Der var en gang, hvor jeg vidste, hvordan resten af mit liv skulle leves. Jeg var blevet gift med min ungdoms kærlighed, og vi havde fået fire døtre.
Fagligt fornemmede jeg også, at jeg var kommet på den rette hylde som docent på Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet.
Vi boede i et mindre hus i Lystrup, men da der blev udbudt nogle byggegrunde med en flot udsigt over Århusbugten, gik jeg i banken og lånte penge til at bygge det hus, hvor jeg ville bo resten af mit liv. For hvad mere kunne jeg ønske mig?
Gode venner var også i nærheden. Jeg anskaffede mig en kikkert, så jeg kunne se over til min nære ven og kollega Jørgen K. Bukdahl, som boede på den anden side af mosen fem kilometer fra vores nye sted.
Jeg tegnede en skitse til huset, som skulle være et rummeligt hus med plads til familien, som kom til at tælle fire børn. Jeg har altid gerne villet kunne gå i huse, og det kunne jeg i vores nye hjem. Det var indrettet i to afdelinger, som let kunne adskilles til to lejligheder.
Så når børnene fløj fra reden, ville vi kunne leje en del af huset ud.
Jeg var ikke fyldt 30 år, da jeg tegnede huset, men jeg forestillede mig, at jeg på mine gamle dage ville finde det trygt, at der boede nogen på etagen nedenunder i de værelser, hvor vores piger i første omgang skulle bo.
Og med vores alderdom i tankerne havde jeg også sørget for, at dørtrinene var overkommelige, så man kunne bevæge sig rundt i huset i en kørestol. Det gav en god form for tryghed på den måde at have fundet sit sted, og er man som jeg god til at bekymre sig om fremtiden, så er det godt at have en base.
Men en dag var jeg alene i huset. Min kone havde forladt mig, de to ældste børn var flyttet hjemmefra, og vores to yngste flyttede med min kone. Så var der bare katten og mig tilbage, men midt i det hele døde den. Skilsmissen var skelsættende, og min ide om, hvordan resten af livet skulle leves, måtte tages op til genovervejelse, men inden jeg var nået ret langt i mine tanker, forelskede jeg mig i den kvinde, Tine, som jeg nu har været gift med i 25 år.
Fra da af begyndte det hele at gå meget stærkt. Min kone blev præst, så jeg måtte sige farvel til huset for at flytte med hende.
Det gode, men lidt stille liv på universitetet blev suppleret med et mere udadvendt virke, som jeg aldrig havde troet, jeg ville trives med.
Jeg fik opfordringer til at tale i sammenhænge, hvor jeg ikke troede, at nogen var interesseret i at lytte til en teolog, og også min pen var der bud efter. De seneste år som biskop har jeg taget mig i at knibe mig i armen og spørge, om det virkelig er mig, som lever det her liv med så megen synlighed.
Dybest set føler jeg mig mest tryg i en større forsamling, hvis jeg kan liste ind langs panelerne. Men når jeg prøver at se tilbage og tænker på tiden fra ung teolog til mit nye liv som pensionist, så er den røde tråd i mit liv spundet af et ønske om at arbejde for Guds riges sag. Han, og især hans kirke, har brug for, at alle giver en hånd med.
(…)
At være gammel er afslutningen, og vi hader døden. Døden hører ikke med til vores tilværelse og er altid en fejltagelse.
Som en dame sagde, da jeg skulle begrave hendes mand: »Og så lige her midt i julen.«
Det syntes hun var tarveligt.
Hvor gode vi er til at fortrænge døden, demonstrerede den konservative sundhedsminister Agnete Laustsen i 1980’erne, da hun sagde, at vi gerne skulle nå dertil, at vi alle kan dø »raske og glade«.
Men der er ikke nogen genvej. Ligegyldigt hvor sundt man spiser, og hvor meget man kører på cykel, så ender det galt.
I mine tanker har døden været min følgesvend i mange år, og i vore dage ved vi ofte i god tid, hvornår vi skal dø, på grund af den viden, vi har fra lægerne.
Visheden om døden trænger sig på, fordi vi er så bevidste om vores tid.
Følelsen af, at man ser på dagene, der går som sandet, der løber ud af timeglasset, var ikke så påtrængende for 500 år siden, hvor man kun havde det runde år fra jul til jul og ikke engang vidste, hvor gammel man var, men blot, hvor i året man var.
Far døde af cancer med den opløsning, den grufulde sygdom kan medføre, men min mor fik på sin vis en let død. Hun talte i telefon, og så pludselig var hun væk. Hun døde åndsfrisk en uge før sin 90-års fødselsdag, men forud var gået et langt forløb med smerter og søvnløshed.
Det er udsigten til at skulle tabe førlighed og plages af smerter, som får mig til at sige, at vores tid på jorden ender galt. Men jeg ved også, at Jesus har sagt, at hvad end vi lever eller dør, så hører vi ham til.
Med det løfte tør jeg godt se fremad.
Jan Lindhardt
- fra erindringsbogen "Det skal råbes"
Kristeligt Dagblads Forlag, 2008