Politisk blev 2015 afmagtens år. Året hvor en statsminister tabte folketingsvalget den 18. juni og gik af som partileder. Hvor en anden partileder vandt stort, men ikke ville i regering. Og hvor en tredje partileder tabte valget og alligevel endte som statsminister.
Valget kom til at sætte dagsordenen for hele det politiske 2015. Da Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen, skulle danne sin regering, var ingen af de øvrige borgerlige partier interesserede i at være med. Dansk Folkeparti mente at kunne få større indflydelse som støtteparti. Det vandt i praksis en stor del af den politiske magt i Danmark, men ville ikke have det ansvar, der følger med at sidde i regering. De Konservative var blevet for små til at kunne stille ministre, og Liberal Alliance ville kun deltage, hvis det kunne blive en borgerlig flertalsregering med alle fire partier.
En på forhånd umulig idé.
Så sælsomt gik det til, at Folketingets nu blot tredjestørste parti kom til at danne den smalleste regering siden den seneste rene Venstre-regering efter jordskredsvalget i 1973.
I det valg vil historikere kunne finde flere paralleller til dagens politik. Det manifesterede en dyb mistillid hos vælgerne til den siddende politiske elite. Oprøret dengang strittede i mange retninger - fra protesten mod stigende bureaukrati og indkomstskatter over EU-modstand (dengang EF-modstand) og forsvar for den lille mands ret samt biler og boliger til drømme om et helt andet samfund og til protest mod fri abort og pornografi. Det sidste er en af de få protester, man ikke kunne genfinde ved dette års valg.
Valgforskerne har siden været i gang med at analysere, hvad det var, der denne gang fik så mange vælgere til at vende lyserød og blå ryggen og stemme gult, grønt og mørkerødt i stedet. Der er blevet talt meget om, at Danmark er blevet delt. Mellem by og land, mellem de lokaliserede og de globaliserede, mellem udkant og indkant.
De skel har altid været der, men det foruroligende ved det seneste folketingsår er, at gruppen af vælgere med ringe eller ingen tillid til politikerne er vokset markant. En undersøgelse fra altinget.dk og Norstat viste midt på året, at kun 28 procent af vælgerne havde tillid til politikerne.
I oktober viste en opgørelse fra Ugebrevet A4, at 38 procent af vælgerne i 2014 havde ”stor” eller ”meget stor” tillid til politikerne. Syv år tidligere var andelen oppe på 70 procent. For nylig kom kommunikationsfirmaet Radius Kommunikation med sin årlige troværdighedsanalyse af forskellige fag, der viser, at politikere nu har den laveste troværdighed, endda lavere end brugtvognshandlere og journalister.
Ved folkeafstemningen om tilvalgsordningen for EU's retsområde den 3. december valgte et flertal at stemme nej, selvom et meget bredt politisk flertal i Folketinget opfordrede til det modsatte.
Ved folketingsvalget gik alle nej-partierne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance, frem. Især fløjpartiernes vælgere fulgte loyalt deres partiers anbefaling om et nej ved folkeafstemningen, mens de øvrige store partiers vælgere ikke lyttede meget til de råd, de fik af deres egne politiske topfolk.
Også folkeafstemningen blev af eksperter tolket ind i de regeringsbærende partiers forfaldshistorie. Vælgerne forholdt sig ikke så meget til de 22 EU-retsakter og muligheden for at fortsætte i politisamarbejdet Europol, som til politikernes og EU's generelle troværdighed. Derfor er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kommet på overarbejde for at sikre den bedst mulige aftale med EU, så Danmark i et eller andet omfang kan fortsætte i Europol-samarbejdet, når det bliver overstatsligt om halvandet år.
Politisk er det nok en vigtigere opgave at reparere tillidsforholdet mellem politikere og vælgere i 2016. Ifølge nogle debattører er det ligefrem det berømte danske tillidssamfund, der er forsvundet eller på spil, mens andre maner til besindighed.
For eksempel hæfter professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet sig ved, at danske politikere stadig rangerer bedre end kollegerne i mange andre europæiske lande, og den danske valgdeltagelse ligger uanfægtet på et meget højt niveau efter international målestok.
