Au pairs i Danmark har forladt deres egne børn

Det mål, som de allerfleste filippinere har, når de migrerer, er at tjene penge til at give deres børn en uddannelse. Og det ville de færreste af migrantkvinderne have en chance for, hvis de blev hos børnene i Filippinerne, hvor arbejdsløsheden er høj og lønnen meget lav. Modelfoto. Iris

Det er ulovligt at være au pair i Danmark, hvis man har børn i hjemlandet, men det sker alligevel. At rejse væk og tjene penge er den eneste chance for at give børnene et bedre liv, siger kvinderne - og flere eksperter giver dem ret

For de fleste danskere er det sikkert umuligt at forestille sig at træffe beslutning om at forlade sine børn i Danmark for at rejse til udlandet og passe andres børn. Men for millioner af filippinske kvinder er det virkelighed. De lever som au pairs, barnepiger eller husarbejdere hos familier verden over - mens deres egne børn vokser op uden dem i Filippinerne.

Et af de lande, filippinske kvinder rejser til for at tjene penge til at give deres børn et bedre liv, er Danmark. En af disse kvinder er Maria. Hun er 34 år og har en søn på 16 år i Filippinerne. Da han var tre år, tog hun til Hongkong for at arbejde som barnepige. Siden har hun boet og arbejdet i Hongkong, Danmark og Norge. Hun betaler for sin søns studier, sin syge fars medicin og lægebesøg, og hun har bygget et hus i Filippinerne til sin familie. Men hun har kun set sin søn tre gange.

”Jeg besluttede mig for at rejse, fordi jeg ikke ville have, at min søn skulle leve hele sit liv fra hånden til munden. Jeg ville have ham i skole. Selv hvis jeg fik et job i byen, ville der ikke være penge nok til hans uddannelse. Jeg ville kunne mætte ham, men hvad med resten? Hans tøj. Hans fremtid. Hans drømme”, siger Maria.

I Danmark er det ellers ulovligt at have børn, når man kommer som au pair, så Maria løj, da hun udfyldte sin ansøgning. Derfor ønsker hun også kun at udtale sig anonymt, men hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Migrationsforsker Helle Stenum har forsket i filippinske au pairs i Danmark. Hun kender godt til, at de har børn derhjemme:

”Jeg kan ikke sætte tal på, men det er ikke ualmindeligt. De fleste filippinske kvinder har meget svært ved at forstå, hvorfor den danske stat skal blande sig i, om de har børn eller ikke. Mange synes, at det er kønsdiskriminerende og er kede af, at de skal holde deres børn - og savn - hemmeligt i skræk for, at nogen skal angive dem til myndighederne, og de dermed risikerer at miste den indtægt, som de forsørger børnene med”.

Ifølge et forskningsprojekt udarbejdet for Unicef er omkring 9 millioner filippinske børn under 18 år blevet efterladt af den ene eller begge deres forældre, fordi de er rejst til udlandet for at arbejde. Men det er ikke et udtryk for, at filippinske forældre er vilde efter at rejse fra deres børn, understreger sociolog Marla Asis, der er leder af forskningsinstitutionen Scalabrini Centret i den filippinske hovedstad, Manila, og i mange år har beskæftiget sig med migration og konsekvenserne for de familier, der er splittet op:

”De her kvinder har bestemt ikke lyst til at forlade deres børn. Men de gør det for at kunne give børnene og resten af familien en bedre fremtid.”

Marla Asis fortæller, at det mål, som de allerfleste filippinere har, når de migrerer, er at tjene penge til at give deres børn en uddannelse. Og det ville de færreste af migrantkvinderne have en chance for, hvis de blev hos børnene i Filippinerne, hvor arbejdsløsheden er høj og lønnen meget lav.

I langt de fleste lande i verden er det ikke, som i Danmark, ulovligt at have børn i hjemlandet, når man arbejder der som au pair eller hushjælp. Og selvom Filippinerne er et af de lande i Asien, der i disse år oplever allerstørst økonomisk vækst, så kommer væksten langtfra alle filippinere til gode, og derfor fortsætter antallet af arbejdsmigranter med at stige.

Over 30 år er 30 millioner kvinder rejst ud. Kun en brøkdel af dem til Danmark. De fleste ender i Hongkong, Singapore eller oliestaterne i Mellemøsten. Den amerikansk-filippinske journalist Ana Santos har med støtte fra det anerkendte, amerikanske Pulitzer Center brugt et år på at researche på og skrive om de kvinder, der rejser fra deres børn:

”Du kan tage til landsbyer i Filippinerne, hvor alle mødrene arbejder i udlandet. Det er altid børnene, der får dem til at tage af sted. Fra et middelklasseperspektiv kan det være svært at forstå. Men har de her kvinder virkelig et valg? De får den her ene chance for at give deres børn et bedre liv. I deres sted, ville man så ikke tage den?”.