Det er et af hans tidligste minder. Måske det tidligste. Hans Jørgen Bonnichsen går med sin mor i hånden gennem Haderslevs gader. De passerer arresthuset, og fra et af de tremmebesatte vinduer ser de en mand vinke. Hans Jørgen Bonnichsen har aldrig set ham før, men det er tydeligt for den lille dreng, at mandens gestus gør stort indtryk på moderen. Hun er rystet.
Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste, Pet, talte aldrig med sin mor om manden i arresthusets vindue. Men som årene gik, stykkede han efterhånden sammen, at det var hans onkel, de to havde set den dag i Haderslev by. Moderens bror havde gjort tjeneste i SS under krigen og blev efterfølgende arresteret og i 1947 henrettet i Tyskland. Skammen over hans valg og hans skæbne var for stor til, at familien kunne rumme den. De talte aldrig om det.
”Min personlige historie fortæller tydeligt, hvor store og hvor vidtrækkende konsekvenserne af tortur er. Ikke bare for dem, der er direkte involveret i ondskaben, men også for dem, som det berører i andet, tredje, måske fjerde led. Ofrets familier, men også bødlens. Tortur trækker dybe spor, længe efter den er fundet sted. Den forandrer og præger de mennesker, der direkte eller indirekte har været involveret. Det gjorde den i min families tilfælde, og det mener jeg også, den gør generelt,” siger den 71-årige Hans Jørgen Bonnichsen.
I går modtog den tidligere Pet-chef - SS-bødlens nevø - dette års DIGNITY-pris for sin særlige indsats i kampen mod tortur. Prisen uddeles af Dignity, rehabiliterings- og forskningscenter for torturofre, og i begrundelsen for prisen lyder det blandt andet om Hans Jørgen Bonnichsen:
”Han har gennem 'kampen mod terror' været en fornuftens fyrtårn, når politikerne var på vej til at tage det ekstra skridt ud over afgrunden. Han er som fagekspert med til at understøtte kampen mod tortur, og hans bidrag til den hjemlige debat er vigtig i forhold til at ændre befolkningens holdning til tortur.”
Hans Jørgen Bonnichsen selv mener, at en stor del af det engagementet, han nu bliver anerkendt for, kan føres direkte tilbage til netop slægtskabet med den henrettede SS-officer - eller den vinkende hånd fra fortiden - som han selv omtaler sin onkels skæbne. For som ung politimand følte Bonnichsen også fristelsen til at gå hårdt til de anholdte.
Han brændte efter at skaffe resultater og stille de ansvarlige til ansvar. Han ville være ”slangedræberen på Politigården”, siger han.
”Jeg gik også for langt i min afhøring af de mistænkte. Det blev selvfølgelig aldrig voldeligt eller brutalt, men jeg gik hårdere til dem end nødvendigt. Og jeg tror i høj grad, at det var den vinkende hånd fra fortiden, der mindede mig om, at brutalitet intet godt bringer med sig, men kun gør ondskaben værre,” siger han og fortsætter:
”Jeg forstår godt, at ondskab og grusomme handlinger kan vække det værste i mennesket og anspore det til at tage de værste redskaber i brug. Mennesket har et stort potentiale for ondskab, men den erkendelse bør netop anspore os til at tænke rationelt og forankre vores handlemønstre i etikken og moralen fremfor i vores umiddelbare impulser,” siger han.
Hans Jørgen Bonnichsen så potentialet for ondskab udfolde sig i al sin magt og vælde, da han som ung efterforskede et sexdrab på en bare 16-årig pige i Præstø. Der var lynchstemning i det lille samfund, hvis rasende og forfærdede borgere var parate til at tage alle midler i brug for at presse en tilståelse ud af den mistænkte.
”Og det forstår man jo godt,” siger Hans Jørgen Bonnichsen.
”Når man står ansigt til ansigt med ondskaben, så vækker det ondskaben i én selv. Sandheden er bare den, at man jager et monster, men fanger et menneske. Det er måske en fortærsket kliché, men den rummer ikke desto mindre en betydelig sandhed. Man må møde selv den onde med respekt, ikke den ondes handlinger, men den onde selv. Hvis vi møder den onde med brutalitet, uanstændighed og værst af alt vold og overgreb, korrumperer det ikke bare os selv, det afføder også bare mere ondskab.”
Selvom forståelsen for Præstøs oprørte borgere er stor, er den imidlertid til at overse, når det gælder de magthavere og beslutningstagere, der i den tidligere Pet-chefs øjne har sat Danmarks status som foregangsland i kampen mod tortur over styr.
”Vi var den første stat, der med etableringen af et rehabiliteringscenter for tortur-ofre markerede os som indædte modstandere af tortur. Det 30-årige og bredt internationalt anerkendte arbejde satte Anders Fogh Rasmussen over styr, da han lod forstå, at Danmark ville benytte information tilvejebragt gennem tortur. Han gjorde det i et klima, hvor frygten for terror havde fået et fast greb i den danske og hele den vestlige befolkning. Men der findes ingen undskyldning for at benytte brutale og uhyrlige metoder - eller anerkende at andre gør det. Heller ikke når det gælder bekæmpelsen af terror. Der findes ikke en tikkende bombe, der kan de-aktiveres, fordi vi piner et menneske til at afsløre sine hemmeligheder. Det er et rent Hollywood-scenarium, som ingen bund har i virkeligheden. Tværtimod. Hver gang du torturerer en terrorist, skaber du bare ti nye,” siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Den tidligere Pet-chef minder igen om sin onkel, SS-officeren, der villigt tog alle midler i brug for at bekæmpe dem, der udgjorde den store trussel for nazisterne dengang.
”Min onkel begik også sine ugerninger i den klare overbevisning, at han tjente en større sags tjeneste. Og det kan vi alle i dag blive enige om, at han ikke gjorde.”