Tvillingetab bliver ofte overset

Forskning viser, at tvillinger reagerer særlig voldsomt på tabet af den anden tvilling. Et overset problem i Danmark, mener forfatter bag ny bog om emnet

”Der er rigtig meget viden, der peger på, at tvillinger - særligt de enæggede - udsættes for markant psykisk pres, hvis deres tvilling dør. Det har jeg selv oplevet mange eksempler på, og jeg mener, det er noget, det danske sundhedsvæsen bør være mere opmærksom på, for konsekvensen af tabet kan være meget voldsomt.”
”Der er rigtig meget viden, der peger på, at tvillinger - særligt de enæggede - udsættes for markant psykisk pres, hvis deres tvilling dør. Det har jeg selv oplevet mange eksempler på, og jeg mener, det er noget, det danske sundhedsvæsen bør være mere opmærksom på, for konsekvensen af tabet kan være meget voldsomt.”.

Tvillinger har altid fascineret, og forskning har længe kortlagt den særlige forbindelse, der typisk opstår. Men forbindelsen har en bagside. For når den ene tvilling dør, påvirker det den anden særlig hårdt. I en stor, britisk undersøgelse har hele 81 procent af de efterladte tvillinger oplevet markante problemer, typisk nervesammenbrud eller psykosomatiske sygdomme som mavesår, hjerteproblemer eller forhøjet blodtryk. For mange opstår der desuden sociale problemer og ægteskabelige brud.

Tendensen bekræftes af forskning fra blandt andet USA og Australien, hvor problemstillingen er velkendt. I Danmark findes dog ingen forskning. Og der findes ingen umiddelbar forståelse og accept af tvillingers særlige situation, sådan som der eksempelvis gør for forældre, der mister et barn. Det er en fejl, mener den tidligere leder af Tvillingeregisteret og nuværende professor og leder af Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet, Kirsten Kyvik:

”Der er rigtig meget viden, der peger på, at tvillinger - særligt de enæggede - udsættes for markant psykisk pres, hvis deres tvilling dør. Det har jeg selv oplevet mange eksempler på, og jeg mener, det er noget, det danske sundhedsvæsen bør være mere opmærksom på, for konsekvensen af tabet kan være meget voldsomt.”

Det samme mener Abelone Glahn, der driver hjemmesiden tvillinger.com, har skrevet flere bøger om tvillinger og netop er udkommet med bogen ”Tvillingetab - om at leve med tabet af en medtvilling eller et tvillingebarn”.

Her har hun samlet en stor del af den eksisterende forskning, interviewet de førende forskere og fundet en lang række tvillinger, der fortæller om, hvor svært det er at miste en del af sig selv. Der er cirka 125.000 tvillinger i Danmark, og hvert år dør cirka 800 af dem, så der er tale om en helt reel problemstilling, der påvirker mange mennesker, påpeger hun.

”Der er rigtig mange eftervirkninger for efterladte tvillinger, men de bliver ofte overset. Og tvillingerne oplever selv, at de ikke har nogen steder at søge hjælp, for kun meget få har indsigt i eller forståelse for denne helt specielle form for sorg. For nogle betyder det meget alvorlige og langvarige kriser, som måske kunne være undgået,” siger Abelone Glahn.

En af pionererne inden for forskningen, den britiske psykoterapeut Joan Woodward, der som treårig selv mistede sin tvillingesøster, formulerer problemstillingen således i den nye bog:

”Desværre er det min erfaring, at selv psykologer, psykiatere og terapeuter generelt ikke anerkender, at en tvillings tab af medtvillingen sætter dybe spor i de fleste, måske fordi tvillinger kun bliver lagt mærke til, når de er sammen. Men netop fordi tvillinger står hinanden så nær, har de brug for ekstra hjælp og støtte for at komme igennem tabet af 'deres anden halvdel'.”

At miste en søskende - tvilling eller ej - kan dog under alle omstændigheder sætte alvorlige spor, pointerer læge og ph.d. Lasse Wegener Lund. Alene frygten for at miste en søskende, der har kræft, øger risikoen for selv at udvikle en alvorlig psykisk sygdom med 20 procent blandt børn under 10 år, viser hans undersøgelse fra 2013.

”Det er under tre procent af en årgang, der er tvillinger, så denne ret lille gruppe kan ikke i sig selv forklare overrisikoen. Det er muligt, at efterladte tvillinger er særligt udsatte, men efterladte søskende i det hele taget er det altså også,” siger han.