Alle føler sig snydt i valgkampen

Store dele af befolkningen synes, valgkampen rammer forbi dem selv. Det er naturligt, at kampagner er målrettet en meget lille gruppe, siger professor

I dag offentliggør Magisterbladet en analyse, som viser, at de emner, der fylder i valgkampen, overhovedet ikke flugter med, hvad de cirka 30.000 uddannede medlemmer af Dansk Magisterforening synes, valgkampen burde handle om. På billedet ses Helle Thorning-Schmidt (S), som stiller op til en selfie for en potentiel vælger.
I dag offentliggør Magisterbladet en analyse, som viser, at de emner, der fylder i valgkampen, overhovedet ikke flugter med, hvad de cirka 30.000 uddannede medlemmer af Dansk Magisterforening synes, valgkampen burde handle om. På billedet ses Helle Thorning-Schmidt (S), som stiller op til en selfie for en potentiel vælger. Foto: Thomas Lekfeldt.

Formelt handler valgkampen om, at 799 kandidater bejler til 4.142.903 vælgere om at få adgang til de 179 pladser i Folketinget. Men i praksis er det partiernes ledere og centrale rådgivere, der sætter dagsordenen for, hvad valgkampen skal handle om. Det er kun et lille udsnit af den brede vælgerskare, denne dagsorden er sat efter. Og uanset hvordan medierne forsøger at afspejle denne dagsorden, føler såvel vælgere som politikere, at deres egne synspunkter er underrepræsenterede.

I dag offentliggør Magisterbladet en analyse, som viser, at de emner, der fylder i valgkampen, overhovedet ikke flugter med, hvad de cirka 30.000 uddannede medlemmer af Dansk Magisterforening synes, valgkampen burde handle om. I denne gruppe fylder emner som ligestilling, kultur og klimaudfordringer meget, men de er stort set ikke-eksisterende i valgkampen. Til gengæld ser de veluddannede, vellønnede storbyakademikere ikke nogen central udfordring i antallet af flygtninge, restriktioner over for udlændinge eller i, hvor stort gabet er i kroner og øre mellem de laveste lønninger og kontanthjælp.

Ifølge en række samfundsforskere er magistrene blot én blandt mange befolkningsgrupper, som i en valgkampsammenhæng er mindre interessante for politikerne, fordi de for længst har besluttet, hvem de vil stemme på. Derfor, forklarer Johannes Andersen, lektor ved Aalborg Universitet, til Magisterbladet, er det ”Blå Bjarne” - den midaldrende arbejder, som er flytbar til det sidste, og som svinger mellem Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti - slaget står om:

”Han er alt det modsatte af en typisk magister: kortuddannet, bor uden for metropolerne, har mindre personlig indkomst og er skeptisk over for globalisering, indvandring og skattepenge til kultur.”

Det paradoksale er, at ”Blå Bjarne”, som også kan være en kvinde, kun skønnes at udgøre seks procent af vælgerne. Men eftersom partierne har begrænsede ressourcer, må de vælge at fokusere. Og det er samme lille gruppe, de tre store partier retter deres fokus mod.

Erik Albæk er professor i journalistik og statskundskab ved Syddansk Universitet og har undersøgt, hvordan såvel vælgere som politiske kandidater oplever den politiske dagsorden via medierne. Han slår fast, at magistrene ikke er alene om at kunne føle sig snydt.

”Der er en klar tendens til, at alle grupper synes, deres egne synspunkter er misrepræsenteret i de politiske udspil og i mediernes dækning. Og jo mere politisk og samfundsmæssigt interesseret man er, jo stærkere er denne oplevelse,” siger Erik Albæk, som peger på, at den gruppe i befolkningen, som synes, at mediernes fremstilling af den politiske dagsorden er mest partisk, er folketingsmedlemmer:

”Vi har foretaget en undersøgelse af, hvordan modtagerne oplever den politiske dækning hos Danmarks Radio og TV 2. Den viste, at folketingsmedlemmer fra rød blok synes, begge kanaler favoriserer blå blok, mens folketingsmedlemmer fra blå blok mener det stik modsatte.”

Erik Albæk gør opmærksom på, at ”de fjendtlige mediers effekt” er velbeskrevet i medieforskningen; Vi har alle en indbygget tilbøjelighed til at lægge mest mærke til det, vi er uenige i, og til at føle, at det synspunkt, vi sympatiserer med, bliver ekstra hårdhændet behandlet.

