Den 26-årige Rooyeen Atefi sidder på sin seng i telt nummer A3 i asylcentret i Næstved. Der blæser en hård vind udenfor, og teltdugen blafrer. Den unge afghaner kom til Danmark i begyndelsen af januar og har boet i teltlejren i snart seks uger. De 50 telte har plads til 400 mandlige asylsøgere, og i øjeblikket er 78 mænd indkvarteret i teltene.
Det opvarmede, gule telt rummer otte boksmadrasser med ens lyseblå sengebetræk. Mellem hver seng står en cirka halvanden meter høj krydsfinerplade, og for enden af teltet er der placeret otte høje metalskabe. Et skab til hver beboer. Et lysstofrør sender et kraftigt lys gennem teltet. I en af sengene ligger en ung mand og sover, selvom klokken nærmer sig 12 middag.
Rooyeen Atefi har en bachelorgrad i statskundskab fra et indisk universitet og har arbejdet for amerikanerne i Afghanistan og senere på et afghansk regeringskontor. Han flygtede fra Afghanistan i december sidste år, fordi han personligt var blevet truet af Taleban.
Hans plan var at nå Danmark, fordi hans bror bor i Odense, og fordi han altid har hørt godt om de skandinaviske velfærdssamfund og de ukorrupte danske politikere og politifolk. Nu bor han i teltet i Næstved, indtil det bliver afgjort, om han kan få asyl.
Hverdagen er monoton. Han står op, spiser morgenmad i cafeteriateltet og deltager i den obligatoriske rengøring af toiletter og fællesområder. To dage om ugen tager han bussen til den skole, der underviser asylsøgere i dansk og samfundsfag 10 timer om ugen.
”Det er bedre at bo her end i Afghanistan, for her er jeg i sikkerhed. Men forholdene i teltene er ikke gode. Vi kan høre alt, hvad der foregår om natten. For eksempel når to personer snakker, eller én spiller på sin mobiltelefon. Der er intet privatliv, og når en beboer er syg og hoster, bliver hele teltet vækket. Jeg er ikke utaknemlig, for danske politikere gør meget for os. Men det er svært at bo i telt i lang tid, fordi vi ikke får sovet ordentligt,” lyder det fra den unge afghaner, der er muslim og betegner sig selv som ikke særlig religiøs.
Rooyeen Atefi er godt klar over, at de mange asylsøgere diskuteres kritisk i Danmark. Men personligt føler han sig velkommen. Personalet på asylcentret behandler ham godt, og han får så mange venlige hilsner, når han går tur i Næstved. Da Rooyeen Atefi bliver spurgt, om det overhovedet er muligt for Danmark at modtage 21.000 flygtninge om året plus de familiemedlemmer, der kommer senere, uden at påføre det danske samfund store integrationsproblemer, svarer han:
”Vi vil indrette os efter det danske samfunds regler, og vi kan bidrage til Danmarks økonomi, hvis vi lærer sproget. Jeg er villig til at tage et hvilket som helst job. Jeg har en bacheloruddannelse og vil gerne tage en kandidatgrad. Men jeg er en fleksibel person og kan påtage mig en hvilken som helst type job. Som stor dreng var jeg ansat på et bilværksted og lappede punkterede bildæk. Vi er tørstige efter at komme i arbejde. Det er kedeligt at sidde i teltet.”
Den afghanske asylsøger har også hørt om den danske debat om den såkaldte smykkelov, som betyder, at politiet har ret til at konfiskere asylsøgeres kontante beløb over 10.000 kroner og smykker, der ikke har affektionsværdi, for at dække udgifter til opholdet i Danmark. Han mener ikke, at loven vil afskrække flygtninge fra at søge til Danmark.
”Selv har jeg lånt penge for at få en smugler til at skaffe mig til Europa, så jeg har ingen penge. Det er mit indtryk, at de færreste er rige. Men hvis asylsøgere medbringer smykker, så synes jeg ikke, det er fair at konfiskere dem. De fleste efterlader deres ejendele, når de skal sejle over Middelhavet i gummibåd. Hvis de beholder deres smykker, må det være fordi, de har en personlig betydning for dem,” lyder det fra Rooyeen Atefi.
