Aflyste togprojekter kan knække Danmark midt over

Ved at udskyde og sløjfe planlagte forbedringer af togdriften svækker man det, der binder Danmark sammen, lyder det fra flere borgmestre. Yderområder kan på længere sigt blive hægtet af, mener forfatter

I denne uge valgte regeringen at sløjfe og udskyde de fleste af fondens planlagte projekter, da finansieringen via beskatning af nordsøolie ikke længere hænger sammen. I alt 21 milliarder kroner skal skæres af de afsatte 28,5 milliarder, og for rejsende til og fra Struer betyder det mindre bekvemmelighed og ingen hastighedsændringer.
I denne uge valgte regeringen at sløjfe og udskyde de fleste af fondens planlagte projekter, da finansieringen via beskatning af nordsøolie ikke længere hænger sammen. I alt 21 milliarder kroner skal skæres af de afsatte 28,5 milliarder, og for rejsende til og fra Struer betyder det mindre bekvemmelighed og ingen hastighedsændringer. . Foto: Henning Bagger.

Når Struers borgmester Mads Jakobsen (V) skal til møde i København, tager han altid toget. Den knap fire timer lange tur går med at læse avis og forberede sig, og turen hjem over Sjælland og Fyn er såmænd også fin nok. Men så kommer han til Vejle.

”Og så er der pludselig lang vej hjem. For toget kører langsomt og stopper ved alle små stationer,” siger han.

Dette problem havde han set frem til at få løst med hjælp fra Togfonden, der blev oprettet af de røde partier og Dansk Folkeparti i 2014.

Men i denne uge valgte regeringen at sløjfe og udskyde de fleste af fondens planlagte projekter, da finansieringen via beskatning af nordsøolie ikke længere hænger sammen. I alt 21 milliarder kroner skal skæres af de afsatte 28,5 milliarder, og for rejsende til og fra Struer betyder det mindre bekvemmelighed og ingen hastighedsændringer. Og det er Mads Jakobsen ked af.

”Jeg havde fra start mine tvivl om finansieringen, men glædede mig over opgraderingen. For der er brug for et velfungerende jernbanenet, hvis man vil binde Danmark sammen. Hvis man for eksempel vil sikre en mangfoldig befolkning i Struer, er den smukke natur og de lave huspriser ikke nok. Fremkommelighed er vigtigt,” siger han og tilføjer, at han nu vil arbejde for, at planerne stadig bliver til noget.

Regeringens beslutning om at udskyde og sløjfe mange togprojekter har mødt kritik fra flere borgmestre. Blandt andre har borgmestrene i København, Aarhus, Aalborg, Odense, Randers og Esbjerg i en fælles skrivelse opfordret til, at regeringen arbejder videre med timemodellen, som skal sikre hurtigere tog mellem landets større byer.

Ifølge borgmester i Esbjerg Johnny Søttrup (V) skyldes dette ikke kun fordele for de større byer, men hele landet.

”Der er intet sted i Vesteuropa udover Schweiz, hvor togene kører så langsomt som i Danmark, og der går ikke en uge uden bøvl med det nedslidte jernbanenet. Vi er et lille land, og med den kollektive trafik har vi virkelig mulighed for at blive bundet væsentlig bedre sammen. Hvis man fra politisk side vil gøre noget, så finder man midlerne til det,” siger borgmesteren, som håber på nye finansieringsmuligheder.

I Thisted Kommune har borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V) forståelse for, at indtægtsgrundlaget ikke er der til de planlagte projekter.

”Men det er ærgerligt, for Thisted var et af de steder, der med støtte fra Togfonden skulle have en stor reduktion i rejsetiden. Togdriften har betydning for vores sammenhæng med resten af landet og hovedstaden, og det ville være en vigtig serviceforbedring i forhold til at sikre arbejdskraft og turister.”

Forfatter Kristian Ditlev Jensen har tidligere lavet togrejsereportager fra samtlige kontinenter for DSB’s blad, Ud&Se, og pendler et par gange om ugen mellem hjemmet nær den tyske grænse og arbejdet i København.

”Ofte vælger jeg bilen, for det er så besværligt at komme frem, og i dag kan du hverken få mad eller drikke på turen eller være sikret en siddeplads. Det, der burde være banalt, har skiftende regeringer kørt i sænk, ligesom de har gjort det med andre statslige institutioner som eksempelvis postvæsenet. Når man snart ikke kan få post hver dag, vil mange søge alternativer, og så dør postvæsenet helt. Sådan kan det også gå med togtrafikken, hvis politikerne ikke prioriterer den.”

Dermed risikerer vi ikke kun, at sammenhængskraften i landet falmer, men at yderområder helt hægtes af, siger han.

”I Udkantsdanmark taler vi meget om de onde cirkler, man laver. Tidligere kørte der busser hver halve time, men nu kan du ikke komme ud af Løgumkloster i weekenden med offentlig transport – bortset fra flexordninger. Det er ligesom, når man lukker brugsen og skolen. Til sidst er der ikke noget tilbage, og så flytter folk til Kolding.”

Venstres finansordfører, Jacob Jensen, understreger, at regeringen ikke var med til at indføre Togfonden, men nu må agere vicevært, da pengene ikke passer. Til gengæld er mange andre togprojekter i gang.

”Der investeres historisk meget i jernbanenettet allerede, og når pengene ikke er der, må vi prioritere. Vi skal også have midler til at forbedre vejnettet, som også er vigtigt i yderområderne.”