Alle ønsker fællesskabet, men ikke det samme fællesskab

I valgkampen går de store partier helhjertet ind for nationens og velfærdsstatens fællesskabsværdier. Ifølge forskere ligner partierne hinanden til forveksling på dette punkt, men i tilspidsede situationer viser forskellene sig alligevel

Begge valgets hovedpersoner, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, ønsker at signalere fællesskab i deres valgkamp. Klik på pilene i billedet for at se et billede mere.
Begge valgets hovedpersoner, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, ønsker at signalere fællesskab i deres valgkamp. Klik på pilene i billedet for at se et billede mere. Foto: Scanpix.

Når flyselskabet Ryanair kommer ud med et årsresultat på 6,5 milliarder kroner, men alligevel ikke har tænkt sig at give de ansatte løn under barsel, overenskomst eller en løn, man reelt kan leve af, føler Peter Hummelgaard Thomsen sig krænket på det danske fællesskabs vegne.

”For mig at se er det et brud på fællesskabets normer, fordi deres velstand ikke kommer alle til gavn, og fordi de ikke reinvesterer i fremtidige generationer. Vores grundlæggende velfærdsmodel og arbejdsmarkedsmodel bygger på stærke fællesskaber, som er en idé om, at når produktiviteten stiger i et samfund, så får alle gavn af velstandsstigningen. Det gør vi ved, at vi betaler en relativt stor del af vores løn i skat, som jo er en investering i fællesskabet og fællesskabets institutioner: skoler, ældrepleje og sygehuse.”

Peter Hummelgaard Thomsen er tidligere formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, og Ryanair er for ham symbol på den værdikamp, han vil kæmpe, hvis det lykkes for ham at blive valgt ind i Folketinget ved valget den 18. juni. Han betegner fællesskabet, der for ham ikke mindst handler om økonomi, muligheder og lighed, som omdrejningspunktet for mange af sine idépolitiske tanker.

Men han er også opmærksom på, at hovedmodstanderen Venstre bruger ordet fællesskab omtrent lige så flittigt i den valgkamp, som netop er skudt i gang, som hans eget parti, Socialdemokraterne. Men partierne mener ikke det samme, slår han fast:

”Det er i prioriteringerne, at forskellen ligger. Vi kan alle sammen tale om, at vi skal understøtte fællesskabet, men hvis man fører en politik, der fører til mere ulighed og gradvist svækker fællesskabets institutioner, så er det jo bare tomme ord,” siger Peter Hummelgaard, som mener, at opbakningen til velfærdsstatens institutioner er en mere central del af hans eget partis dna end af Venstres.

Mens Peter Hummelgaard Thomsen er ansat i et fællesskab så ærkesocialdemokratisk som en fagforening, Fagligt Fælles Forbund, 3F, så er Carl Holst, formand for Region Syddanmark og folketingskandidat for Venstre, vokset op i et så ærkeliberalt fællesskab som en grundtvigsk folkehøjskole, Rødding Højskole i Sønderjylland. Og lige så enig, han er med sin modpart om, at fællesskaberne er vigtige at bevare i Danmark, lige så enig er han i, at partierne er uenige om, hvilke fællesskaber der er tale om:

”Det fællesskab, det danske samfund hviler på - andelsbevægelsen, højskolebevægelsen og foreningslivet - er ikke et fællesskab, der er skabt af velfærdssamfundet. Lighedsfællesskabet er det, der bliver skabt af statsmagten. Vi er af den opfattelse, at statsmagtsskabt fællesskab måske skaber lighed, men at det sker på bekostning af frihed. Et fællesskab skabt af civilsamfundet er derimod et fællesskab, der skaber størst mulig frihed.”

For Carl Holst kan forskellen på det røde og det blå fællesskab formuleres ganske enkelt:

”Forskellen er, at Helle Thorning-Schmidt siger fællesskab og lighed, mens Lars Løkke Rasmussen siger fællesskab og frihed. I Venstre ser vi fællesskabet som retten til at være forskellige, så længe vi er fælles om at være en del af samfundets fællesskab: være på arbejdsmarkedet, bidrage til foreningslivet og så videre.”

Ifølge Klaus Petersen, professor og leder af center for velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet, er det imidlertid mest ved særlige lejligheder, herunder folketingsvalg, at de ideologiske forskelle på Socialdemokraterne og Venstre overhovedet kommer til syne.

”Begge partier er i dag løsrevet fra deres historiske tradition og agerer temmelig frit i forhold hertil. Partiernes oprindelige fællesskabsværdier kommer mest frem, hvis de i enkelte situationer får problemer med deres eget bagland, og når de bliver brugt i dæmoniseringen af modparten,” siger Klaus Petersen.

Han nævner som eksempel på det første, at Socialdemokraterne får større intern kritik end Venstre, når dagpengeretten begrænses, men ikke i et omfang, så partiet holder sig tilbage. Og eksempler på det sidste kan man se, når socialdemokrater forsøger at italesætte Venstre-folk som nogle, der vil afvikle offentlige sygehuse og folkeskolen til fordel for private hospitaler og skoler, eller hvis Venstre skyder Socialdemokraterne i skoene, at de ikke mener, det skal kunne betale sig at arbejde.

”Retorisk er der nogle forskelle i fællesskabssynet, men i den førte politik er denne ret begrænset,” lyder hans analyse.

Casper Sylvest er lektor ved Syddansk Universitet og forsker i liberalisme. Han mener ikke, at de to partier, som bejler til statsministerposten, er så værdimæssigt ens, som det måske har forekommet i de seneste fire år, hvor de røde har fået ry for at føre blå politik, eller i årene forinden, da Venstre fik ry for nogenlunde det samme med omvendt fortegn.

”Når den røde regering er blevet beskyldt for at føre blå politik, handler det mere om styringslogik end om ideologi. Regeringen har været underlagt nogle stramme økonomiske rammer, men det ændrer ikke på, at Socialdemokraterne naturligt tænker fællesskab først og derefter frihed, mens det forholder sig omvendt for Venstre, hvor kun de ikke-statslige fællesskaber er en hjertesag,” forklarer han og tilføjer:

”Begge partier vægter betydningen af, at alle skal have lige muligheder. Men der består en kontrast i, hvordan disse lige muligheder skal prioriteres i forhold til den enkeltes frihed.”

Foto: Scanpix