Svært for største parti at undslå sig regering

Historisk har landets største parti altid siddet i regering, hvis ellers partiets blok har haft flertal. Den 100-årige tradition udfordrer Dansk Folkeparti

Et kig i historiebøgerne viser, at det vil være helt usædvanligt, hvis Folketingets største parti stiller sig uden for regeringsmagt, selvom den blok, partiet tilhører, får flertal. Det er aldrig sket siden Første Verdenskrigs afslutning.
Et kig i historiebøgerne viser, at det vil være helt usædvanligt, hvis Folketingets største parti stiller sig uden for regeringsmagt, selvom den blok, partiet tilhører, får flertal. Det er aldrig sket siden Første Verdenskrigs afslutning.

Dansk Folkeparti står i en ny meningsmåling til at blive landets største parti. Ganske vist er Venstre og Socialdemokraterne næsten lige så store, men målingen har igen aktualiseret spørgsmålet om Dansk Folkepartis regeringsevne og -ønske.

Partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) takker rituelt og ydmygt for vælgernes tillid, men vil afvente valgresultatet. Han vil fortsat nøje overveje, hvor indflydelsen er størst.

Et kig i historiebøgerne viser, at det vil være helt usædvanligt, hvis Folketingets største parti stiller sig uden for regeringsmagt, selvom den blok, partiet tilhører, får flertal. Det er aldrig sket siden Første Verdenskrigs afslutning.

Det tætteste, man kommer på den situation, var i 1974, da Poul Hartling dannede den smalle Venstre-regering. Venstre fik ved jordskredsvalget et år forinden 22 mandater og var dermed mindre end Fremskridtspartiet, som var stormet ind med 28 mandater. Det største parti var dog fortsat Socialdemokraterne med 46 mandater.

Der har også været længere perioder, hvor det største parti ikke har været i regering, fordi flertallet lå i den modsatte blok. Det gjaldt for eksempel i den borgerlige firkløverregerings tid i 1980'erne, hvor Socialdemokraterne permanent var det største parti.

Men selvom Dansk Folkeparti skulle blive det største parti, får Venstre under alle omstændigheder statsministerposten, hvis der bliver borgerligt flertal ved valget.

”Hvis man ser på dansk politik udefra, kan det selvfølgelig virke mærkeligt, at Dansk Folkeparti ikke går efter statsministerposten, når det har udsigt til at blive det største parti. Men det hænger sammen med, at den mulighed først er opstået meget sent i denne valgperiode,” forklarer lektor Helene Helboe Pedersen fra Aarhus Universitet.

Kristian Thulesen Dahl har to begrundelser for ikke at ønske Dansk Folkeparti med i en regering.

Den ene er, at man kan få mere indflydelse som støtteparti, og den anden er, at andre er kommet galt afsted som regeringsparti. Skræk-eksemplet er SF.

”Generelt må vælgerne forvente, at deres parti vil søge magten, og det er meget svært at forestille sig, at man ikke skulle få større indflydelse ved at sidde i regering end ved at stå udenfor.

Ved at have ministre får man blandt adgang til hele embedsapparatet, hvad man ikke får som støtteparti,” pointerer Helene Helboe Pedersen.

Kommentator og tidligere professor i statskundskab ved Københavns Universitet Tim Knudsen forstår godt, at Dansk Folkeparti holder sig tilbage.

”Dels tror jeg, at Kristian Thulesen Dahl har set, at hans parti ikke er solidt nok endnu til at bære et regeringsansvar. Dels er han bekymret for, at vælgerne bliver skuffede, når arbejdet går i gang. Der kan jo hurtigt komme mange revner og gråd og tænders gnidsel, hvis de går i regering,” siger Tim Knudsen.

Han vurderer, at det afgørende for, om Dansk Folkeparti kommer i regering, bliver, hvor langt Venstre er villig til at bøje sig mod DF's ønsker. En ren Venstre-regering vil blive en svag regering, og derfor har Lars Løkke Rasmussen en interesse i at få Dansk Folkeparti med ombord.

Tim Knudsen mener ikke, at et parti nødvendigvis får den største indflydelse ved at have ministertaburetter.

Eksempelvis fik De Radikale stor indflydelse både på den økonomiske politik og udenrigspolitikken ved at være støtteparti for firkløverregeringerne i begyndelsen af 1980'erne.

Men da De Radikale erstattede Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne i regering med De Konservative og Venstre i 1988, fik de ikke meget ud af det. Blandt andet fordi der aldrig blev skrevet et detaljeret regeringsgrundlag.