Politikerne taler om tryghed, men øger utrygheden

Sjældent har politikerne talt så meget om tryghed som nu, men de gør det med god grund, siger forskere. De mange velfærdsreformer har nemlig øget utrygheden, især blandt de mest udsatte

De fleste danske politikere er enige om, at tryghed er godt, men nogle slår mere på det end andre. Foto: Scanpix
De fleste danske politikere er enige om, at tryghed er godt, men nogle slår mere på det end andre. Foto: Scanpix.

”Danmark er et godt og trygt samfund.”

En quiz om, hvilket parti der står bag den sætning, ville være vanskelig for de fleste danskere. Men hyldesten til det trygge velfærdssamfund kommer fra den måske mindst ventede kant. Det er Liberal Alliance, som i helsidesannoncer i dagblade i den seneste tid har fortalt, hvordan man kan sikre fremtidens velfærd.

Partiformand Anders Samuelsen har lige været i Nordkorea, og det besøg refererer han til, når han bliver spurgt om, hvorfor Liberal Alliance nu præcis som alle de øvrige partier lægger vægt på, at Danmark skal være et trygt land at leve i.

”I bund og grund har vi en enhedsideologi i Danmark. Vi er enige om, at man skal kunne få en uddannelse, skal kunne komme på hospitalet og så videre. Det eneste, vi er uenige om, er, hvilke midler der skal til for at skabe et trygt samfund. Det er som i Nordkorea, hvor man ikke må sætte spørgsmålstegn ved den store leder, og det er der ingen, der gør, heller ikke Liberal Alliance,” siger Anders Samuelsen.

”Det handler nok om Maslows behovspyramide. Det hører med til de basale behov, at vi kan få stillet vores sult, at vi kan få tøj og et sted at bo, og at vi kan leve trygt. Først derefter kan man udfolde sit potentiale.”

Anders Samuelsen mener, at ”besættelsen af lighed” er et langt større problem end at alle politikere er enige om, at det handler om at være tryg.

Og det er de. Da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) holdt sin åbningstale til Folketinget første tirsdag i oktober, brugte hun ordet tryg eller en afledning af det hele 12 gange. Plus ordet utryg to gange.

Tidligere statsminister, Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, præsterede at sige tryg, trygt, trygge, tryghed og tryghedspakke ni gange i sin tale på landsmødet få dage før Folketinget åbnede.

Dansk Folkeparti har ligefrem lagt an til en kampagne under sloganet ”Tillid og Tryghed. Det er muligt”, og for at understrege pointen fik partiformand Kristian Thulesen Dahl sagt tryg 28 gange i sin landsmødetale i år.

Så er der Enhedslisten. Som oplæg til de svære finanslovsforhandlinger, partiet fører med regeringen og SF i disse dage, havde det nedskrevet fire hovedkrav til forhandlingerne. Overskrift på oplægget? ”Lighed og tryghed.”

Men hvor stammer denne kollektive, politiske tryghedstrang fra? Virker den overhovedet over for den danske befolkning, der i international målestok i årtier har hørt til verdens mest trygge og lykkelige?

Måske skal forklaringen netop findes i, at danskerne faktisk ikke længere føler sig helt så trygge som tidligere. Måske har politikerne skelet til den såkaldte tryghedsmåling, som Trygfonden har gennemført med et par års mellemrum siden 2004.

Her er et repræsentativt udsnit af befolkningen blevet spurgt om, hvor trygge de føler sig, og hvad de er bekymrede for.

Udviklingen er entydig. Hvor blot 4,3 procent af befolkningen følte sig utrygge i 2004, var det tal steget til 15,2 procent i 2013. Modsvarende var andelen af trygge danskere faldet fra 87,8 procent til 74,2 procent.

Under den generelle udvikling kan man se, at det især er blandt udsatte grupper, utrygheden vokser.

Næsten halvdelen af kontanthjælpsmodtagerne følte sig utrygge i 2013, mens det samme kun gjaldt for en fjerdedel af gruppen to år tidligere. Blandt førtidspensionister er andelen af utrygge steget fra 11 procent til 21 procent fra 2009 til 2011. Blandt de sygemeldte er tallet steget fra 14 til 34 procent.

