VU-formand: Kampen for frihed kendetegner Danmark

For Chris Preuss, der er formand for Venstres Ungdom, hænger danskhed og frihed uløseligt sammen. Han mener, at modstandsfolkene under Anden Verdenskrig og Finn Nørgaard under terrorangrebet i København er eksempler på, at vi danskere tør løbe en risiko for det, der er værd at forsvare

For formanden for Venstres Ungdom, Chris Preuss, er danskhed frihed til at være, hvem du vil, gøre, hvad du vil og sige, hvad du vil. Men danskhed er også kravet om at bruge den frihed ansvarligt. Det mener han for eksempel, at Jyllands-Posten gjorde i 2005 ved at bringe de omdiskuterede Muhammed-tegninger. Avisen gjorde det nemlig ikke bare for at provokere, men fordi man vidste, at der var et problem med censur. Derfor var der noget at kæmpe for, og det gør handlingen berettiget, siger Chris Preuss.
For formanden for Venstres Ungdom, Chris Preuss, er danskhed frihed til at være, hvem du vil, gøre, hvad du vil og sige, hvad du vil. Men danskhed er også kravet om at bruge den frihed ansvarligt. Det mener han for eksempel, at Jyllands-Posten gjorde i 2005 ved at bringe de omdiskuterede Muhammed-tegninger. Avisen gjorde det nemlig ikke bare for at provokere, men fordi man vidste, at der var et problem med censur. Derfor var der noget at kæmpe for, og det gør handlingen berettiget, siger Chris Preuss. . Foto: Leif Tuxen.

Drenge, I drenge som døde
I tændte for Danmark
i dybeste mulm
en lysende morgenrøde

Ordene er Kaj Munks, og de er nedfældet i den mindeplade, der ligger i Mindelunden i Ryvangen nord for København. 

Her blev danske modstandsfolk, der kæmpede mod den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig, bundet til træpæle, henrettet ved skydning og begravet.

Derfor er Mindelunden også et sted, man besøger med en vis ydmyghed og respekt for det offer, som danske mænd og kvinder gav i 1940’erne.

Det er Chris Preuss, formand for Venstres Ungdom, meget bevidst om. Derfor har han valgt, at vi skal mødes netop her til et interview om, hvad der gør Danmark dansk. For det gør blandt andet kampen for frihed, mener han:

”Det danske folk er kendetegnet ved, at vi historisk har forsvaret vores værdier. Det kan godt være, vi ikke tænker meget over det i dagligdagen, fordi vi bare gerne vil være i fred og hygge os med vores familie og naboer. Men det ville de jo netop også under Anden Verdenskrig, og derfor blev de nødt til at forsvare de danske frihedsrettigheder,” siger han og fortsætter:

”Vi så det samme mod under Muhammedkrisen og ved terrorangrebet i København i februar 2015. Mennesker som tegneren Kurt Westergaard, Finn Nørgaard og Dan Uzan har alle tilsidesat deres eget ve og vel for at beskytte de danske værdier – og flere af dem har betalt den ypperste pris for det.”

I Mindelunden i Ryvangen i Hellerup står der tre bronzeafstøbninger af de træpæle, som dødsdømte modstandsfolk blev bundet fast til og dræbt. De oprindelige træpæle er bevaret og har været udstillet på Frihedsmuseet. Pælene blev reddet, da museet brændte i 2013. På billedet ses Chris Preuss i samtale med journalist Amalie Pil Sørensen.
I Mindelunden i Ryvangen i Hellerup står der tre bronzeafstøbninger af de træpæle, som dødsdømte modstandsfolk blev bundet fast til og dræbt. De oprindelige træpæle er bevaret og har været udstillet på Frihedsmuseet. Pælene blev reddet, da museet brændte i 2013. På billedet ses Chris Preuss i samtale med journalist Amalie Pil Sørensen. Foto: Leif Tuxen

Når han betragter de tre bronzeafstøbninger af de pæle, modstandsfolkene blev henrettet ved, føler Chris Preuss respekt og taknemmelighed. Men han bliver også mindet om vigtigheden af, at vi danskere husker på, at vores frihed ikke er en given størrelse.

”Nogen vil måske synes, at det er lidt pompøst at vælge Mindelunden som det sted, der bedst indkapsler danskheden anno 2016. Men det er vigtigt, at vi har en forståelse af, at de rettigheder, vi har i dag, kun er til stede, fordi der var nogen, der forsvarede dem,” siger han.
 
Den unge venstremand mener, at vi bedst ærer frihedskæmperne ved at tage vores frihed alvorligt og ikke negligerer den ved at deltage i privilegerede menneskers diskussioner om, hvorvidt det for eksempel er en moderne frihedskamp, at kvinder skal bløde frit - altså ikke bruge bind og tamponer - når de menstruerer. 

For den egentlige frihedskamp foregår stadig, og det er den, der har brug for vores opmærksomhed og ressourcer, siger han:

”Der er noget, der er værd at kæmpe for. Derfor bliver jeg irriteret, når nogen kritiserer den danske krigsdeltagelse i Afghanistan, som var medvirkende til, at flere millioner piger kom i skole, eller når folk foreslår, at Danmark ikke behøver at have kampfly. Hvis vi dropper remedierne til at forsvare friheden, så vinder de totalitære kræfter,” forklarer Chris Preuss

”Frihed kan man ikke få gratis. Den koster.” 

Video: Chris Preuss fortæller om sit syn på danskhed


Det er ikke kun med kampfly i Mellemøsten, at vi kan kæmpe for friheden. Landets politikere kan også gøre mere for at sætte danskerne fri, mener Chris Preuss.

I hans drømmesamfund sænker man indkomstskatten ud fra troen på, at borgernes penge ligger bedre i borgernes lommer end i statens. På den måde får den enkelte større råderum til at vælge den livsform, vedkommende ønsker. De penge, som statskassen får ind, skal målrettes til dem, der ikke kan selv, for eksempel de hjemløse eller stofmisbrugerne. Middelklassen behøver ikke al den hjælp, den får i dag, mener Chris Preuss.

Den 23-årige lærerstuderende er tilhænger af en offentlig sektor præget af tillid frem for kontrol og ser gerne, at han som kommende folkeskolelærer ikke skal tvinges til at udfylde elevplaner der, hvor det ikke giver mening.

Chris Preuss ved ikke, om han ønsker at blive folkevalgt politiker i fremtiden. Men hvis han en dag skulle blive folketingsmedlem, er han til gengæld ikke i tvivl om, hvad han først vil tage fat i. Og det er også en form for frihedskamp, argumenterer han:
 
”Jeg ville arbejde for at lovliggøre aktiv dødshjælp. Vi danskere har ret til at bestemme så meget i vores eget liv. Det eneste, vi ikke har ret til at bestemme over, er vores egen død. Det synes jeg er forkert.”

Video: Chris Preuss fortæller om det bedste og det værste ved Danmark