Chikaneret sognepræst kritiserer politi

I 2009 måtte sognepræsten Ulrich Vogel i københavnske Tingbjerg flygte fra den socialt belastede bydel efter at været blevet chikaneret af kriminelle. Og efter kritik af retssamfundets fallit i medierne i denne uge fik kirken igen en sten igennem ruden

Ulrich Vogel, præst ved Tingbjerg Kirke.
Ulrich Vogel, præst ved Tingbjerg Kirke. Foto: Nikolai Linares.

En brosten gennem kirkekontores rude. Det var prisen, som kirken i Tingbjerg Kirke ved København måtte betale natten til onsdag for, at dens sognepræst Ulrich Vogel i denne uge havde kritiseret bydelens organiserede kriminalitet offentligt. Præsten blev orienteret om episoden kort efter midnat, hvor en vagtmand havde set en gruppe unge løbe derfra.
En så aggressiv reaktion har Ulrich Vogel ikke oplevet, siden han i 2009 flyttede fra sognet til en anden tjenestebolig efter at være blevet chikaneret af kriminelle i byen. Samme år - i 2009 - havde Ulrich Vogel udtalt sig om sognets problemer. Men nu er han igen rede til at udtale sig offentligt.

Hvad drog dig ud af Tingbjerg for fem år siden?
Der var en række tilfælde af hærværk mod min bolig, der betød, at menighedsrådet skyndede, at det ikke var sikkert for mig at blive boende. Og det var jeg sådan set glad for, det var planlagt et godt stykke tid. Jeg har nu fået en ny tjenestebolig uden for sognet. Jeg vil gerne lægge de episoder bag mig. Det har virkelig været grove ting, og jo ikke bare drengestreger. Jeg har betalt en meget høj personlig pris for det, og det er rigtig ubehageligt for mig endnu en gang at blive mindet om det, som jeg har prøvet at lægge bag mig.

Er problemerne væk nu?
Problemerne er på ingen måde væk. Jeg får henvendelser, og min socialrådgiver ved kirken får henvendelser stort set hver eneste uge fra mennesker, der kommer i klemme og bliver udsat for kriminalitet. Jeg har en opfattelse af, at der ikke bliver taget hånd om dem. Politiet reagerer ikke, og som regel er de slet ikke til at komme i kontakt med. Det er et alvorligt problem. For de mennesker, der kommer i klemme, er det vigtigt at få problemet italesat. Der er stadig indbrud, tyveri og overfald samtidig med, at man har en fornemmelse af at bo i en bydel, hvor der er en masse uskrevne regler, man skal følge. Man skal i hvert fald ikke sige noget som helst negativt om nogen, for så har det konsekvenser. Jeg vil betegne det som et meget betændt miljø.
Jeg oplever, at borgerne bruger mig som præst, og de henvender sig på baggrund af min egen historie. På den måde står vi i samme situation, fordi jeg ikke har følt, der er blevet taget hånd om mig fra politiets side. Politiet siger, at statistikken har vendt, og det går godt. De fleste har opgivet at henvende sig til politiet og er efterhånden ikke spor overraskede længere over ikke at blive taget alvorligt. Folk herude er skuffede og kede af det.

Hvad har fået dig til at vende tilbage?
Vi har et meget stærkt fællesskab i kirken, som er hjertelig, varm, velfungerende og åben. Der ville såmænd også være plads til ballademagerne, hvis de havde lyst til at komme. Der er brug for en kirke i Tingbjerg, og det er indlysende, vi er der, for vi har en funktion.

Hvordan er det at være præst i et belastet kvarter som Tingbjerg?
Som præst er det både meget berigende og meget krævende. Berigende fordi der er mange mennesker, der viser tillid og åbenhed og har brug for, at vi er der som kirke. Det krævende er, at jeg stedse bliver konfronteret med mennesker, der er under pres på den ene eller anden måde. Deres livshistorier har spillet dem et puds, og i Tingbjerg er de altid på vagt, hvilket præger dem.

Hvordan har striden påvirket din teologi?
Min opfattelse af retssamfundet er snarere blevet påvirket. Jeg vil ikke betragte nogen som mine fjender. Det ligger meget fjernt for mig at tænke sådan. Jeg er opvokset i et retssamfund og lever forhåbentligt også fortsat i et retssamfund. Men jeg har en forventning om, at nogen, der ikke holder sig til retssamfundet regler, får sanktioner. Hvis der ikke er nogen, der vedkender og erkender sin skyld, er det svært at tilgive. Tilgivelsen bliver meget hul i mine ører, hvis man bare siger: Det gør ikke noget. Du er god nok. Det er en meget pædagogiserende form for tilgivelse. Den køber jeg ikke under nogen omstændigheder.

Hvordan kan det være, at kirken er blevet involveret i den pågående konflikt?
Når tingene er så meget et tabu, som de er i vores bydel, så finder folk et sted, hvor tabuet ikke lever - nemlig i kirken. Kristendommens styrke er at være nøgtern og benævne de ting, der ikke er gode, og samtidig glæde sig over det, der er godt. Det er ikke en konflikt, der består mellem danskere og indvandrere. Skillelinjen går et andet sted. Jeg har en meget bred berøringsflade til indvandrermiljøet, der er triste over at se de samme strukturer, som de er rejst fra i deres hjemland.

Er kirken i dialog med ballademagerne?
Det blev jeg opfordret til, da jeg var flyttet. Det synes jeg er så langt ude, så længe der ikke er en erkendelse af, at man er gået over stregen. Der er ikke et grundlag for at gå i dialog med nogle kriminelle. Og hvem er for resten ballademagerne? Der er tale om en meget velorganiseret kriminel struktur i Tingbjerg og ikke blot om ”drengestreger”. Der er et hav af socialarbejdere, der er i dialog med de kriminelle. Jeg betragter det ikke som kirkens opgave. Til gengæld er det vores opgave at skabe tryghed for de mennesker, der gerne vil have det, og som kirke at være et tiltrængt fristed i en bydel med massive problemer.