Han finder det i orden, at velhavende flygtninge betaler for deres ophold i Danmark.
Rooyeen Atefi tror heller ikke, at smykkeloven vil skræmme flygtninge fra at tage til Danmark. Tværtimod vil loven få de rige til at efterlade værdierne hos slægtninge.
Rooyeen Atefi har hørt om debatten efter nytårsaften i Köln, hvor tyske kvinder blev forulempet af en stor gruppe udlændinge - de fleste fra Nordafrika.
Han mener ikke, at begivenhederne i Tyskland på nogen måde er et generelt udtryk for mellemøstlige asylsøgeres måde at behandle kvinder. Og han afviser, at overgrebene hænger sammen med et bestemt syn på kvinder blandt muslimer.
”Politiet i Tyskland må fængsle de ansvarlige og straffe dem. Der er dårlige og gode mennesker alle steder, og de dårlige må straffes,” siger Rooyeen Atefi og fortsætter:
”De flygtninge fra Mellemøsten, som får asyl i Danmark, må indrette sig på, at reglerne og kulturen i Danmark er meget anderledes end i Afghanistan og Syrien. I Afghanistan er der dødsstraf for voldtægt, men problemet er, at retssystemet er korrupt, og at loven ikke altid bliver overholdt,” mener Rooyeen Atefi.
Forleden besøgte han selv et diskotek for første gang i sit liv. Det var en god oplevelse, og han talte med flere danske piger.
Klokken 12 står asylsøgere i en lang række i lejrens cafeteriatelt. Dagens menu er laks, ris, salat og frugt.
Ved et af bordene sidder den 35-årige Ahmad, der ikke vil have fulde navn og billede i avisen. Han arbejdede som bodybuilder instruktør i Latakia i Syrien, inden han flygtede før jul. Ahmad har efterladt en kone og to små børn i Syrien. Han har også hørt om den kritiske danske udlændingedebat.
”Jeg forstår godt, at ikke alle udlændingene kan komme til Danmark. Men hvad skal vi gøre? Vores land er i krig,” spørger Ahmad.
Han har også hørt om debatten efter nytårsaften i Köln og frygten for, at muslimske indvandrere vil ændre den frie europæiske kultur.
”Vi må indrette os efter normerne her. Selv er jeg muslim, men er gift med en kristen,” fortæller Ahmad.
I øjeblikket er det de danske stramninger i familiesammenføringsreglerne, der bekymrer Ahmad. Hvis han opnår en såkaldt beskyttelsesstatus, skal han vente tre år på familiesammenføring. Det synes han er meget lang tid.
I en af lejrens barakker er der indrettet et nyt computerrum. Her sidder den 18-årige Sheren Khan fra Kabul sammen med sin 21-årige ven Aurangzeb Khan fra Jalalabad i det sydlige Afghanistan. Sheren, der var gymnasieelev i Afghanistan, brugte mere end et år på rejsen til Danmark. Hans ven var et par måneder undervejs.
De to unge mænd mener, at et rigt land som Danmark med kun fem millioner indbyggere bør kunne tage imod mange flygtninge.
De har kun hørt meget sporadisk om debatten efter overgrebene på kvinder i Köln nytårsnat.
Sheren er religiøs muslim og går til fredagsbøn i en moské i Næstved. Han fremhæver, at gode muslimer har respekt for kvinder, og at han i øvrigt agter at indrette sig efter danske normer for ligestilling mellem kønnene.
”Danske kvinder er flotte. Vi får et venligt smil, når vi møder dem i Næstved,” forklarer Sheren og lyser op i et stort smil.
Han besøger ofte biblioteket i Næstved og fortæller, at han vil studere og skabe sig en fremtid i Danmark. Og så vil han gerne have en dansk kone.
Arangzeb Khan har også kun mødt venlighed i det danske samfund.
”Indtil videre er vi blevet behandlet rigtig godt. Vi har det godt i lejren, vi får mad, og vi er kommet her, fordi vi vil væk fra Taleban og have et job og en uddannelse. Folk er venlige og siger hej. Selv politifolkene ved den danske grænse var flinke.”