Igennem mange år begrundede den tidligere socialdemokratiske formand Svend Auken således ofte sit partis kvaler med, at det blev modarbejdet af en overvejende borgerlig presse. Og i nyere tid har borgerlige debattører som Ralf Pittelkow omvendt argumenteret for, at ”Journalistisk Venstreparti” er en stærk magtfaktor til fordel for rød blok. Det sidste synspunkt kan støtte sig til en stor nordisk journalist-undersøgelse, som i 2012 viste, at 80 procent af de menige danske journalister stemmer på rød blok.

”Men der findes ingen undersøgelser, som tyder på, at nogen af parterne har ret. Begge sider overser, at såvel redaktører som journalister indgår i en organisation, hvis normer og prioriteringer spiller en større rolle end deres personlige holdninger. Forestillingen om, at mediedækningen er rød, fordi journalisterne er røde, kunne måske være sand, hvis de ikke havde overordnede. Men de fleste steder er det sådan, at hvis en chef griber en politisk journalist i at skrive åbenlyst politisk farvede artikler, så kan han fremover få lov at lave navnestoffet på Nørre Snede-redaktionen,” erklærer Erik Albæk.

Han afviser samtidig, at medierne skulle have nogen særlig stor andel i, hvilke emner der sættes på den politiske dagsorden i en valgkamp. Det er helt entydigt de centrale politikere, rådgivere og pressestrategier i de store partier, som orkestrerer, hvad valgkampen skal handle om, og hvilke vælgergrupper der skal bejles til:

”Hvis I journalister vidste, hvor professionelle partierne arbejder med det, ville I blive chokerede. De ved helt ned på den enkelte boligblok, hvad folk stemmer, og hvor der er mulighed for at flytte nogen.”

At de kortuddannede føler, de højtuddannede får for meget fokus og omvendt, er ikke overraskende. Og at de røde føler, de blå får for positiv presse og omvendt, er endnu mindre overraskende, mener Frederik Stjernfelt, professor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Han har sammen med digteren Søren Ulrik Thomsen skrevet bogen ”Kritik af den negative opbyggelighed”, som påpeger, hvordan samtlige aktører i den nutidige offentlige debat ser sig selv som den svage, underprioriterede part, der samtidig har friheden til at stå uden for det hele:

”Jeg er ikke så overrasket over, at magistre som jeg selv ikke er den gruppe, politikerne henvender sig mest til, for så mange er vi heller ikke. Måske er det den kendsgerning, at vi til hverdag er stærkt overrepræsenterede i debatten, der giver denne offeragtige ærgrelse over ikke at blive bemærket.”

Frederik Stjernfeldt tilføjer, at partierne ikke alene sætter dagsordener efter, hvad der appellerer til de mest påvirkelige vælgere. Emnerne skal også helst være eksplosive, og desuden skal der være noget at være uenige om.

”Vi magistre synes, universitetspolitik er et meget vigtigt emne, men det er stort set upolitiseret, fordi den politik, som hersker, er fastlagt i fællesskab af Venstre og Socialdemokraterne. Det kan vi så være sure over, men det er åbenlyst, at emner som flygtninge og indvandrere er mere egnede til at flytte midtervælgere med, ligesom hele Fattig-Carina-debatten har vist, hvor eksplosivt et emne kontanthjælp kan være,” siger han.

Men netop fordi stort set alle gør sig til offer for manglende opmærksomhed og dårlig presse, er der ifølge Frederik Stjernfelt et behov for, at befolkningen og medierne udvider den tillærte skepsis, vi har over for magthavere, til også at omfatte alle dem, der iscenesætter sig som den svage part:

”Borgere og journalister er vant til at nære en vis mistro til politikere og magthavere. Vi er vant til at overveje, om det forholder sig, som de siger, eller om der er en anden dagsorden. I de seneste år har der verden over bredt sig en krænkelseskultur, hvor bestemte grupperinger kan opnå stor indflydelse ved at erklære sig krænkede på grund af deres tro, deres køn, deres etnicitet, deres syn på abort, deres holdning til Israel og Palæstina eller noget andet. Men vi skal huske, at vi sjældent har andet end deres eget ord for, at de faktisk er blevet krænket.”