Et folk med potentiale

”Vi skal da ikke have penge for at vidne i retten.” Sådan lød reaktionen fra to unge syriske asylsøgere, som tolk og selvstændig integrationskonsulent Fahmy Almajid for nylig mødte i en dansk retssal. De fandt det ikke rimeligt, at de skulle honoreres for at afgive vidneforklaring. Reaktionen er ifølge den herboende dansk-syrer Fahmy Almajid typisk for de syriske flygtninge. De er vant til at klare sig selv og ikke modtage penge fra staten.

Alene i år er der kommet 6181 syriske asylsøgere til landet, og i alt 9000 syrere er kommet hertil siden 2011. De er en del af en flygtningestrøm på to millioner syrere.

Der findes ingen undersøgelse af de syriske asylsøgeres baggrund. Men ifølge Dansk Røde Kors og flere centerledere på asylcentre tæller de syriske flygtninge både håndværkere, selvstændige erhvervsdrivende, akademikere og en stor gruppe studerende. En del taler engelsk, og hovedparten er muslimer.

De syriske flygtninge har ofte betalt menneskesmuglere mellem 75.000 og 90.000 kroner for at komme til Danmark. Hovedparten tilhører en relativt velstillet middelklasse. Syrien var frem til borgerkrigen i 2011 et diktatur med et udbygget uddannelsessystem. Landet har fire universiteter, og universitetsuddannelse er gratis. Skolesystemet er ideologisk, men har også sørget for et grundlæggende uddannelsesniveau. Syrerne har traditionelt levet af mindre industri, håndværk og er kendt som driftige handelsfolk.

Det er usandsynligt, at syrerne kan vende hjem inden for få år. Derfor får kommunerne en udfordring, når flere tusind syrere skal integreres.

Syrerne vurderes til at være en af de grupper, der har potentialet til at klare sig godt i det danske samfund, hvis de hurtigt sluses ud i danske virksomheder. Men forskning i indvandreres integration tyder alligevel på, at den øvelse kan blive svær. Ikke-vestlige indvandreres beskæftigelsesfrekvens er ifølge Danmarks Statistik 47,3 procent, og for herboende irakere og libanesere er den kun omkring 35 procent. Erfaringen er, at det kan være vanskeligt for flygtninge fra Mellemøsten at få deres uddannelse anerkendt og skaffe sig job efter kvalifikationer. Flere integrationskonsulenter foreslår derfor, at syrerne hurtigt får adgang til at kombinere sprogundervisning med virksomhedspraktik.