Ind i et jazzliv

Jazz fylder hos Leif Bjerborg. Både sindet og huset i Vordingborg er mærket af mere end 60 år med jazzmusik. En uvurderlig, men også truet kulturarv, man næsten kan tabe vejret af at lytte til, siger han

Leif Bjerborg skulle ikke leve af at spille jazz. Men han har et stærkt og konstant behov for at høre musikken, og til det formål er der plader nok at lytte til i hans samling. -
Leif Bjerborg skulle ikke leve af at spille jazz. Men han har et stærkt og konstant behov for at høre musikken, og til det formål er der plader nok at lytte til i hans samling. - . Foto: Paw Gissel.

Året er 1949. Leif Bjerborg er alene hjemme i de sene aftentimer. Det er han jævnligt som 6-7-årig i lejligheden på Lynettevej på Amager. Som mange andre børn er Leif Bjerborg bange for at være alene i mørket.

For at jage de imaginære skygger på afstand tænder han radioen, så æterens mangeartede lyde kan sprede uhyggen og udfylde tomrummet. Første udsendelse er ikke så fængende, den er om Anden Verdenskrig. Den er i hvert fald ikke lige så skelsættende, uforståelig, men alligevel tillokkende, som programmet der følger: Radioens Jazzklub.

”Jazz'en vandt ved første tone øjeblikkeligt genklang i min vel nok lidt ensomme, men også desperat stemte sindstilstand,” erindrer han.

I dag er han 71 år, og hjemmet er i Vordingborg, hvor han har boet med sin kone i 40 år. Meget er forandret, siden barnet Leif Bjerborg sad tæt op ad radioen og hørte Louis Armstrong blæse trompet og synge så gribende, som han aldrig havde oplevet musik før.

Han har fået to børn, er blevet gråhåret, Louis Armstrong er for længst død, og på fm-båndet spilles der ikke længere jazzmusik. Andet fortsætter, som det altid har været. Leif Bjerborgs dragning mod jazzmusikken er lige så magnetisk nu, som den var for mere end 60 år tilbage.

Det ses tydeligst i stuen. Den mørkerøde sofa og lænestolene er omringet af reoler fyldt med jazz-lp'er, og bag endnu en mandshøj reol med jazzplader og to af de klassiske grammofoner med ikonisk aflang horntragt har Leif Bjerborg sit helt eget aflukke: Et otte kvadratmeter stort koncentrat af dansk og international jazzhistorie, der indeholder bøger, instrumenter, afspillere og naturligvis flere tusinde jazz-lp'er.

Leif Bjerborg siger, at han ikke ”aner, hvor mange plader, han har stående i huset”, men et forsigtigt bud lyder på cirka 10.000. De første i samlingen fik han af sin fars kammerat.

Han havde fået nys om, at Leif var glad for jazzmusik, så han kom en dag på besøg med en papkasse fuld af plader. Der var både danske musikere som Svend Asmussen, Leo Mathisen og Harlem Kiddies og amerikanske jazz-legender som Duke Ellington og Louis Armstrong imellem. Særligt sidstnævntes indspilning fra 1929, ”St. Louis Blues”, blev flittigt spillet på grammofonen. Det foregik stadig oftest, når Leif var alene hjemme, men nu af andre årsager. Efter skoletid, og inden forældrene kom hjem, havde han som regel et par timer, og de gik med jazz.

”Naboerne klagede i en uendelighed, men jeg måtte bare høre ”St. Louis Blues” igen og igen. Jazz er fuld af rytmisk intensitet, som løfter én op på en lyserød sky. Musikken svæver, og alt falder på plads. Jeg kan næsten tabe vejret, når det er allerbedst. Jeg kunne måske nå at høre pladen 20-30 gange, før der skulle være ro til det mere normale familieliv,” fortæller han.

”St. Louis Blues”-pladen har han stadigvæk, og da han, balancerende på en skammel, har fundet den frem fra en af de øverste hylder og lagt den på pladespilleren, bliver det hjemmebyggede jazz-tempel fyldt med først lidt skratten, da tonearmens nål får kontakt med lakpladen, dernæst de viltre instrumenter og naturligvis Louis Armstrongs altid hæse vokal.

