Analyse: Derfor har De Radikale taget listeskoene på

Det er svært for De Radikale at mene noget radikalt, fordi det kan spænde ben for partiet selv i et politisk vanskeligt efterår

Radikale Venstre træder ind i den nye politiske sæson iført listesko. Hvad enten emnet er økonomi, klima, erhvervsuddannelser eller halalkød holder man lav profil.
Radikale Venstre træder ind i den nye politiske sæson iført listesko. Hvad enten emnet er økonomi, klima, erhvervsuddannelser eller halalkød holder man lav profil. . Foto: Keld Navntoft.

Radikale Venstre træder ind i den nye politiske sæson iført listesko. Hvad enten emnet er økonomi, klima, erhvervsuddannelser eller halalkød holder man lav profil. Det blev markeret tydeligt, da folketingsgruppen i går samledes til det årlige sommergruppemøde i Nyborg for at forberede den kommende politiske sæson.

Vi har ikke nogen planer om at lave en stram finanslov, og vi har heller ikke nogen planer om at lave en løs finanslov, lød det for eksempel fra partileder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

Hun gentog statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) budskab om, at der er et forsigtigt opsving på vej, og at der er grund til forsigtig optimisme, men lagde tryk på ordet forsigtig.

Både De Radikale og regeringen som helhed befinder sig i en meget svær balancegang dette efterår. Fra økonomerne kommer meget forskellige bud på, om staten skal bruge flere penge eller fortsat holde igen, og en forkert bevægelse nu kan få økonomien til at brase sammen og dermed underminere partiernes forhåbninger om at genvinde magten ved næste folketingsvalg.

På den anden side er der mindre end 100 dage til kommunal- og regionsvalget, og mange kandidater fra regeringspartierne vil gerne kunne gå ud med det glade budskab om, at vi går lysere tider i møde.

Derudover handler det for regeringen om at undgå, at efterårets finanslovsforhandlinger ender med en alt for stor gavebod til Enhedslisten.

LÆS OGSÅ: Vestager giver ikke garanti for afstemning om forbehold

Tilsvarende ligger der en stor udfordring i at få den klimaplan igennem, som klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) præsenterede forleden, men hvor regeringen endnu ikke har konkretiseret hvilke af 78 mulige klimaforbedringer, den vil arbejde for. I går tog han dog tre konkrete forslag frem og gjorde til radikale forslag.

De går ud på at sikre et mere klimarigtigt byggeri, både i offentlige og private bygninger. Kendetegnende er det dog, at forslagene kun vil bidrage minimalt til at nå målet om at reducere CO2-udledningen med 40 procent frem til 2020. De forslag, der virkelig batter, for eksempel indgreb over for landbruget eller transportsektoren, undlader De Radikale at tage op nu.

Der er dog ingen tvivl om, at begge områder kommer på dagsordenen. Men især i forhold til transport, hvor man for eksempel kan omlægge registreringsafgiften på biler, er det et emne, man ikke kan drøfte politisk. Alene debatten ville nemlig lægge salget af biler dødt i månedsvis. Et sådant indgreb kommer typisk som en tyv om natten.

Endelig er der den forkætrede halaldebat. På det radikale sommergruppemøde har der været stor ærgrelse over, at statsministeren har åbnet sin frikadellekrig, efter at man ellers endelig er kommet fri af ti års debat om den slags emner.

Tidligere var det ganske vist en klar vinderdebat for De Radikale, fordi partiet kunne stå som den klareste opposition til Dansk Folkeparti og høste stemmer på det. Det er blevet sværere i dag, hvor alt for klare budskabet hurtigt kan blive udlagt som strid i regeringen. Så der bliver holdt lav profil, og Margrethe Vestager nøjedes i går med at glæde sig over, at vi kan have debatten, og at det i øvrigt bør være op til hver enkelt daginstitutions bestyrelse selv at afgøre, hvad der skal sættes på middagsbordet.