Lykketoft sikrer Danmark ny toppost

Folketingets formand, Mogens Lykketoft, får nyt job og skal til FN i New York

Mogens Lykketofts erfaringer som finansminister, udenrigsminister og nu som Folketingets formand kommer ham til gode i det nye job som formand for FN's generalforsamling. -
Mogens Lykketofts erfaringer som finansminister, udenrigsminister og nu som Folketingets formand kommer ham til gode i det nye job som formand for FN's generalforsamling. - .

I sommer forlod Christian Friis Bach Folketinget til fordel for et job som leder af FN's Økonomiske Kommission for Europa (UNECE), og i begyndelsen af november blev hans partileder, Margrethe Vestager, EU's nye konkurrencekommissær.

Nu slutter Folketingets formand, Mogens Lykketoft, sig til rækken af danske politikere på internationale topposter. I september 2015 forlader han Slotsholmen og rykker til New York for at sætte sig i formandsstolen i FN's Generalforsamling. Et job, som der længe er arbejdet i kulissen for at sikre den 68-årige politiker.

Både embedsmænd og udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har forsøgt at overtale de øvrige lande i den vestlige gruppe i FN, der hver femte år bestemmer, hvem der skal bestride den magtfulde post, til at pege på Lykketoft. Og det var tilsyneladende ikke svært:

”Vi har været tidligt ude, og jeg har ikke mødt egentlig modstand nogen steder,” siger Martin Lidegaard og henviser til, at Danmark har slået på Lykketofts erfaring både som tidligere finansminister, udenrigsminister og nu som Folketingets formand.

”Det har været en fornøjelse, at de kolleger, hos hvem jeg har forsøgt at fremme Lykketofts sag, alle har haft respekt for vores kandidat og stor tillid til, at han kan løfte opgaven,” siger Lidegaard.

Opgaven består først og fremmest i at lede og facilitere møder og forhandlinger i FN. Selv ser Mogens Lykketoft en vis lighed mellem posten som Folketingets formand og den nye post.

”Meget afhænger altid af landene, især de store landes velvilje. Kloge folk har sagt til mig, at i FN er al politik procedure, og al procedure er politik. Du kan ikke skille det ad,” siger Mogens Lykketoft.

Hans kandidatur har opbakning fra alle 28 lande i den vestlige gruppe i FN, og selvom det endelige valg først finder sted til juni næste år, skulle det være sikkert og vist, at Lykketoft bliver den første dansker, der bestrider den prestigefyldte post.