Barselaj nåede ikke at dø som en fri mand

I 17 år var Barselaj Ertaq i forvaring for alvorlige forbrydelser begået i Grønland. Sidste år blev han ramt af cancer, og han døde i januar i år. Hans familie kritiserer de grønlandske myndigheder, fordi han ikke blev prøveløsladt, så han kunne dø i frihed

Et af de få billeder taget af Barselaj Ertaq, da han for et par år siden besøgte sin bistandsværge Niels Grann. Barselaj Ertaq sad i forvaring i Herstedvester, dømt for alvorlige forbrydelser i Grønland, men for fem år siden skete der ifølge Niels Grann en markant ændring. Tiden i fængslet havde forstærket hans kristne tro, og han kom ud af sit hashmisbrug. – Privatfoto.
Et af de få billeder taget af Barselaj Ertaq, da han for et par år siden besøgte sin bistandsværge Niels Grann. Barselaj Ertaq sad i forvaring i Herstedvester, dømt for alvorlige forbrydelser i Grønland, men for fem år siden skete der ifølge Niels Grann en markant ændring. Tiden i fængslet havde forstærket hans kristne tro, og han kom ud af sit hashmisbrug. – Privatfoto.

Den 30. december sidste år fik ægteparret Ole og Alma Bundgaard Jensen en opringning i deres byhus i Nykøbing Mors. En sygeplejerske fra Bispebjerg Hospital var i røret. Det hastede, hvis de skulle nå at tage afsked med Almas nevø Barselaj Ertaq, der led af kræft i spiserøret. Da de nåede frem til Bispebjerg, sad den 55-årige grønlænder svag og afkræftet i sin hospitalsseng. Det stod klart, at han var dødeligt syg, men ifølge lægerne blomstrede han op efter mødet med sin familie.

Barselaj Ertaq gav udtryk for, at han gerne ville dø som en fri mand. Men det ønske blev aldrig opfyldt. Godt fire uger senere, den 29. januar 2017, døde Barselaj Ertaq på hospitalet i Tasiilaq i Østgrønland – som indsat i det grønlandske fængselsvæsen.

Døende i danske fængsler bliver ofte benådet, eller også bliver deres straf afbrudt i den sidste tid.

Men Barselaj Ertaq var en af de godt 20 grønlændere, der er i forvaring på ubestemt tid i Herstedvester Fængsel, fordi de har begået alvorlige forbrydelser i Grønland. I modsætning til indsatte, der afsoner en tidsbestemt straf, kan forvaringsdømte ikke benådes. Til gengæld kan de blive prøveløsladt.

Retten i Nuuk havde den 6. december 2016 berammet et retsmøde, der skulle afgøre, om han fortsat skulle være fængslet. Retsmødet måtte dog aflyses.

Barselaj Ertaq voksede op i bygden Kuummiut i Østgrønland. Kuummiut er en af Grønlands fattigste bygder med godt 400 indbyggere omkranset af isbjerge ved Ammassalik-fjorden. Den nu 69-årige Ole Bundgaard Jensen arbejdede i Kuummiut i 1970’erne, hvor han mødte sin hustru Alma, der boede sammen med Barselaj og et par andre familiemedlemmer i et lille træhus.

Barselaj var på det tidspunkt teenager, og hans moster husker ham som en god dreng, der elskede naturen, men også som en dreng, der havde en hård opvækst og fik mange tæsk. Hovedparten af indbyggerne levede som fangere, eller de arbejdede på bygdens fiskefabrik.

Kuummiut var dengang delt op mellem ”Blå Kors-folkene”, som ikke drak, og resten af bygden.

”Det var enten-eller. Enten drak du dig sanseløst beruset, ellers drak du slet ikke. Jeg tror, drikkeriet hænger sammen med, at der aldrig bliver talt åbent om problemerne,” fortæller Alma Bundgaard Jensen.

