Flere og flere vil vies i Guds fri natur

654 par er blevet gift uden for kirkens rum, siden det blev muligt i maj 2013. Biskopper vil gøre den populære mulighed permanent efter gode evalueringer

De grønne parker - her Ørstedsparken i København - er blandt de mest populære steder at blive gift uden for kirken. -
De grønne parker - her Ørstedsparken i København - er blandt de mest populære steder at blive gift uden for kirken. - . Foto: Scanpix.

Prøveperioden med at tillade kristelige vielser uden for kirkens rum har været så populær, at landets biskopper vil gøre muligheden permanent.

I første omgang er prøveperioden, der blev indledt i maj 2013, forlænget til udgangen af 2016, mens man vil have vedtaget lovgivning for muligheden fra 2017. Det er blevet besluttet på et møde mellem landets biskopper.

Efterspørgslen på en mere personlig og unik vielse er nemlig stor. I alt har 654 par frem til oktober i år benyttet sig af muligheden i løbet af prøveperioden. I løbet af det første år benyttede cirka 300 par sig af muligheden, men det tal er altså mere end fordoblet over sommeren.

Elof Westergaard, biskop i Ribe Stift, er med i det udvalg, som skal evaluere forsøgsordningen. Han fortæller om positive evalueringer fra både præster og brudepar.

”Det er glædeligt, at der har været så mange vielser. Derfor vil vi gerne forlænge perioden. Vi kan ikke gøre ordningen permanent med det samme, vi har brug for flere evalueringer. Foreløbig viser evalueringerne, at både præster og par er glade for muligheden. Men vi skal også have tid til at se hele ritualet igennem, både i forhold til præstens arbejde og lavpraktiske spørgsmål,” siger han.

Biskoppen kan endnu ikke sige, om der kommer en liste med regler eller krav for vielser uden for kirkens rum. Det vigtigste er, at præsten kan acceptere måden, som vielsen bliver holdt på.

Sognepræst Hanne Drejer i Asperup Sogn på Fyn er blandt de mange præster, som har haft positive oplevelser med at vie par i det fri. Hun glæder sig over, ordningen fortsætter.

”Jeg tror, der er en chance for, at flere vælger at blive gift, efter kirken har sagt ja til det her, og det er efter mine begreber meget positivt. Jeg har selv oplevet et par, som, jeg har en klar fornemmelse af, ikke ville blive gift, hvis det skulle være i kirken.”

Nær havets brusen, i grønne parker eller hjemme i baghaven er blandt de mest populære steder at blive gift uden for kirken. Men folks kreative ønsker har også givet vielser i baggårde, på både eller golfbaner.

Biskop i Aalborg Stift, Henning Toft Bro, kan berette om gode evalueringer fra et rørende bryllup på et fodboldstadion.

”Det mest spektakulære, jeg har hørt, har været på Aalborg Stadion. Det var ikke i forbindelse med en fodboldkamp, for det skulle ikke være et cirkus. Brylluppet foregik under helt trygge og fine rammer. Det var en meget stærk oplevelse for præsten, har hun skrevet til mig,” siger biskoppen.

Provst Jørgen Christensen, sognepræst i Helsingør Stift, har to gange viet par uden for kirken. Den ene gang gik alt dog ikke helt som ønsket.

”Der var en meget kraftig blæst, og ifølge vejrudsigten kunne det regne hvert øjeblik, det skulle være. Så brylluppet blev flyttet fra Slotshaven og hjem i baghaven, hvor de alligevel skulle holde reception. Når jeg aftaler en vielse med et brudepar, så siger jeg altid, vi er nødt til at have en plan b. På film og i Californien skinner solen altid, men det kan man ikke regne med i Danmark,” siger Jørgen Christensen.