Klassiske nyhedsmedier er under forandring

2016 har været et politisk revolutionsår, og hvis klassiske nyhedsmedier vil overleve revolutionen, må de forandre sig, lyder budskabet fra verdens skarpeste iagttagere af mediernes udvikling

En amerikansk undersøgelse viser ifølge Amy Selwyn, skribent ved netmediet Huffington Post, at andelen af borgere, der føler, de kan stole på nyhedsmedierne, er faldet fra 72 procent i 1972 til 32 procent i 2016.
En amerikansk undersøgelse viser ifølge Amy Selwyn, skribent ved netmediet Huffington Post, at andelen af borgere, der føler, de kan stole på nyhedsmedierne, er faldet fra 72 procent i 1972 til 32 procent i 2016. . Foto: Polfoto.

Set med de klassiske nyhedsmediers egne øjne er verden totalt af lave. Op mod halvdelen af verdens befolkninger henholdsvis har forladt tv-, radio- og avisnyheder til fordel for, hvad de kan finde af information via sociale medier. I alle lande pumpes strømme af ensidige, forvrængede eller ligefrem falske nyheder ud til modtagere, der ikke er i stand til at skelne dem fra klassisk journalistik. Og i 2016 slog denne nye informationstilstand politisk igennem med Brexit-afstemningen i Storbritannien og valget af Donald Trump til præsident i USA. Det kom som et chok, for nyhedsmedier og analyseinstitutter evnede ikke at afkode, hvad der var på vej. De fejlede fatalt, og hvis de traditionelle medier overhovedet skal have en fremtid, er de nu nødt til at ændre sig markant.

Sådan lyder budskabet fra både centrale folk fra store internationale mediekoncerner og nogle af verdens skarpeste mediekritikere på verdens største nyhedskonference, News XChange 2016, som holdes i DR Byen i København i disse dage med Danmarks Radio og den europæiske tv- og radiosammenslutning EBU som vært.

”Medierne er nødt til at trykke på genstart-knappen og tage mere ansvar. Jeg ønsker ikke, at de traditionelle medier forsvinder, men I er nødt til at komme ud af jeres storby-komfortzone,” erklærede førstedagens hovedtaler, Nigel Farage, tidligere formand for det britiske protestparti Ukip og manden, der stod i spidsen for det britiske nej til EU.

Farages budskab til medierne er, at de skal lytte mere til folket og mindre til sig selv. I spørgsmål om EU, radikal islam, flygtningesituationen og klimaforandringer er der ifølge den britiske politiker kun en forståelse af verden, der anses for legitim af medierne, men denne forståelse deles ikke af de almindelige mennesker, man kan møde henne på pubben, og som i modsætning til journalister ikke alle kommer fra den bedre middelklasse og har fine uddannelser i bagagen.

”Journalister tror, de er objektive og repræsentative. Det er de ikke. De er forudindtagede,” lyder vurderingen fra Nigel Farage, som betegner 2016 som ”den politiske revolutions år” og tydeligt lader skinne igennem, at de eksisterende medier kun overlever revolutionen, hvis de tilpasser sig den nye verdensorden af følelser og folkestemninger kanaliseret ud via sociale medier. Men derfor er der ikke grund til at hænge med hovedet:

”Her er jo en stemning som til en begravelse. Op med humøret!”, lød fanfaren fra Farage.

Med en flammende pejs på storskærm som bagtæppe og en blød, lysegrå sofagruppe på selve scenen havde DR med nyhedsdirektør Ulrik Haagerups ord gjort sit bedste for at tilføre konferencen det særlige uoversættelige danske begreb hygge, som handler om at gøre sig det lidt rart, selvom vejret udenfor er urimeligt dårligt. Men der skulle mere end virtuel kaminild og bløde møbler til at løfte den ganske rigtigt begravelsesagtige stemning af dag ét efter verdens undergang.

En amerikansk undersøgelse viser ifølge Amy Selwyn, skribent ved netmediet Huffington Post, at andelen af borgere, der føler, de kan stole på nyhedsmedierne, er faldet fra 72 procent i 1972 til 32 procent i 2016. En anden undersøgelse viser, at 82 procent af amerikanske high school-studerende ikke kan skelne mellem sponsoreret stof og uafhængige nyheder, og for universitetsstuderende er andelen kun lidt lavere.

Men at folk som Farage og Trump kan få vind i sejlene skal ikke ses som udtryk for, at medierne har været for elitære, men måske snarere, at tv og andre nyhedsmedier har været for tilbøjelige til at udvælge de mest ekstreme erklæringer og ikke har magtet at tegne de forbindende linjer mellem disse punkter, mener Elmar Thevessen, leder af aktualitetsredaktionen på den tyske tv-station ZDF, som erklærer, at ”nutidens politikere er en karikatur af dem, vi havde engang. De lover noget, de ikke kan holde”.

EBU’s mediedirektør, schweizeren Jean Philip De Tender, mener heller ikke, at Farage og Trump kan anvise vejen frem, selvom også han vurderer, at nyhedsmedierne er nødt til at trykke på den genstart-knap, Farage taler om:

”Der er en stor forskel på at være god til at kunne læse signaler fra folket og at kunne være løsningen på de udfordringer, befolkningen står overfor. Det er, hvad populisme handler om. Mediernes udfordring er i et samfund, som ser ud til at have lagt fakta og tillid bag sig, at genskabe tilliden.”

Yusuf Omar er såkaldt mobil redaktør ved det indiske nyhedsmedie The Hindustan Times. Han mener, at nyhedsjournalistikkens fremtid ligger i ”selfie-journalistikken”. I stedet for at se sociale medier og andre internetfora som kilder til forfladigelse og misinformation bør nyhedsmcdierne anerkende, at millioner af amatører, der via deres mobiltelefon eller computer blander sig i nyhedsstrømmen med ord eller billeder, sørger for, at vi får flere vinkler, mere perspektiv, bredde og nærhed til almindelige borgere end nogensinde før. De eneste professionelle, selfie-journalistikken har brug for, er nogle ”kuratorer”, som kan sortere lidt i det hele.

Men som Nick Robinson, politisk redaktør ved den nationale britiske tv-station BBC, der sammen med DR’s Tine Götzsche skulle styre debatten, bemærkede til både Farage og Omar: Det kan godt være, at der skal ansættes nogle folk på nyhedsmedierne, som bedre kan afkode og sortere, hvad der rører sig i folkedybet, hvad der kommunikeres på sociale medier, og hvad amatørjournalister rapporterer om via deres mobiltelefoner, men:

”At kuratere selfies er ikke journalistik. Journalistik er at finde ud af noget, at gå i dybden og finde ud af, hvor sandheden ligger”.

Og såvel den britiske populist som den indiske selfiejournalist anerkendte dette og kunne ikke udpege nogen instans, som bedre kan varetage sandhedssøgningen end de traditionelle nyhedsmedier. Så måske har journalistikken brug for at finde en genstart-knap, men der er trods alt ikke brug for at vælge funktionen ”slet alt”.