Byen Tasiilaq i Østgrønland. Selvom østgrønlænderne kun udgør seks procent af Grønlands befolkning, så er en femtedel af de indsatte i det grønlandske fængselsvæsen fra østkysten. ”Det grønlandske samfund er meget polariseret, og særligt de østgrønlandske bygder er meget fattige. Det sociale armod afføder frustrationer, og når alkoholen går ind, så slippes frustrationerne ud,” siger lektor ved Grønlands Universitet Annemette Nyborg Lauritsen. –
Byen Tasiilaq i Østgrønland. Selvom østgrønlænderne kun udgør seks procent af Grønlands befolkning, så er en femtedel af de indsatte i det grønlandske fængselsvæsen fra østkysten. ”Det grønlandske samfund er meget polariseret, og særligt de østgrønlandske bygder er meget fattige. Det sociale armod afføder frustrationer, og når alkoholen går ind, så slippes frustrationerne ud,” siger lektor ved Grønlands Universitet Annemette Nyborg Lauritsen. – Foto: Finn Frandsen/ritzau

Som 11-årig blev Barselaj Ertaq sendt et år til Danmark. Senere kom han på kostskole i Tasiilaq, og efter skolen var han løsarbejder hos forskellige entreprenører.

Alma Bundgaard Jensen kender ikke meget til detaljerne i hans voksne liv på Grønland. Hun ved, at han fik en kæreste, som han senere fik to børn med. Hun ved også, at han udviklede et voldsomt misbrug af alkohol, og at han blev meget voldelig, når han var fuld. Alma Bundgaard Jensen kan fortælle, at Barselaj Ertaq mange gange stod på gaden i polarkulden, fordi han var blevet smidt ud efter skænderier med sin kæreste. Efter flere voldsepisoder blev han dømt til anbringelse på anstalten i Nuuk.

I 1994, da Barselaj Ertaq var 32 år, blev han løsladt. Betingelsen for løsladelsen var, at kriminalforsorgen skulle føre tilsyn med hans antabus-behandling. Men Barselaj Ertaq satte de gode intentioner over styr, da han i fuldskab dræbte sin husvært nytårsaften 1994 med 14 knivstik. Han blev idømt fem års anbringelse på anstalten i Nuuk.

”Du begår dine lovovertrædelser, når du er fuld. Derfor må du love dig selv aldrig mere at drikke, for du kan ikke styre sprutten,” sagde dommeren ifølge Grønlandsposten, da dommen blev afsagt i foråret 1996.

To år senere fortalte Barselaj Ertaq i et interview med Grønlandsposten, at han fortrød sine handlinger og drømte om et liv uden alkohol efter løsladelsen. Journalisten observerede, at Barselaj Ertaq under interviewet virkede, som om han oprigtigt fortrød, hvad han havde gjort. Ikke desto mindre gik det galt igen. Han var flyttet tilbage til sin kæreste i Tasiilaq.

En sommerdag i 1998 slog han sin kæreste meget voldsomt, fordi han havde mistanke om, at hun var ham utro. Da hun senere ringede til ham og sagde, at han skulle forlade hjemmet, reagerede han ved at forsøge at dræbe parrets seks-årige datter.
Derefter forsøgte han at begå selvmord. Men far og datter blev fundet af politiet. Efter denne forbrydelse erklærede Retslægerådet, at han frembød en nærliggende fare for andres liv, og han blev idømt anbringelse på ubestemt tid i Anstalten ved Herstedvester.

Der bor godt 56.000 mennesker i Grønland, og selvom drabsraten i Grønland har været faldende de senere år, er den en af de højeste i verden. En undersøgelse, der blev offentliggjort i 2016, viste, at Grønland i 2010 havde 16 drab pr. 100.000 indbyggere. Til sammenligning har Danmark et drab pr. 100.000 indbyggere om året.

Dertil kommer, at selvmordsraten i Grønland er en af de højeste i verden. I 2016 var der 86 selvmord i Grønland.

