Åbne grænser kan blive en parentes i historien

Mandag d.4. januar 2016- - Grænsekontrol ved grænsen i Padborg by. ©2015 Palle Peter

Regeringen besluttede i går at indføre midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Ved 13 grænseovergange skal politiet kontrollere bilisterne - her ses grænsekontrollen ved grænsen i Padborg. Foto: Palle Peter Skov / Scanpix Denmark

Med en vis ret kan man klandre Tysklands og Sveriges ledere, at de har undervurderet omfanget af flygtningesituationen og lagt op til en politik, de i længden ikke kunne understøtte.
Thorsten Borring Olesen, professor

Set i historisk perspektiv er det en tilbagevenden til normalen, at der nu indføres grænsekontrol i flere europæiske lande, senest i Danmark. Men Europas ledere bør kende til de konsekvenser, mere lukkede grænser fik i 1930'erne, siger professor

Måske vil den anden halvdel af det 20. århundrede og det første halvandet årti af det 21. århundrede komme til at stå i historiebøgerne som den periode, hvor de europæiske stater eksperimenterede med åbne grænser, inden de på ny lukkede sig inde bag restriktioner og grænsekontroller.

Selvom de tiltag i retning af grænsekontrol, regeringen indførte mandag, kun er midlertidige og båret af et ønske om at vise rettidig omhu i en akut situation, er der tegn på, at den epoke, som blev indledt med den nordiske pasunion i 1954, og som Schengen-samarbejdet fra 1985 bredte ud på europæisk plan, kan være forbi.

Sådan lyder vurderingen fra Thorsten Borring Olesen, professor ved Aarhus Universitet i dansk og europæisk historie efter 1945 og leder af forskningsprogrammet ”Det moderne Europa”.

”Det er ikke utænkeligt, at man vil komme til at se de åbne grænser som en parentes i historien. Over hele Europa ser vi lige nu en tendens til, at nationalstaterne trækker sig mere tilbage og ind i sig selv som reaktion på de aktuelle flygtningestrømme. Men om vi i det lange løb vil bevæge os i en mere åben eller lukket retning, er umuligt at sige. Det er meget på vippen lige nu,” siger Thorsten Borring Olesen.

Han pointerer, at normen historisk set har været, at det enkelte land beskyttede sine grænser og førte kontrol med, hvilke personer og varer der krydsede dem. Magthavere har til alle tider haft et ønske om at have overblik over, hvem der var i landet, og set en indtægtsmulighed i at opkræve told for varer.

”Såvel det nordiske som det europæiske projekt med åbne grænser har haft det formål at frigøre person- og varetrafikken mellem lande til gavn for økonomien. Samtidig har der været et ønske om at koble de åbne grænser til noget mere i form af en kulturel og værdimæssig integration mellem landene,” forklarer professoren.

Selvom de seneste årtier historisk set har været præget af særdeles åbne grænser, er det ikke én lang fortsat grænseåbning, der nu er bragt til ende. Tværtimod har det historisk set vekslet meget, hvor omhyggeligt lande har vogtet deres grænser.

Men der er særligt ét kapitel i den europæiske historie, Lars Løkke Rasmussen (V) og Europas andre regeringschefer efter Thorsten Borring Olesens opfattelse bør kende til.

”Hvis det europæiske system for alvor er ved at lukke for grænserne og det indre marked, bør man være opmærksom på, at det var akkurat, hvad man gjorde under krisen i 1930'erne. Nationerne trak sig tilbage, lukkede grænserne og indførte restriktioner på varer og finanstransaktioner, og efterfølgende kunne man se, at det blot gjorde verdenskrisen større. Jeg frygter, at den historiske bevidsthed i dag er så lille, at nationerne lader sig drive ud i på ny at agere på samme måde,” siger han.

I den seneste tids europæiske politik er det især Tyskland og Sverige, der er kommet til at symbolisere de åbne grænsers politik - indtil Sverige stillet over for modtagelsen af 160.000 flygtninge på ét år kastede håndklædet i ringen og lukkede.

Men selvom Thorsten Borring Olesen advarer om konsekvenserne af et permanent grænselukket Europa, mener han ikke, at ledere som Tysklands kansler Angela Merkel har ført den rette politik.

”I den seneste tid har der i forhold til flygtningesituationen hersket to regimer i Europa: Det meget åbne og det meget lukkede, og begge regimer har spillet fallit. Med en vis ret kan man klandre Tysklands og Sveriges ledere, at de har undervurderet omfanget af flygtningesituationen og lagt op til en politik, de i længden ikke kunne understøtte,” siger professoren, som ikke har mere tilovers for de regeringer, som har handlet ”kortsigtet nationalt”.

Han nævner som eksempel Polen, som åbent har afvist at tage deres kvote af flygtninge, hvilket efter hans opfattelse burde have udløst nogle konsekvenser i form af ringere muligheder for, at polakker selv kunne drage fordel af EU's indre marked.

Hvad angår Danmark, placerer Thorsten Borring Olesen os i en ”mellemposition” og giver Venstre-regeringens linje betegnelsen ”fedtspil”.

”Vi står med et problem, som kun kan løses på fælles europæisk plan. Alligevel vælger man at gøre det forkerte - hvert enkelt land prøver at løse det nationalt. Det sker, fordi det europæiske fællesskab åbenbart ikke fungerer,” siger Thorsten Borring Olesen, der nævner det nylige danske nej til EU's retlige samarbejde som eksempel på, at heller ikke den danske befolkning vil tage europæisk ansvar.

Professoren er helt på det rene med, at udfordringen med hundredtusindvis af flygtninge, der presser på Europas grænser, er meget stor, og at der ikke er nogen lette løsninger.

Alligevel mener han, at der er fire punkter, EU burde gå sammen om. Fire punkter, som kan føre til, at vi på den ene side fortsat bygger på europæiske værdier om at hjælpe mennesker i nød, og på den anden side undgår, at de europæiske stater bryder sammen under presset:

”For det første kunne vi etablere en effektiv grænsebevogtning af EU's ydre grænser. For det andet kunne vi bevilge mere økonomisk hjælp til at sikre flygtninge i nærområdet, således som man har ydet det til Tyrkiet. For det tredje kunne man opstille præcise mål for, hvor mange flygtninge hvert land skulle påtage sig og kun tage flygtninge ind, som i nærområdet søger ad de formelle veje. Ingen skulle kunne opnå asyl ad andre veje. Og endelig for det fjerde: Hvis vi får en kvoteordning, skulle vi vedtage en rimelig fordelingsnøgle mellem landene, som alle skulle forpligte sig på.”