Skolen har mistet sin uafhængighed

I går opsamlede skolehistorikere og beslutningstagere konklusionerne på skolens udvikling gennem 500 år

Arkivfotoet viser en dansk skoledreng, som er blevet ekskluderet fra frikvarter og ser de andre lege i gården.
Arkivfotoet viser en dansk skoledreng, som er blevet ekskluderet fra frikvarter og ser de andre lege i gården.

Mens de første fire bind af værket ”Dansk Skolehistorie gennem 500 år” har fortalt historien om, hvordan den danske folkeskole og de frie grundskoler gradvis tog form, handler femte og sidste bind om, hvordan skolen og dens lærere og ledere gennem de seneste 40 år har måttet afgive magt til andre.

Ifølge Lisa Rosén Rasmussen, adjunkt og ph.d. ved Københavns Universitet og en af bindets tre forfattere, har det kendetegnet de seneste årtiers skole, at politikere, forældre, internationale organisationer som OECD, nationale interesseorganisationer og erhvervslivet i hidtil uhørt grad har været med til at sætte dagsordenen for skolen.

”Det er en periode, hvor skolen mildt sagt ikke er gået fri af lovgivning og andre forandringer. Det tegner et samlet billede af en skole, der styres for vildt,” sagde Lisa Rosén Rasmussen, da udgiverne af det største bogværk nogensinde om dansk skolehistorie i går holdt afsluttende konference på DPU Aarhus Universitet.

Ganske vist udkommer det sidste bind, ”Da skolen blev alles”, først i foråret 2015, men teksten er skrevet, og ved at samle konklusionerne nu kunne historikerne runde projektet af her i 200-året for indførelsen af syv års skolepligt for alle i 1814.

Fjerde bind beskriver perioden 1920-1970 og hedder ”Da skolen blev sin egen”. Som en af dette binds forfattere, dr.pæd. Ellen Nørgaard, forklarede, sigter dette til, at kirkens kontrolfunktion bortfaldt, at de største forskelle mellem by og land blev udvisket, og at et moderne, udviklingspsykologisk syn blev dominerende.

Men fra 1970'erne og frem har skolen gradvis mistet sin uafhængighed igen, lyder historikernes konklusion, og på gårsdagens konference var en lang række ”vidner” til skolens udvikling indbudt til at diskutere denne proces.

Ifølge skoleledernes tidligere formand Anders Balle har de seneste 40 år blot været kulminationen på flere hundrede års udvikling, hvor lærere har haft ”et evigt tab af autonomi”. Han begyndte selv sin lærerkarriere med 15 år, hvor ingen blandede sig i, hvordan han skulle undervise. Men det går ikke længere.

”Jo mere fællesskab og samarbejde, vi skal have på skolen, jo mere behov for ledelse er der,” sagde han.

Men spørgsmålet er, hvem der har styringen. Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, mindedes sin tid som ung lærer i det sønderjyske, hvor han tog 9.b. med på fisketur og lod eleverne sove på en madras på et loft.

”Det var ikke gået uden forældreklager i dag,” konstaterede lærerformanden.

At 1970'erne var den første store (ned)brydningstid fremgik af flere bidrag. Tidligere undervisningsinspektør Asger Baunsbak-Jensen beskrev, hvordan skolen blev en offentlig kampplads under ”indoktrineringsdebatten”, og Helle Rabøl Hansen, tidligere kommunistisk elevaktivist, som nu forsker i mobning og utilpassede elever ved DPU, mindes 1970'erne som en tid med hårde kampe og elever, der stadig var bange for deres lærere.

”Det er mit indtryk, at børn i dag ikke er så bange, som jeg var dengang. Der er nogle, der mener, det er ensbetydende med slaphed. Jeg mener, vi har et problem, fordi skolens strukturelle rammer og didaktik ikke er fulgt med tiden. Og skolen er blevet en slagmark, fordi alle er frustrerede over det, der ikke fungerer,” sagde hun.

To af skolededebattens veteraner, DPU-professor Niels Egelund og tidligere undervisningsminister Bertel Haarder (V), gik sammen på scenen, og undervejs blev de indbyrdes uenige om, hvem af dem, der først havde udtalt, at ”folkeskolen er kærlig, men slap”.

Sikkert er det i hvert fald, at da de hårdeste kampe mod ”venstreorienteret indoktrinering” i Haarders første ministertid 1982-1993 var klinget af, fortsatte skolens uafhængighedstab som følge af dårlige eller mellemgode resultater i internationale undersøgelser. Haarder slog fast, at han som ”flippet grundtvigianer” er vokset op med udtalt skepsis over for karakterer og eksaminer, men det er for ham at se uacceptabelt, hvis eleverne ikke læser godt nok, for dét er nøglen til alt andet.

”Til gengæld må jeg give Anders Bondo ret, når han siger, at det ikke er sikkert, at flere timer hjælper. Jeg brugte i 1980'erne 100 millioner kroner på at indføre ekstra dansktimer, men effekten var nul komma nul,” erkendte Haarder.

At elever skal være fagligt dygtige, kan man ikke opdrive nogen, der er uenige om i dag. Men der er fortsat grund til at debattere, om kuren mod dårligdommene altid er den rigtige, og hvem der egentlig har overtaget styringen af skolen.