Thomas Kluge: Min farmor er min ledestjerne

At forfølge drømmen om at blive kunstner, selvom han ikke blev optaget på kunstakademiet, var ikke let for Thomas Kluge. Men hans farmors tro på, at hvor der er vilje, er der en vej, fik ham til at kæmpe videre

Thomas Klugew farmor inspirerede ham til at blive ved. Se billede af hende på næste side i billedserien
Thomas Klugew farmor inspirerede ham til at blive ved. Se billede af hende på næste side i billedserien. Foto: Soeren Bidstrup.

Min farmor er min ledestjerne. Hun hed Ingeborg Larsen, men blev kaldt Missi - og jeg kaldte hende selvfølgelig bare farmor. Hun er mit forbillede, fordi hun over for os børnebørn var en mønsterbryder. Hun har altid troet på os, selvom vi havde idéer og drømme, der virkede en anelse usikre.

Da jeg for eksempel stadig ønskede at være kunster, selvom jeg ikke kom ind på kunstakademiet, troede hun på mig og var begejstret, ligegyldigt hvad jeg gjorde. Hendes begejstring inspirerede mig.

Den selvforståelse med, at man kan flytte bjerge og få det umulige til at ske, så længe man tror nok på det, den har hun groet i mig. Mine forældre har bestemt også givet pladsen til, at jeg kunne få mulighed for at male, men min farmor var energien i det.

Vi kom en del hos min farmor som børn, hun boede på landet og havde et rart hus og en stor have. Det var et hjem, der skabte rum for tryghed. Mange af de rigtig gode minder, jeg har fra barndommen, er fra min farmors hjem. Da jeg blev voksen og holdt ferniseringer, var hun som en slags maskot at have med. Hun frydede og glædede sig. Det var vidunderligt.

Min farmor er død, og derfor er der selvfølgelig også kastet et vis romantiseret lys over hende nu. Hun døde mæt af dage som 96-årig i 2007. Men jeg nåede heldigvis at male hende, inden alderdommen virkelig gjorde sit indhug i hende.

Da jeg malede hende var hun 90 år og stadig fuld af styrke og karisma.

Det var ikke så meget det ydre og udseendet, jeg forsøgte at få op på lærredet, men mere fornemmelsen af min farmor. Hun er en af dem, jeg har malet, som jeg har været tættest på, og derfor kunne jeg male hende næsten bare ved at fornemme hende.

Da hun kom på plejehjemog var ved at dø, blev jeg af min svigerfar anbefalet at male hendes opstandelse. Det er jo meget svært at forholde sig til konkret. Derfor tog jeg udgangspunkt i et minde, fra da jeg var barn, hvor min farmor forklarer mig, at når man bliver begravet og kommer ned i jorden, så kommer man op igen som blomst. Derfor malede jeg hende som en mælkebøtte. Så jeg har malet min farmor både som levende og som opstanden.

Begge billeder viser mere end et menneske, men udtrykker den følelse og fornemmelse, jeg knytter til min farmor.

Foto: Thomas Kluge