”Hele debatten om ældreforsørgelse og ældrebyrden har også skabt utryghed om, at man kan blive forsørget, når man går på pension. Det er en utryghed uden bund i virkeligheden, for Danmark er blandt de få lande i verden, som faktisk har løst de problemer,” siger professor Jørgen Goul Andersen fra Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet, som er en af forfatterne til ”Tryghedsmåling 2013”.

”Politisk har der været en italesættelse af krisen, og det har forstærket utrygheden, og det er der gode og knapt så gode grunde til,” siger han.

Han mener, at den øgede utryghed hænger sammen med de mange reformer, der er gennemført de seneste år, for eksempel af dagpengesystemet, efterlønsordningen, førtidspensionssystemet og andre overførselsordninger.

Sat på spidsen kunne det altså se ud til, at politikerne nu taler så meget om tryghed, fordi de med rækken af reformer selv har været med til at øge utrygheden.

Det ser ud til at kunne flytte vælgere.

”I gamle dage var de arbejdsløse gode socialdemokrater, men i dag vil flertallet stemme på Enhedslisten eller Dansk Folkeparti, og blå blok står til at få flertal.

Det er et ekstremt udtryk for, at mange vælgere i det gamle socialdemokratiske kerneland er meget bevægelige, og partierne kæmper om de samme vælgere og forsøger at overgå hinanden. Det ser man også i den aktuelle flygtningedebat.

Man skal vist være meget langt fra den gængse etik for, at man ikke kan se, at folk bliver mishandlet og forfulgt i Syrien og derfor flygter. De fleste har empati.

På den anden side bliver folk utrygge, hvis der kommer for mange flygtninge. Det gælder ikke mindst i den store vælgergruppe, som Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti kæmper om, og derfor bliver debatten skærpet,” siger Jørgen Goul Andersen.

Artiklen fortsætter under grafikken 

En af dem, der har været med til at gennemføre de økonomiske reformer og endda foreslog, at den maksimale dagpengeperiode skulle forkortes til to år, er Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl. Han forstår godt, at utrygheden er steget.

”Der er to ting at sige om det. I den periode, hvor finanskrisen for alvor slog igennem i 2008 og 2009, var der med god grund en del mennesker, som følte sig utrygge over, om de ville miste deres job.

Det andet er, at vi politisk måtte påtage os et ansvar for at træffe beslutninger, der kunne få den offentlige økonomi til at hænge sammen. Der traf vi i 2010 beslutninger i forhold til tilbagetrækning og dagpenge, som for nogen har kunnet give en følelse af, at de har fået trukket tæppet væk under sig,” siger han.

Men trygheden har mange forskellige ansigter. Tryghed i jobbet, i ungdommen, i alderdommen, i sygdommen, i hjemmet og i verden er stikord til, at politikerne bruger begrebet på mange forskellige leder.

Statsministre har især tyet til at tale om tryghed i deres åbningsredegørelser til Folketinget, når verden stod i brand. Efter terrorangrebet på USA i 2001, sagde daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) for eksempel tryg ti gange i sin tale, mens Anders Fogh Rasmussen (V) har den foreløbige rekord med 22 tryghedserklæringer i sin tale fra 2008, lige efter det globale finanskrak.

For det meste er det dog ikke de globale problemer, som skaber den største frygt. Det er derimod de helt nære vanskeligheder som sygdom, arbejdsløshed og uddannelse, som det fremgår af boksen med Trygfondens måling.

Politisk bliver tryghed brugt forskelligt. Borgerlige politikere taler ofte om tryghed i forhold til terror eller kriminalitet, mens socialdemokrater og venstrefløjspolitikere er mere optagede af utrygheden på arbejdsmarkedet og ved klimaforandringerne.

Fælles områder for alle partier er, at tryghed forbindes med sundhed og ældreomsorg. Altså nogle af de emner, som vælgerne også tillægger den største betydning.

Et klogt træk af politikerne.

Tryghed har nemlig altid været et godt politisk salgsargument, påpeger Jørgen Goul Andersen.

”Vælgerne har altid foretrukket trygheden. Tilbage i 1980'erne gennemførte den konservative statsminister Poul Schlüter nogle hårde reformer for at redde landets økonomi. Dengang var der et overforbrug, som skulle ned, først i den offentlige sektor og senere i den private sektor, da man gennemførte kartoffelkuren.

