”Man får sådan lyst til bare at give dem et stykke af Danmark”

På Midtsjællands Efterskole vil man gerne gøre konflikten mellem israelere og palæstinensere nærværende for skolens elever. Derfor er to palæstinensere på besøg. De har lært de danske unge noget om en anden verden, men også noget om sig selv

Sebastian (til venstre) og Malte (i midten) er to af de mange danske værter på efterskolen, som har modtaget Sally og George (til højre.)
Sebastian (til venstre) og Malte (i midten) er to af de mange danske værter på efterskolen, som har modtaget Sally og George (til højre.). Foto: Mads Skøtt Strømme.

Der er noget, der ikke er, som det plejer at være på Midtsjællands Efterskole.
 
Der sidder ellers omkring 100 trætte teenagere til morgensamling som de plejer. Der bliver i fællesskab bedt Fader Vor og sunget en sang, som man nu plejer.

Men på bagerste række sidder de to palæstinensiske gæster Sally Hannouneh og George Qumseyah. Hun har langt, mørkt hår og Converse-sko. Han har plysset hår og skægstubbe. De prøver begge at følge med i, hvad der foregår, på et sprog de ikke forstår.

Læreren ved siden af fortæller dem, at den her morgensang handler om håb. 

Håb har de måske brug for.

De bor begge i den lille by Beit Sahur på Vestbredden sammen med deres familier. Denne sommer brød konflikten mellem israelere og palæstinensere ud i lys lue. Raketterne regnede ned over Gaza, og mange mistede venner og familie i kampene. 

På Vestbredden står det ikke lige så slemt til. Men Sally og George lever i en virkelighed, hvor soldater sigter med pistoler på skolebørn, og hvor man ikke kan bevæge sig frit.
 
De har sammen med deres voksne ledsager Mohannad krydset adskillige checkpoints i deres hjemland for at få lov til at rejse ud af landet og op til Danmark. Og nu er de så her. På en efterskole i Danmark, og her skal de være i en uge.

Det er som om, at alt i Danmark er større, fortæller 16-årige Sally. Byerne er store, og der er lange gader, man kan shoppe på. Ja og så er der museer i Danmark. Det er ikke noget, der findes i hendes hjemland.

George, der også er 16 år, afbryder hende. Han er nødt til lige at få sagt, at han er glad for den danske natur. Han har set store skove og uendelige græsmarker:
 
”Vi havde engang grønne træer i Palæstina. Men det har vi ikke mere. Det er blevet ødelagt, og nu er alt brunt,” siger han. De israelske bosættelser har gjort en ende på det grønne, mener han.

Men hvad med danskerne? De er søde.

”De accepterer os og smiler til os,” siger George.
 
Sally synes egentlig, at hun har en del til fælles med de danske teenagere. Både hun og de går i skole og lever normale liv. Men der er alligevel en afgørende forskel:
 
”Jeg lever under besættelse. Jeg har oplevet, at en soldat kom til mit hjem og gennemrodede det uden grund. Så jeg er altid bekymret og lever ikke med tryghed. Det gør de danske unge,” siger hun.

Sally og George er nu ikke i tvivl om, hvor de helst ville bo, hvis de havde frit valg. For Palæstina er deres hjemland, og det vil de ikke bare sådan forlade.

Og det med utrygheden, det er noget, man bliver vant til i længden.

Der er studietime på efterskolen den her formiddag. Den står på essays til dansk, så der er nok at tage fat på. Men nogle af eleverne har tid til at fortælle lidt om mødet med Sally og George.

En af dem er Sebastian. Han er 16 år og ikke i tvivl om, at han har lært noget nyt:

”Det er første gang, jeg forstår, hvordan en palæstinensisk hverdag ser ud. Jeg havde godt hørt, at palæstinenserne for eksempel mangler drikkevand, men når de så står der og fortæller om det. Så er det bare noget andet.”

Det er lige netop det, der er pointen med besøget. Det fortæller Trine Skårhøj, der er lærer på Midtsjællands Efterskole:

”Vi vil gerne introducere vores elever til nogle unge mennesker, der lever et helt andet liv end dem selv. Samtidig vil vi gerne gøre konflikten mellem israelere og palæstinensere nærværende for dem, og den slags gør man bedst ved at få sat ansigt på,” siger hun.

Og mødet med palæstinenserne har da også givet de danske unge et nyt indblik i en anden verden.

Malte på 16 år fortæller, at han tidligere troede, at palæstinenserne var ved at overtage Israel:

"Nu har jeg fundet ud af, at det nærmere er det modsatte, der er tilfældet," siger han.

Han synes, det er underligt at tænke på, at Sally og George ikke får drikkevand fra hanen, men må drikke vand, som samles i tanke på hustagene.

Lærke på 16 år nikker. Hun er blevet opmærksom på, hvor priviligeret, hun selv er:
 
”De har ikke frihed til bare at sætte sig ind i et tog og køre hen, hvor de vil. For de skal igennem checkpoints og have tilladelse til at tage fra by til by,” siger hun.
 
Og Rebekka på 16 år tilføjer:

”Man får sådan lyst til bare at give dem et stykke af Danmark.”

På det her stykke af Danmark, på Midtsjællands Efterskole, må eleverne tilbage til værelserne. Der er jo et essay, der skal skrives. 

Men Sebastian når lige at få sagt: 
 
”Min egen livsstil er blevet sat i perspektiv. Jeg har haft lidt dårlig samvittighed over, hvor godt jeg egentlig havde det. Men så sagde Mohannad, Sally og Georges ledsager, noget, der rørte mig meget. Han sagde, at vi skulle huske at leve vores liv og værdsætte det. Det har jeg tænkt mig at gøre.”