Det knager og brager faretruende, da jeg stiger ind i den lille træelevator. Den gamle uniformerede elevatorfører holder døren, mens han stirrer ud i luften med den ene arm på ryggen og et livstræt udtryk i ansigtet. Som var han færgemanden Charon, der skulle fragte mig over floden Styx til de dødes rige. Døren går i med et smæld. Gulvet giver sig en anelse under vægten, mens gitteret glider i.
Elevatorføreren rækker en arm ud, drejer på et nypudset messinghåndtag, og verdens ældste, stadig fungerende træelevator af det berømte schweiziske mærke Schindler løfter sig med et uvenligt ryk. Jeg er på vej mod toppen af den gamle ejendom, der huser Windsor Hotel i down-town Kairo, et hotel fuldt af historie og fortidens ånd; en kulturel blodåre, der i over 100 år har løbet gennem byen og landet med dets dramatiske historie.
Under os i halvmørket sidder manden i receptionen med de blanke nøgler, og en gammel transistorradios klagende toner som baggrund. Også han med et udtryksløst ansigt og mørke rande omkring øjnene, mens han håbefuldt spejder efter nye gæster blandt de forbipasserende. Hans isse forsvinder langsomt, og mens vi stiger op gennem etagerne, dykker vi samtidig ned i et stykke egyptisk historie.
Hotellet er bygget i 1893 og var en del af den egyptiske kongefamilies hammam (bade).
Området var dengang et fashionabelt kvarter. Her lå de fineste restauranter, biografer, teatre og barer. Lige over for Windsor lå et af de bedste hoteller i verden, det legendariske Shepherd Hotel. Det gik til i den store brand, der hærgede Kairo i 1952. Næsten alt i området brændte ned undtagen Windsor Hotel, hvis mure er exceptionelt tykke. Der er stadig mange smukke gamle bygninger i denne del af Kairo, hvoraf flere er bygget af den samme arkitekt, som også står bag bygninger på Champs-lysée i Paris.
Men forfaldet er ikke til at komme uden om. De herskabelige huse er ikke blevet vedligeholdt og går langsomt til, godt hjulpet af trafikos, forurening og den fattigdom, der er en konsekvens af de udeblivende turister.
Islamistiske terrororganisationers hærgen på Sinaihalvøen, buskapringer, bomber og bortførelser i de populære turistområder samt Egyptens deltagelse i kampen mod Islamisk Stat har fået mange lande til at fraråde rejser til det nordafrikanske ørkenland med den overdådige antikke arv.
Når man bevæger sig gennem downtown Kairo, er der ellers ikke meget, der minder én om fortidens glamour og egyptiske faraoers overflod.
Trafikalt anarki gør det til en bedrift at nå sit mål. På bagsædet af de bulede taxier klistrer hænderne fast i plasticsædet, når man forsøger at holde sig fast i svingene. Trafiklys findes ikke. Vover man at se ud af andet end forruden, ser man kun slum og armod.
En flok forladte og endnu blinde hundehvalpe ligger i en bunke op ad en mur og piber. Tyve hænger i portene med beskidte skjorter uden på bukserne. Udhungrede æsler forsøger at trække overlæssede frugtvogne, og både æsler og vogne ligner noget, der kunne styrte sammen hvad øjeblik, det skulle være.
Der stinker af forrådnelse. Og skulle man få lyst til at sætte noget til livs ved de små madvogne, vil sandsynligheden for en ond maveinfektion være skyhøj.
Elevatoren standser med et ryk på 4. sal. Elevatorføreren træder ud og holder døren med en behandsket hånd, galant og udtryksløst.
I halvmørket finder jeg mit værelse, stikker den store nøgle i døren og træder ind. Der er mindst fire meter til loftet. Det gamle parketgulv knager under fødderne, og det er næsten som at træde ind i et afsnit af en egyptisk udgave af ”Matador”, hvad angår møblementet. Tunge mahognisenge, et smukt gammelt klædeskab med spejl, en stumtjener fra fordums tid.
Der er en original atmosfære af herskabelighed, og der hænger en patineret ånd af elegance og overskud i rummet. De ædle træsorter dufter af kvalitet. Her er ingen skarp lugt af kemikalier fra nyproducerede møbler, ingen kunstige læderstole eller syntetiske væg til væg-tæpper.
At det varme vand så af uforklarlige grunde udebliver morgen efter morgen er en bagatel, man synes villig til at se stort på, når man til gengæld føler sig hensat til en scene i en film. Og netop på Windsor Hotel har mangen en filminstruktør følt sig inspireret. Hotellet har lagt kulisse til utallige filmoptagelser, blandt andet ”Jorden rundt i 80 dage”.
Hotellets ejer, Wafiq Doss, er en nobel mand i tresserne. Det var hans far, William Doss, der i 1962 købte Windsor af en schweizisk familie. Han ejede på det tidspunkt en stor fødevarefabrik i Øvre Egypten og var en succesfuld forretningsmand. Men da præsident Gamal Abdel Nasser i 1950'erne nationaliserede det meste af den egyptiske industri, mistede han sin forretning.
Han gik nu hændervridende rundt derhjemme og spekulerede over, hvad han skulle give sig til i stedet for at forsørge sin familie. Hans valg faldt på turisme, som han spåede ville blive Egyptens fremtid. Han faldt over det gamle hotel og var solgt med det samme.
