5 gode råd til måltider med børn

GUIDE Måltider er en kaotisk udfordring for mange børnefamilier. Følg familievejleder Lola Jensens råd og få bedre styr på spisesituationerne

Måltider med småbørn kan være en udfordring. Få gode råd af familievejleder Lola Jensen. -
Måltider med småbørn kan være en udfordring. Få gode råd af familievejleder Lola Jensen. - .

Havregrød på gulvet, utålmodige og sultne børn. For familier med småbørn kan dagens måltider være en alt andet en hyggelig oplevelse.

Familievejleder Lola Jensen giver her fem gode råd, der gør måltider med småbørn lettere:

1. Spis tidligt
Små børn er sultne, når de er sultne. De er ikke programmeret på samme måde som voksne til at være sultne, når det er spisetid. Spis ikke senere end klokken 17.30 eller 18.00. Så er børnene ikke for trætte til at spise, og de vil sidde roligt ved bordet, hvis de får maden, mens de er sultne.

2. Brug voksdug
En voksdug er uundværlig, især når de små begynder at spise selv. Lad være med at vise irritation, hvis der kommer mad ud over bordkanten. Så vil barnet forsætte med at skubbe maden ud, ikke for at irritere, men for at se forældrenes teater: Ih, hvor er der meget gang i mor, når jeg lægger en klat kartoffelmos der.

3. Brug plastik
Vent med at bruge porcelæn til barnet ikke længere er optaget af at skubbe tallerkner og glas ned på gulvet. Saml maden, der havner på gulvet, op stille og roligt og put den i vasken ude af øje, ude af sind.

Begynder barnet for eksempel at rode rundt i maden og eksperimentere med den: Sæt den væk. Bliver barnet vredt, så giv én chance barnet kan jo være blevet misforstået.

BLIV MEDLEM AF "DEN STORE FAR, MOR & BØRN" PÅ FACEBOOK

4. Faste pladser
Mange 2-årige er meget viljefaste og vil gerne dirigere rundt med deres forældre. Lad være med at forhandle med barnet, hvis det gerne vil skifte plads. Som forældre har I fordelt pladserne, så det passer bedst til familiesystemet.

5. Hav maden klar
Er børnene små, så gør maden helt klar, inden den bliver sat på bordet. Mos maden til de mindste, de er ligeglade med udseendet, de er bare sultne.

I et års-alderen begynder der at opstå et behov for at kende indholdet, af det man spiser. Så vis maden, før den moses igennem, ellers risikerer du, at barnet skubber maden væk.

Når barnet bliver 15 til 16 måneder vil det ikke længere have maden most, men adskilt. Lad barnet overvære, at du skærer maden ud ellers kan du risikere, at maden bliver kasseret.

Kilde: Den store Far, mor & børn håndbog i godt familieliv af Lola Jensen.