort og tog ham otte måneder at få til at fungere. Og knap 150.000 kroner.
”Jeg er nok nostalgisk anlagt, jeg kan ikke forklare det med andet,” forklarer han, hvilket bekræftes af, at han kun kan kontaktes pr. mail, for mobiltelefonen bruger han ikke rigtig, og fastnettelefonen står på førstesalen i huset, så han når sjældent at tage den.
”Jeg elsker gammeldags ting. Mit hus er fra 1906, jeg hører kun musik fra 1920' erne, min bil er fra 1966. Men det er ikke alderen i sig selv, der fascinerer mig, det er skønheden i hver enkelt ting. Der er jo mange, der samler på skønne ting, for eksempel arkitekttegnede møbler, men for mig består skønheden i høj grad af den historie, der er en del af genstanden: Selve opdagelsen af mekanismen bag og hele den tidsperiode, genstanden blev til i. Det handler aldrig bare om at stille ting på en hylde, det handler om at holde liv i historien ved at formidle den.”