”Lyden er så god i de gamle 78'er-plader, at det føles, som om kunstnerne står og spiller ved siden af os,” siger han smilende, mens armene bevæger sig synkront med Armstrongs skiftevis milde og pågående stød i trompeten.

I takt med, at Leif Bjerborgs samling af jazzplader blev større, øgedes interessen for at udforske jazzmiljøet. Nogen videre detaljer om jazz var dengang umådeligt svære at opspore for en nybegynder, så da den engelske basunist Chris Barber besøgte København i begyndelsen af 1950'erne, forekom det Leif Bjerborg ubegribeligt, hvordan han havde fundet frem til en helt anderledes jazzform end swingstilen.

Det mysterium blev dog løst ved ture over Øresund til EPA Varehuset i Malmø, der solgte svenske piratudgivelser af New Orleans Revival-stilen med blandt andre ”Kids Shots” Madison, George Lewis og Bunk Johnson.

I København blev jagten på plader, instrumenter og noder også intensiveret. Med skolegang på Vestre Borgerdyd Gymnasium i Helgolandsgade var særligt marskandiserforretningerne i Istedgade-kvarteret et yndet mål for den unge jazzentusiast. Her opnåede han efterhånden bekendtskab med flere tidligere jazzmusikere, som efterfølgende havde slået sig ned med musikforretninger. Han sugede historisk viden til sig fra Hans ”Banjo Morten” Mortensen, Svend Hertzberg og Børge Rosenvall. Men også i Skoubogade hos Marno Sørensen, ”Taxa-Ole” i Skindergade, og hos familien Kleinert i Gothersgade, der alle havde været med i jazz'ens barndom i Danmark.

Gennem stadig flere bekendtskaber i jazzmiljøet fik Leif Bjerborg desuden kontakt til folk, der gerne ville have fjernet gamle grammofonplader fra deres loftskamre rundt omkring i København.

I hjemmet på Lynettevej var det ikke sagen at lade jazzpladerne snurre på pladetallerkenen. Hvis det skete, var det mere som et enkeltstående kuriosum end som en egentlig nydelse. Jazz var i øvrigt generelt ikke ”in” socialt set. På det tidspunkt var der en forestilling om, at jazzmusik havde skadelig indflydelse på de unge mennesker. Ja, ligefrem forårsagede dårlig moral. Så når Leif Bjerborg bladrede siderne i Politikens ”Jazzens Hvem-Hvad-Hvor” tynde, skete det i sengen i ly af mørket med en Nefa-lommelygte.Og når han gik til jazzkoncerter ude i byen, havde han fundet på en undskyldning.

”Jeg fortalte, at jeg havde lært en pige at kende - hvad der trods alt var meget normalt. På det tidspunkt var man ellers meget nervøs for, at ens børn endte i en uheldig situation, hvor en pige blev gravid, men hvis jeg fortalte, at jeg skulle til jazzkoncert, var det endnu værre!”, siger han grinende.

I opgangen på Amager boede en lidt ældre kammerat. Han havde intet imod jazzmusik. Faktisk var han lige så besat af musikken som sin yngre underbo. Kammeraten blev Leif Bjerborgs adgangspas til flere koncerter og oplevelser med musikken.

Efter at have hørt forskellige danske amatørorkestre i københavnske jazzklubber stod det ham klart, at han selv måtte lære at spille. Så han fabrikerede sin egen banjo. Banjoen blev adgangsbilletten til at spille med et par lokale små orkestre på Amager. Selv om han senere hen anskaffede sig en langt bedre Just Povlsen-banjo -og siden en Just Povlsen-guitar - blev jazz dog aldrig noget, han kunne eller skulle leve af.

Han begyndte at spille i 1954. Han fik snart en tjans som afløser i Papa Dibs orkester i Tåstrup, og i 1958-1959 spillede han i Bamse Kragh-Jacobsens ”Restaurant Chr. IX” i det indre København. Senere fulgte ”Vingården”, ”De Tre Musketerer” og ”Vognporten”. Men entusiasmen har i virkeligheden altid været større end evnerne, vurderer Leif Bjerborg. Derfor uddannede han sig og arbejdede inden for rederibranchen, mens han fortsatte med at udbygge kendskabet til jazzmiljøet i Danmark og i udlandet.