Det er nok en ringe trøst, for mange af de spændinger, der ser ud til at have skabt mistilliden, er svære at løse. For at tage de politiske først:
1. Udlændingepolitikken. Tusindvis af flygtninge strømmer fortsat til Europa og Danmark, og de ledende partier har meget svært ved at pege på entydige løsninger. Regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti var op til jul enige om at gennemføre en lang række stramninger på asylområdet og på reglerne for familiesammenføring. Ingen ved imidlertid, hvad effekten af dem bliver.
De, der er utrygge ved indvandringen, bliver næppe mere trygge, og de, der synes, at stramningerne er alt for stramme, anklager både Venstre og Socialdemokraterne for at danse efter Dansk Folkepartis pibe med symbolpolitik.
Mange ønsker, at der skal findes løsninger på EU-niveau, men EU har foreløbig ikke kunnet udrette det store. Man blev enige om at fordele 160.000 flygtninge mellem EU-landene, men foreløbig er kun få flygtninge blevet fordelt.
Sverige vil indføre grænsekontrol efter nytår, og det kan sætte gang i en kædereaktion, hvor Danmark også vil kontrollere sine grænser til Tyskland og Sverige, selvom det vil koste meget store summer.
2. Skellet mellem by og land har der været talt meget om i 2015. Regeringen besluttede sig for at udflytte 4000 statslige arbejdspladser til byer uden for hovedstadsområdet. Der skal meget mere til at skabe vækst i Vandkantsdanmark, men nemme løsninger findes heller ikke her.
3. Samfundsøkonomien er omsider i bedring, men det offentliges økonomi er fortsat hårdt presset. Især velfærdsforventningerne bliver udfordret, når kommunerne de kommende år mærker konsekvenserne af, at der bliver mange flere ældre, og at de skal aflevere det meget omtalte omprioriteringsbidrag. Regeringen satser på at gennemføre en skattereform, der skal gøre det mere attraktivt at arbejde, men det øger næppe den generelle tillid til politikerne, hvis lettelserne bliver finansieret af besparelser på den offentlige velfærd. Alene turbulensen for nylig om lavere boligydelse til ældre giver et signal om, hvad der venter.
Hertil kommer de problemer, der har knapt så meget med politik at gøre. Der er de mange personsager, som giver indtryk af, at politikere rager til sig på andres bekostning. Som sagen om tidligere regionsborgmester Carl Holst (V), der måtte trække sig som forsvarsminister, efter at det kom frem, at han havde brugt sin spindoktor i sin personlige valgkamp. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har endnu heller ikke fået sit personlige renommé genoprettet efter fortidens tøj-, rejse- og bilagssager.
Læg dertil, at en del vælgere stadig betragter den tidligere SR-regering som en løftebrudsregering, fordi den måtte opgive nogle af de mest markante valgløfter, som Socialdemokraterne og SF udstedte i valgkampen i 2011.
Kommunikationseksperter har her i avisen argumenteret for, at politikerne skal blive bedre til at kommunikere. Det er svært at modsige, men det er væsentligt så at definere, hvad bedre kommunikation er. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) var en fænomenalt dygtig kommunikator, og i hans tid havde op til 70 procent af vælgerne ”stor tillid” eller ”meget stor tillid” til politikerne. Det er skæbnens ironi, at Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik gav vælgerne den idé, at politikerne kan udstede løfter i en valgkamp, som de så gennemfører ”til punkt og prikke”, når valget er slut.
I virkelighedens verden kan det ikke lade sig gøre, slet ikke med svage mindretalsregeringer, der må regere med skiftende flertal over midten. Ideen nåede alligevel at slå så meget rod, at det efter alt at dømme er en af de væsentlige grunde til, at mange vælgere i dag er skuffede over politikerne, især i de gamle partier.
Det demonstrerede de ved årets valg og folkeafstemning, hvor afmagten sejrede begge gange. Folkestyrets styrke er, at det tillader den afmagt at komme til magten. For den politiske elite venter der imidlertid en stor opgave i 2016 og de følgende år med at genoprette vælgernes tillid.