Tobaksindustrien vinder første sag

Danmarkshistoriens første retssag mod tobaksindustrien er slut. Producenter fik rettens ord for, at de ikke kan holdes ansvarlige for cigaretters skader

Ung mand skægstubbe med cigaretrøg i munden.
Ung mand skægstubbe med cigaretrøg i munden.

Rygerlunger, hjertesygdomme eller sågar kræft. Det er dit eget ansvar, hvis dét bliver konsekvenserne af, at du har pulset smøger. Tobaksproducenterne kan ikke drages til ansvar.

Det slog Højesteret fast i sin dom i går, da den dømte til fordel for tobaksproducenterne Skandinavisk Holding II, tidligere Skandinavisk Tobakskompagni, og House of Prince.

”Dommen fastslår dels, at den, der vælger at ryge, selv må påtage sig ansvaret for eventuelle helbredsmæssige følger, dels at det kan være vanskeligt, men ikke umuligt at holde op med at ryge,” siger Claus Bagger, administrerende direktør i Skandinavisk Holding II.

Sagen er danmarkshistoriens første retssag mod to-baksindustrien. Den begyndte for 14 år siden, da fynboen Allan Lykke Jensen lagde sag an mod daværende Skandinavisk Tobakskompagni.

Allan Lykke Jensen røg Prince-cigaretter, og derfor var den nuværende ejer af House of Prince, British American Tobacco, også sagsøgt i sagen.

Den tidligere ryger krævede 53.000 kroner i erstatning for de skader, som hans rygning har forårsaget. Men det mente Højesteret, ligesom Østre Landsret, altså ikke, at han havde krav på og dømte til fordel for tobaksindustrien.

”Det er ikke overraskende, men det er interessant at høre Højesterets afgørelse, da det er første gang, den tager stilling til en systemskadesag,” lød det fra advokat Kira Kolby Christensen, der repræsenterede Allan Lykke Jensen.

Dommen ærgrer projektchef for ”Børn, unge og rygning” i Kræftens Bekæmpelse, Per Kim Nielsen. Han opfordrer nu politikerne til at begynde at kontrollere to-baksindustrien.

”Det kan ikke være rigtigt, at en hel industri ikke kan pålægges et ansvar for at forårsage 14.000 menneskers død om året. Tobaksselskaberne har frit slag,” siger han med henvisning til Kræftens Bekæmpelses egne tal for rygningens konsekvenser.

Allan Lykke Jensen anklagede tobaksfirmaerne for, at Prince-cigaretter indeholder mere nikotin og tjære, end der står i deklarationen. Samtidig mener han ikke, at det var alment kendt frem til 1970, at cigaretter var sundhedsskadelige og vanedannende. Men det var Højesteret altså uenig i.

”På det tidspunkt, hvor A (Allan Lykke Jensen, red.) begyndte at ryge, var det almindeligt kendt, at langvarigt forbrug af cigaretter var forbundet med risiko for alvorlige helbredsskader, ligesom det var almindeligt kendt, at det kunne være svært at ophøre med rygning,” skriver Højesteret.

Allan Lykke Jensen begyndte at ryge i 1956. Nikotinen fik tag i ham, og han fortsatte med at pulse i knap 50 år. Det svarer til omkring 680.000 cigaretter, da Højesteret mener, at han i gennemsnit har røget 40 dagligt.

De hundredtusinder cigaretter har også haft sine konsekvenser på fynboens helbred. Da Allan Lykke Jensen var i 40'erne, begyndte han blandt andet at få problemer med potensen, hjertet og blodomløbet i benene.

”Jeg respekterer dommen, men jeg er ikke enig, for jeg vidste ikke noget om sundhedsfare, da jeg startede med at ryge som 10-årig. Jeg bliver først opmærksom på det i 1993,” siger 67-årige Allan Lykke Jensen.