Indlevelsen førte dog til, at han med familien første gang i 1978 blev inviteret til USA og i to måneder turnerede med adskillige af de gamle helte, han havde læst om som dreng. Sidenhen blev det til løbende USA-besøg og nære venskaber, hvorved jazzhistorien fik særligt liv via møder med de ikoner, der selv havde skabt den. Sidst i 1980'erne deltog Leif Bjerborg i et af de store caribiske jazzkrydstogter med nogle af jazzens helt store stjerner.

”Af og til blev jeg hevet ud af den orkesterkombination, hvor jeg hørte til, og stykket sammen i ny grupper til jam-sessions med tilfældigt repertoire. Jeg var rystende nervøs. Men musikerne viste sig alle at være yderst venlige mennesker, som ikke så ned på én, hvis der var en melodi, man ikke kendte - 'Jamen så tager vi bare et andet nummer ...' helt afslappet og særdeles overbærende. Jeg har været frygtelig heldig at få lov til at være med til den slags.”

Jazz'en har altid udgjort et særligt frirum, forklarer han.

”Hvis man sådan lidt firkantet deler tilværelsen op i små kasser med kone, børn, familie, arbejde og fritid, har der altid været en ekstra kasse for mig, der hed 'jazz', og jeg må nok indrømme, at den har haft for meget førsteprioritet langt hen af vejen. Jeg har et voldsomt stærkt og konstant behov for at høre musikken, fordi den i særlig grad krænger sin sjæl ud og derved også opfylder og mætter mine krav til indlevelse, oplevelse, forløsning og sanselighed.”

Nej, jazz'en klinger aldrig af i Leif Bjerborg, ikke med hans gode vilje. Nu er han pensionist, men dog stadig yderst aktiv jazzmand. Det foregår primært i selskab med Little Beat Records.

I 1998 grundlagde han og en række andre jazzpladesamlere og jazzhistorieforskere pladeselskabet, hvis erklærede opgave er at vedligeholde og styrke interessen for særligt dansk jazz. Det foregår både i form af salg af antikvariske jazzplader, cd-genudgivelser af ellers glemte jazzplader, ny optagelser, cd-udgivelser og desuden et par store årlige koncertarrangementer, hvor man blandt andet fejrer de sidste af de tilbageværende pionerer inden for dansk jazz. Dem er der desværre ikke længere ret mange tilbage af, indskyder Leif Bjerborg.

Desuden kommer der kun få til, som interesserer sig for den tidlige musikstil, bortset fra udpræget revival jazz, der var med til at forme hans ungdom og hele livet efter den.

”Jeg er med på, at vi som samlere er en uddøende race. Jeg kan sagtens se og indse udviklingen. Følger man trenden inden for eksempelvis cd-salg, går det slet ikke den rigtige vej. Nu er det download og streaming. Al musik op-bevares hovedsageligt på en lille firkantet tingest i brystlommen, men musikkens kilder, de originale plader, interesserer mig, og det er spændende og interessant at være med til at stykke historien sammen, som vi gør i Little Beat Records.”

”Når man har ledt højt og lavt i ugevis på Det kongelige Bibliotek, i Rigsarkivet eller gamle tidsskrifter og aviser og endelig finder det afgørende bevis på formodningerne, udgør den begejstring også en spirituel tilfredsstillelse. Og så sker det jo, at man møder ældre mennesker, der endnu kan huske en plade eller begivenhed med Leo Mathisen eller Harlem Kiddies fra München i 1943 - derved er der lige pludselig ny ledetråde.”

Spørgsmålet er så, hvad der skal ske med samlingerne i Vordingborg og i pladeselskabets arkiv i Svendborg, der tæller op mod 50.000 enkelte stykker historiefortælling, når de efterhånden ældre Little Beat-entusiaster ikke kan administrere dem længere?

”Vi har talt om at donere samlingen til et universitetsbibliotek, så arkivalierne fortsat kan bruges til forskning. Men jeg tvivler ærlig talt på, at der er andre, der ønsker at grave mere i dansk jazzhistorie, end vi selv har gjort - og hvad kan det så bruges til? Under alle omstændigheder udgør samlingerne en uvurderlig kulturarv, der ikke bør gå tabt.”