Det blev familiens liv og hjem. Sønnen Wafiq studerede hotelmanagement på universitetet, så han var klar til at føre hotellet videre efter forældrene.
Det blev den britiske kolonimagt, der i 1950'erne kom til at betyde mest for Windsor Hotel og i særlig grad den berømte bar The Barrel Bar, der ligger på 2. sal i bygningen. Det var mødested for de britiske officerer, der søgte adspredelse og underholdning.
Og baren er et kapitel for sig. Her træder man ind i en tidslomme, hvor alt inventar er originalt. Dybe mahognilænestole og borde, smukke ægte tæpper på gulvene og gamle billeder og fotografier i hundredvis på væggene, der fortæller om hotellets historie, berømte gæster og avisartikler om stedet fra alverdens lande.
Lyset falder blødt ind gennem de tynde gardiner, der hænger løst foran vinduerne fra loft til gulv. Fra højttalerne siver diskret selskabsmusik, de uniformerede bartendere taler sagte bag baren. Der er askebægre på bordene, selvfølgelig er det tilladt at ryge her i dette hundrede år gamle herreværelse og officersklub, hvor testosteronet næsten trænger ud gennem stoffet i de gamle lænestole og beretter om et muntert og udsvævende liv blandt Kairos velhavende magtelite.
Her er blevet drukket, sunget, røget og flirtet. Den nu tomme stumtjener har været fyldt med sorte bowlerhatte og silketørklæder. I askebægrene har cigaretterne ligget i lange rør, cigarernes blå røg har skåret sig igennem lokalet. Fuldt hus hver aften. Skuespillere, forfattere, ferierende soldater har ladet sig opvarte af de elegante og diskrete tjenere, der med hænderne på ryggen og et let buk trækker sig baglæns væk efter at have taget i mod bestilling.
Men alt dette er noget, man må forestille sig. I dag er baren en skygge af sig selv, en kulisse holdt i live med kunstigt åndedræt. Turisterne er væk. Der er flere ansatte, end der er gæster, og lyden af elevatoren, der standser på 2. sal er så sjælden, at man nysgerrigt vender sig for at se, hvem der dog kommer ind. På et tidspunkt er min rejsemakker og jeg hotellets eneste gæster. Den eneste lyd, der høres i bygningen, er en høj skramlen fra det gamle airconditionanlæg. Og det er med at sætte pris på det. Hver eftermiddag på omtrent samme tidspunkt går al elektricitet ud, rummene bliver henlagt i mørke, elevatoren står stille, og heden kommer snigende udefra. For at spare på energien lukkes der for strømmen hver dag i en times tid. Distrikterne i Kairo skiftes til at ligge hen i dvale.
Wafig forsøger at holde modet oppe. Flere gange har han overvejet at lukke, det er åbenlyst, at forretningen ikke løber rundt. Men han har lovet sig selv at komme igennem krisen og føler et ansvar over for de mange ansatte, der har familier at forsørge.
Windsor Hotel står her i downtown som en gammel adelsdame og knejser i revolutionens slagskygge. Håret måske lidt pjusket, pelsen lidt nusset, hun er gået lidt i knæ i tidens løb, men har stadig sin stolthed og historie.
Og her har hun meget tilfælles med en ganske særlig permanent beboer i den store suite på 1. sal. Her bor nemlig hotellets forrige ejer, Wafiqs far på 100 år. Han rejser sig høfligt og lægger avisen, da vi træder indenfor. Upåklagelig i tøjet, med vest og slips, rækker han en spinkel hånd frem og smiler. Her kan familien passe godt på ham, og der er personale til at hjælpe ham 24 timer i døgnet.
Selvom nøden er nem at spore i gadebilledet, der er blæst for turister, sætter mange deres lid til Egyptens nye præsident, Abdel Fatah al-Sisi. Han gik hårdt til værks over for sin forgænger, Mohammed Mursis, tilhængere og har således også en del af ansvaret for den ustabile situation, der fik blandt andet Danmark til at fraråde rejser til udvalgte steder i landet. Ikke så snart var forbeholdet blevet ophævet på Udenrigsministeriets hjemmeside, før det igen trådte i kraft, da Egypten, i hvert fald symbolsk, tilsluttede sig den amerikansk ledede koalition mod Islamisk Stats fremfærd i Syrien og Irak.
Det arabiske forår har kostet, og enhver forandring skaber krise. Det tidligere ferieparadis langs Det Røde Hav ligger i koma som efter et knockout. Ufærdige hotelkæder står forladte, endnu med byggemaskiner foran, mens skraldet flyver hen ad strandene i den hede vind. Alligevel tror Wafiq, at det vender, og han betragter al-Sisi som en frelsende engel for landet. Indtil da holder Windsor Hotel stilen. Uniformerne er nystrøgede, slipseknuderne er stramme.
Da jeg tjekker ud, holder manden i receptionen mit blik fast. ”Bed for os,” hvisker han, inden han rækker mig pas og kvittering.
Elevatordøren falder i, og føreren stiller sig atter op foran døren med hænderne samlet under maven. Han stirrer tomt frem for sig og lægger ikke mærke til en lille flok meget tynde katte, der har forvildet sig ind i hotelfoyeren og nu slynger sig rundt om hans ben i håb om, at der falder lidt mad af.
Den ramponerede taxi udenfor dytter utålmodigt. I vinduet på 2. sal står Wafig bag det tynde gardin. Han har lovet mig, at Windsor Hotel også ligger her om tre år.
Jeg håber, han får ret.