Ældre forældre frygter at dø fra deres handicappede barn

I januar 2014 skar Anny Hansen i afmagt datteren Dortes håndled op med en kniv, så hun forblødte. Halvandet år forinden var Dorte blevet flyttet fra ét dagtilbud til et andet, hvilket ifølge moderen havde forringet datterens livskvalitet væsentligt. Efter gentagne gange at have klaget til kommunen og borgmesteren over flytningen gik Anny Hansen i sort. Foto: Leif Tuxen

Jeg har altid sagt, at jeg håbede, at hun døde før mig. Men det kunne jeg jo reelt ikke bestemme, hvis det var gået som normalt. Men det kunne jeg jo så alligevel
Anny Hansen

Uvisheden om, hvad der sker med en udviklingshæmmet søn eller datter, får nogle forældre til at ønske, at barnet dør før dem

Frygten for at hendes multihandicappede datter ville overleve hende og blive ødelagt af systemet, var en af forklaringerne på, at 65-årige Anny Hansen fra Skælskør for to år siden dræbte sin 43-årige handicappede datter Dorte.

Læs specialhistorien om Anny og Dorte her.

I januar 2014 skar Anny Hansen i afmagt datteren Dortes håndled op med en kniv, så hun forblødte. Halvandet år forinden var Dorte blevet flyttet fra ét dagtilbud til et andet, hvilket ifølge moderen havde forringet datterens livskvalitet væsentligt. Efter gentagne gange at have klaget til kommunen og borgmesteren over flytningen gik Anny Hansen i sort.

”Jeg kan virkelig ikke forklare, hvorfor jeg gjorde det, men på et tidspunkt har jeg nok tænkt, at det var bedre, at hun fik fred. Jeg har altid sagt, at jeg håbede, at hun døde før mig. Men det kunne jeg jo reelt ikke bestemme, hvis det var gået som normalt. Men det kunne jeg jo så alligevel. Ellers var jeg bange for, at systemet havde taget livet af hende. Det gik kun den forkerte vej,” siger hun.

Rigtig mange forældre til voksne handicappede børn deler Anny Hansens bekymring for, hvad der vil ske med deres søn eller datter, når de ikke er her mere. Det bekræfter Sytter Kristensen, formand for landsorganisationen Lev, der repræsenterer pårørende til udviklingshæmmede.

”Forældrene bliver påvirket af historier om botilbud, der ikke har den store fokus på trivsel. Og så har de svært ved at overskue, hvad de store nedskæringer på handicapområdet vil betyde for deres voksne søn eller datter. Jo sværere handicap barnet har, desto større er bekymringen, for jo mere kræver det af pårørende og plejepersonale. Jeg hører ofte forældre sige, at de håber, at barnet dør før dem,” siger hun.

Ifølge Sytter Kristensen er det en kendt problematik, at der i alle landets kommuner sidder ensomme udviklingshæmmede, som efter forældrenes død ikke har noget netværk. Nogle forældre betænker derfor nevøer, niecer eller nære venner i deres testamente, mod at de vil tage sig af det handicappede familiemedlem.

”Men den gruppe er sværere at sælge til slægtninge og frivillige besøgsvenner, fordi de kræver så meget. Konsekvensen er, at udviklingshæmmede uden pårørende bliver efterladt i et tomrum, hvor der ikke længere er nogen til at huske, hvilken historie de har. De møder alene professionelle, der tager vare på dem, og det har ingen mennesker nok i.”

Psykolog og formand for Center for Familieudvikling Annette Due Madsen er mor til 32-årige Frederik, som er udviklingshæmmet med autistiske træk og bor på et bosted fem minutter fra sine forældre. Hun kender absolut til frygten for at skulle dø fra ham.

”Når man har et barn, der aldrig bliver rigtig voksent, så har man den problemstilling, at man føler, at man skal dø fra et barn. Det er så indbygget i os, at vi skal tage vare på dem, vi har sat på jorden, indtil de kan klare sig selv. Og når de så ikke kan klare sig selv, så ligger det dybt i én, at man skal være der. Man har intellektuelt set et lille barn, men kroppen er et voksent menneske. Det dilemma har man resten af livet. Man sender jo ikke små børn hjemmefra, og man dør ikke fra sine børn. Derfor er det så svært.”

Da Frederik fyldte 30 år, rejste hans to søskende sig og holdt en tale til ham og forældrene. De sagde, at de nok skulle være der for Frederik, når forældrene gik bort - eller havde nået en alder, hvor de ikke længere magtede opgaven.

”Det var en kæmpe gave, som rørte mig dybt. Som forælder til et udviklingshæmmet barn er man også både værge, ven og advokat i livet, og det kan være en stor opgave for andre at skulle tage på sig,” siger Annette Due Madsen.

Læs specialhistorien om Anny og Dorte her.