Anbragte børn trives lige godt hos fremmede plejere som hos egen slægt

I kampen for at bevare magten, som han ellers mistede ved sidste års valg, har Elfenbenskystens præsident ...

Social- og integrationsminister Karen Angelo Hækkerup, medlem af Folketinget (MF) - Socialdemokraterene (S). Foto: Carsten Lundager Denmark / Scanpix

Anbringelser af børn må afbrydes lige så ofte hos en plejefamilie, som barnet er i slægt med, som hvis barnet er anbragt hos en fremmed plejefamilie. Men slægtsanbringelser er fortsat en god løsning, mener socialministeren

Når et barn anbringes uden for hjemmet, fungerer anbringelsen ikke bedre af, at barnet placeres hos moster, mormor eller en anden slægtning. Faktisk giver fremmede pleje-familier lige så vellykkede anbringelser.

Det viser nye tal fra bogen Når man anbringer et barn II, som Rockwool Fondens Forskningsenhed præsenterede i går.

Forskerne bag bogen har undersøgt, hvor ofte en anbringelse afbrydes før tid, og her skiller slægtspleje sig ikke ud. Ved både slægtspleje og fremmed familiepleje afbrydes anbringelsen i få procents tilfælde, mens anbringelser på institution eller opholdssted en smule oftere afbrydes i utide.

Slægter, der er egnede til at håndtere en anbringelse, kan reducere sammenbruds-risikoen og kan skabe stabilitet i barnets liv. Men hvis den oplagte person at anbringe barnet hos eksempelvis er mormoderen, kan der være en risiko. For mormoderen har opdraget moderen, som nu ikke kan tage sig af sit eget barn, og i de tilfælde kan en anbringelse bryde sammen før tid og igen skabe ustabilitet, siger seniorforsker Signe Hald Andersen, som sammen med kollega Peter Fallesen står bag bogens undersøgelser.

LÆS OGSÅ:
Socialminister vil stoppe al brug af magt på opholdssteder

Forskerne har undersøgt flere end 11.000 anbringelser i perioden 2006-2010, og samtlige år tegner sig et ensartet billede af afbrudte anbringelser hos slægt, fremmed pleje og institutioner. I alt er knap 13.000 børn under 18 år anbragt uden for hjemmet.

Overordnet set benyttes slægtsanbringelser kun i seks-syv procent af alle årlige anbringelser og benyttes primært ved yngre børn. I Anbringelsesreformen fra 2006 lød det, at brugen af slægtspleje skulle udbygges og udnyttes bedre, og forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, har også tidligere vist, at slægtsanbringelser på nogle områder fungerer bedre end anden familiepleje. Men slægtsanbringelser har både fordele og ulemper, præciserer SFI-forsker Lajla Knudsen.

For et anbragt barn er det ikke så fremmed at sige, at man bor hos moster eller mormor, det er ikke så farligt at have nogen med hjem, og barnet kan i højere grad bevare kontakten til både forældre og den bredere familie. Men faldgruben kan være, at barnet har et behandlingsbehov, som eksempelvis bedsteforældrene ikke har redskaber til at håndtere. Og det kan være et problem, at bedsteforældrene ikke altid er i stand til at beskytte barnet mod de forældre, det er fjernet fra.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) ser dog alligevel primært positivt på slægtsanbringelser.

Uanset at risikoen for sammenbrud i anbringelser tilsyneladende ikke mindskes ved netværks- eller slægtsanbringelse, skal man huske på, at anbringelsen i netværket kan give barnet eller den unge en evne til tilknytning, som kan være gavnlig på sigt. Det vigtigste er, at kommunen sikrer, at det altid er hensynet til barnets bedste, der er i centrum ved valg af anbringelsessted, skriver ministeren i en mail.

Selvom slægtspleje de seneste år har været fremstillet ganske positivt særligt fra politisk side, har kommunernes sagsbehandlere været dygtige til ikke blåøjet at benytte den anbringelsesform. Det mener Marianne Folden, faglig leder i organisationen FABU, som støtter kommuner i at finde og uddanne plejefamilier.

Mange kommuner er blevet klogere på det, de kalder netværksafsøgning, hvor man afsøger hele barnets netværk for ressourcer. For eksempel om nogen i netværket kan hjælpe med lektier, weekendaflastning eller voksenven-ordning. Og hvis barnet anbringes i en plejefamilie, inddrages netværket i anbringelsen, og det skal sagsbehandlerne have stor ros for.

En plejefamilie modtager mellem 46.000 og 456.000 kroner om året for et anbragt barn afhængig af en række forhold, og slægtsplejefamilier modtager oftest et forholdsvis lavt beløb sammenlignet med fremmede plejefamilier.