Det overraskende var, at Schlüter blev populær på den politik. Vælgerne var med på, at det ville skabe mere utryghed, hvis der ikke blev gjort noget ved den alvorlige økonomiske krise, som var ved at bringe landet ud over afgrunden.

I nullerne havde Anders Fogh Rasmussen sin særlige version af tryghed i politik, nemlig kontraktpolitikken. Den handlede især om alt det, han lovede ikke at gøre - belært af vælgernes reaktion på Poul Nyrup Rasmussens uanmeldte reform af efterlønsordningen,” siger Jørgen Goul Andersen.

Men al den tale om tryghed - er den ikke skadelig for virkelyst og samfundets udvikling?

For en generation siden talte man om tryghedsnarkomani og lønmodtagerkultur, som bremsede iværksætteriet af nye virksomheder. Nogle debattører pegede på andre kulturer med mindre tryghed, hvor mennesker i højere grad presses til at sætte nye virksomheder i søen.

Næ, sådan forholder det sig ikke, hvis man lytter til forskningschef Anders Hede fra Trygfonden.

”Det er en forkert tanke. Folk bliver mere risikovillige, hvis de har et sikkerhedsnet under sig. Den sociale mobilitet er for eksempel større, hvis man har et sikkerhedsnet.

Undersøgelser har for eksempel vist, at de hære kæmper bedst, som har det bedste medicinske beredskab.

I debatten om angsten for kriminalitet kan man se, at hvis folk har forsikret sig, bliver de mindre bange for at få indbrud og anden kriminalitet,” siger Anders Hede.

Han nævner et eksempel fra Brasilien, hvor man indførte et forsøg med, at staten betalte skolepenge. Nogle frygtede, at det ville gøre forældrene mere dovne, når de fik penge fra staten, men der skete det modsatte.

De blev mere aktive i samfundets officielle økonomi, og de søgte jobs længere væk end tidligere, fordi de nu fik råd til at tage bussen.

Direktør Jesper Bøge fra Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende, ASE, mener heller ikke, at tryghedskulturen er en hindring for, at flere opretter nye virksomheder.

”Der er ingen tvivl om, at Danmark er et lønmodtagersamfund med en stor offentlig sektor, og at vi har et behov for, at folk tør kaste sig ud i at etablere virksomheder. Men selv om vi siger, at vi er en tryghedskultur, så er der folk, der er parate til at tage en kalkuleret risiko,” siger Jesper Bøge.

Også han mener, at en forudsætning for, at flere tør tage en risiko er, at der er en fundamental sikkerhed, som for eksempel arbejdsløshedsforsikringen tilbyder.

Direktør i Cepos, Martin Ågerup, peger på et andet paradoks i debatten om tryghed: At det er relativt let at fyre medarbejdere i Danmark, mens det kan være særdeles svært i sydeuropæiske lande.

Alligevel føler danskere sig generelt tryggere end sydeuropæere.

”En af årsagerne til, at folk føler sig trygge, selv om de risikerer at blive fyret, er, at de også relativt let kan finde et nyt job.

Mange i Sydeuropa vil opfatte det sådan, at deres arbejdsmarked giver dem en øget tryghed, men det gælder jo kun for dem, der allerede er inde på arbejdsmarkedet.

De, der er udenfor, føler ikke nødvendigvis det samme.

Selv for dem, der er indenfor, men frygter for ledighed, vil risikoen fremstå mere skræmmende end på et fleksibelt arbejdsmarked som det danske.

Det er vigtigt at understrege, at mennesker oplever tryghed forskelligt.

Hvis vi forlængede dagpengeperioden herhjemme, ville det så forøge trygheden? Ja, for nogle ville det gøre det, men andre ville slet ikke betragte det som realistisk, at de kunne blive arbejdsløse i tre-fire år, og for dem ville det ikke skabe mere tryghed,” siger Martin Ågerup.

Så enigheden blandt eksperter og politikere er ikke til at misforstå. Det handler stadig om at være tryg.

Hvor mange gange ordet har optrådt i denne artikel? 69 - stadig 27 færre end i alle åbningstaler til Folketinget siden 2001.