Individet eller gruppen? Det stadig oftere stillede spørgsmål om hvorvidt det enkelte menneske og dets rettigheder skal have fortrinsret i forhold til gruppen har haft konsekvenser for de religiøse mindretal overalt i verden. Også i Danmark. Det siger Michael Bøss, samfunds-og demokratiforsker og lektor ved institut for æstetik og kommunikation ved Aarhus Universitet.
Han nævner selv debatten om omskæring af jødiske drengebørn som et eksempel på, hvordan hensyn til individets ret i dag bliver brugt af visse politikere og debattører på en måde, så den jødiske minoritet føler sin religionsfrihed og kulturelle identitet krænket.
”Her er der tale om en form for rettighedstænkning, som vi ikke har kendt tidligere, og som kan få store konsekvenser for det jødiske samfund i Danmark. Jeg skønner, at indførelsen af et forbud ville betyde, at det religiøse jødiske mindretal vil forlade landet,” siger Michael Bøss.
Hensynet til individets rettigheder kolliderer i dette tilfælde med en anden ret, nemlig religionsfriheden, påpeger Michael Bøss.
”Da de ikke umiddelbart lader sig forene, er det op til politikerne at bestemme, hvilken ret der skal prioriteres højere end den anden. Mange af de rettigheder, der hævdes i dag, er nye rettigheder, der vægter hensyn til individer højere end fællesskaber. Man kan se dem som udtryk for en ny rettighedskultur, som gennem de sidste 20 år har bredt sig fra USA til Europa. I USA har det ført til, at spørgsmål, som tidligere blev afgjort politisk, i dag bliver afgjort af domstolene. Så vidt er det dog ikke kommet endnu herhjemme,” siger Michael Bøss.
Han advarer mod denne tendens:
”Jeg mener, at rettighedskulturen er udtryk for den individualisering, som præger nutiden samt et opgør med de traditionelle, kulturelle fællesskaber. I det konkrete tilfælde om omskæring bliver rettighedsbegrebet brugt på en måde, som i værste fald kan tolkes som antisemitisme og i bedste fald som udtryk for manglende respekt for minoriteters ret til at praktisere deres religion og kultur. Lidt på samme måde, som når nogle ønsker at forbyde muslimske kvinder at bære tørklæde i lighedens navn. Radikale sekularister, som der ofte er tale om, har ikke meget respekt eller forståelse for, at det kan være nødvendigt at vise religiøse eller kulturelle grupper særlige hensyn,” siger Mikael Bøss, der minder om, at et demokrati altid skal måles på den måde, flertallet behandler samfundets mindretal.
Også Peter Lodberg, lektor med speciale i religion og politik på institut for kultur og samfund ved Aarhus Universitet, ser en tendens, hvor individets rettigheder prioriteres højere end religiøse traditioner.
”Indtil videre er det ikke de religiøse særrettigheder, men de sekulære, der står til at vinde kampen om rettighederne. Det skyldes, at de sekulære kan argumentere med hensyn til menneskerettighederne og deres universalitet. I en tid, hvor religiøse mindretal bliver set som nogle, der udløser konflikter, får de stadig sværere ved at argumentere for deres historisk privilegerede situation,” siger Peter Lodberg.
Rettighedstænkningen slog an efter Anden Verdenskrig og klapjagten på jøder, homoseksuelle og handicappede. Mange stater var bange for, at flertallet igen ville udøve overgreb på befolkningsgrupper, der havde brug for entydig beskyttelse, forklarer Peter Lodberg. Men i dag er de vestlige samfund blevet mere og mere fragmenterede, og der er opstået flere mindretal.
”Alle har ret til en rettighed. Det lammer det politiske system, og rettighedstænkningen er i gang med at låse det demokratiske samfund, fordi tænkningen bremser beslutningsprocesserne,” siger Peter Lodberg og bruger forbuddet mod rituel slagtning som eksempel.
”Jødernes rettigheder har været hævdvundne, men de skal nu slås med andres gruppers rettigheder, der mener, at deres menneskerettigheder skal respekteres. Det bliver en kamp om særrettigheder, og om hvem der har et politisk flertal. De religiøse mindretal har ikke særrettighederne for sig selv længere, men er udsat for konkurrence på rettighedernes marked,” siger Peter Lodberg.
Årsagen til myndighedernes og politikernes, særligt de unges, afstandtagen til religiøse mindretal kan både forklares med synet på religion som et konfliktelement, men også med et politisk ønske om at begrænse den religiøse praksis i det hele taget. Det siger Brian Arly Jacobsen, lektor på institut for tværkulturelle og regionale studier. ”I nogle dele af det politiske landskab ser man religion som en hæmsko for integration. Der tænker man, at hvis man kan begrænse religion i det offentlige rum, så vil færre praktisere religion i det private rum. Det går så ud over jøderne eksempelvis. Selvom de ikke har udgjort noget problem i forhold til integration, så bliver deres befolkningsgruppe også opfattet som et problem, fordi de eksempelvis praktiserer omskæring,” siger Brian Arly Jacobsen.
Han forudser, at retten til omskæring bliver forbudt, ligesom det siden 2008 ikke har været tilladt for dommere at bære religiøse symboler i danske retssale.
”Praksis med omskæring er et område, hvor man politisk vurderer, at det vil være en måde at løse integrationsproblemet på, hvis retten forbydes. På andre områder ser vi, at man går langt for at sikre sig, at alle religiøse grupper skal kunne udøve deres religion på lige vilkår, som når der laves multireligiøse rum på nye supersygehuse,” siger Brian Arly Jacobsen.
Der er også områder, hvor myndighederne har forsøgt at imødekomme de religiøse mindretal, siger Tim Jensen, lektor i religionshistorie ved Syddansk Universitet. Han peger blandt andet på oprettelsen af Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund under Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold for mange år siden, der har til opgave at sikre, at alle, der søger om godkendelse som trossamfund eller menighed i Danmark, bliver vurderet ud fra samme og gennemskuelige kriterier.
Desuden oplever Tim Jensen, at medierne er blevet bedre til at finde plads til religiøse stemmer.
”Jeg oplever ikke, at lydhørheden i det offentlige rum er blevet mindre, omend der måske er en overvægt af stemmer fra folkekirken,” siger Tim Jensen.
Men, påpeger Tim Jensen, sekulariseringens indvirkning på de religiøse mindretals råderum må alligevel ikke underkendes.
”Der sker en oprustning på nogle områder, der kan betyde noget for religioner også. Indføring af eksempelvis diverse standarder og rettighedsregimer i forhold til blandt andet hygiejne, børns rettigheder og ligestilling betyder måske i nogle tilfælde meget for religiøse mindretal og deres mulighed for at praktisere deres religion. Man kan komme i en paradoksal situation, hvor der er mere lydhørhed, men hvor religioner samtidig skal indordne sig i det stadig mere djøficerede og bureaukratiserede samfund, som også er et rettighedssamfund,” konkluderer religionshistorikeren.