Marie Louise Frederiksen smækkede værelsesdøren efter sig og drejede nøglen rundt i låsen. På den anden side af døren pressede hendes far på for at komme ind. Når han var fuld stod den på øretæver og verbale tilsvininger og som mange gange før havde hun søgt tilflugt bag en låst dør. Bange.
Sundhedsstyrelsen skønner, at godt 120.000 børn vokser op i en familie med alkoholproblemer. Den selvstændige organisation Tuba tilbyder gratis hjælp og terapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op med alkohol. Organisationen er primært finansieret via offentlige støttekroner. 1400 af Tubas brugere har svaret på et spørgeskema om deres opvækst. Halvdelen af dem siger, at de har været udsat for fysisk eller psykisk vold i hjemmet. 17 procent af dem siger, at de har været udsat for seksuelle overgreb eller krænkelser.
”Det er meget voldsomme tal. Det overrasker mig. Det er voldsomt at tænke på, at så mange har oplevet vold og trusler om vold i deres barndomshjem, og det er kun toppen af isbjerget. Vi er langt fra i kontakt med alle,” siger Henrik Appel Esbensen, leder af Tuba.
Tallene overrasker imidlertid ikke psykolog og ph.d. Helle Lindgaard, som forsker i misbrugsfamilier:
”Det er ikke overraskende. Der er langt hyppigere overgreb i familier med stof- og alkoholproblemer, især psykisk vold er meget udpræget. Det skyldes, at forældrenes grænser for, hvad man må og ikke må ryger,” siger hun, og tilføjer, at det har store omkostninger at vokse op i et hjem med alkohol:
”Børnenes grundlæggende udvikling er på spil, når der bliver drukket i en familie. Vi ser oftere depression og angst blandt voksne, der er vokset op i familier med alkohol. Mange har svært ved at indgå i et parforhold, svært ved at være forældre og drage omsorg for deres børn, fordi de ikke selv har lært det, og de har ofte selvværdsproblemer, hovedpine og ondt i maven.”
Frygt. Det er det ord, der bedst beskriver Marie Louises forhold til sin far. Han drak. Fra morgenstunden. Det gjorde ham ubehagelig og let antændelig. Marie Louise Frederiksen var altid i vejen, nogen gange skubbede han hende i jorden, andre gange gav han hende en lussing med hårde ord. Hun turde ikke sige det til nogen i skolen, eller til veninderne. Hun var bange for, at han i værste fald ville slå hende ihjel, hvis han fandt ud af det. Han slog hende sidste gang, da hun var 17 år. Der var ikke meget hjælp at hente hos hendes mor. Hun blev også slået. Og om aftenen holdt hun ham med selskab, så drak de to forældre sig fulde.
”Min mor har senere sagt, at hun drak noget af alkoholen, så han ikke blev helt så fuld. At det var et forsøg på at afbøde hans aggressioner,” siger Marie Louise Frederiksen.
Faderen blev ved med at forfølge hende i det tidlige voksenliv, ikke med slag, men med skyld.
”Du er en dårlig datter, der ikke tager dig ordentligt af din far,” sagde han igen og igen, og han skrev det i sms'er midt om natten. Hun forsøgte at få ham i afvænning flere gange, og det lykkedes i en kort periode, men han faldt i igen. Det var alt sammen hendes skyld. Skyld. Skyld. Skyld.
Henrik Appel Esbensen, leder af Tuba genkender det billede, Marie Louise Frederiksen beskriver fra mange af de unge, der kommer i Tubas rådgivning. Og netop derfor er det centralt at lære de unge, at det er ok at sige fra:
”Vi kan ikke give dem deres barndom tilbage, men vi kan hjælpe dem til at tale ud og give dem nogle strategier til at håndtere situationen og til at sige fra over for deres forældre,” siger han.
Selvom Marie Louise Frederiksen var voksen, forfulgte hendes far hende - når noget ikke gik som han ville, var det hendes skyld, sagde han.
Til sidst kunne hun ikke mere. Hun brød sammen. Fik en depression. Hun kom i kontakt med en psykoterapeut, som kunne hjælpe hende med den angst for at blive skadet af andre mennesker, der fik hende til at isolere sig fra verden. Terapeuten anbefalede Tuba, og hun kom i et rådgivningsforløb.
I dag er hun 30 år og har ikke set sin far i to år. Hun har skiftet navn, telefonnummer og har fået hemmelig adresse. Hun vil ikke risikere, at han står foran hendes dør og truer, han skal ikke fedte mere skyld af på hende.
Det går bedre. Hun flygtede ind i en uddannelse og brød igennem. Hun er jurist med fast arbejde, men nogle dage er stadig svære. Sorte og grå, hvor hun har brug for at lukke sig inde. Tillid er en svær størrelse, når man har været så bange, synes hun.