Herstedvester har i øjeblikket 24 indsatte fra Grønland, der ligesom Barselaj Ertaq har begået alvorlige forbrydelser og er i forvaring, fordi de skønnes at være til fare for deres omgivelser.

Annemette Nyborg Lauritsen, der er lektor ved Grønlands Universitet i Nuuk, har i et forskningsprojekt gennemgået samtlige grønlandske indsattes journaler i både Herstedvester og i Grønland. Hun forklarer, at det høje drabstal hænger sammen med store sociale problemer, et mangelfuldt velfærdssystem og udbredte alkoholproblemer.

Ifølge Annemette Nyborg Lauritsen er det bemærkelsesværdigt, at en femtedel af de indsatte i det grønlandske fængselsvæsen kommer fra det fattige Østgrønland, selvom kun seks procent af den grønlandske befolkning bor på østkysten.

”De grønlandske indsatte er ikke bare drabsmænd og voldsudøvere. De er også selv ofre. Over halvdelen af de kvindelige indsatte har selv været misbrugt som børn, og halvdelen har ikke fuldført folkeskolen, og de har ikke fået nogen hjælp til at komme videre. Det grønlandske samfund er meget polariseret med stor forskel på by og bygd og stor forskel på rig og fattig. Dertil kommer, at velfærdssystemet er mangelfuldt. Særligt de østgrønlandske bygder er meget fattige. Den sociale armod afføder frustrationer, og når alkoholen går ind, så slippes frustrationerne løs,” siger Annemette Nyborg Lauritsen. Hun forklarer, at størstedelen af drabene i Grønland rammer gerningsmandens nærmeste familie.

”På den måde er der tale om en form for drab, der ofte rykker tæt på det, kriminologer betegner som udvidet selvmord. Jeg vil vove den påstand, at størstedelen af de indsatte i Herstedvester er omsorgssvigtede børn, der ikke har fået tilstrækkelig hjælp under opvæksten,” siger Annemette Nyborg Lauritsen.

Stinne Fleischer har boet 14 år i Grønland, er uddannet kriminolog og har arbejdet som politibetjent i Nuuk. Hun er enig med Annemette Nyborg Lauritsen i, at den vigtigste forklaring på det høje drabstal er et udbredt alkoholmisbrug og de meget dårlige sociale forhold for den grønlandske underklasse.

”Årsagerne er komplekse. Ud over de sociale forhold er en af teorierne, at Grønland er et fangersamfund, hvor befolkningen ofte har døden tættere inde på livet. Grønlændere vokser op med jagt, og der er mange ulykker. Jeg tror ikke, du kan møde en grønlænder, der ikke kender en person, som har begået selvmord eller er forulykket. Når jeg som politiassistent er stødt på sagerne, er der ofte tale om impulsive handlinger og drab i affekt. Der er uhyre sjældent tale om planlagte forbrydelser,” siger Stinne Fleischer.

Niels Grann, der var bistandsværge for Barselaj Ertaq, har boet seks år i Østgrønland og har arbejdet med grønlændere på Kofoeds Skole i 11 år. Han fortæller, at de voksne i bygderne sjældent skælder ud eller sætter grænser, fordi vredesudbrud betragtes som forstyrrende i det lille samfund. Desuden får især drengene en meget fri opdragelse, fordi de på den måde kan blive dygtigere fangere som voksne. Det betyder ifølge Niels Grann også, at de i nogle tilfælde bliver dårlige til at kontrollere impulser og vrede, når de udsættes for pres.

”Kombineret med fuldskab kan det være en del af forklaringen på, at indestængt vrede i nogle tilfælde bliver til vold, når de bliver udsat for afvisninger af venner, kærester eller ægtefæller. De mordere, jeg har mødt, har alle været udsat for dele af den traditionelle opdragelse blandet med omsorgssvigt og vold udøvet af berusede voksne under opvæksten,” siger Niels Grann.

For godt fem år siden skete der en ændring med Barselaj Ertaq. Han fortalte, at tiden i fængslet havde forstærket hans kristne tro. Ifølge hans bistandsværge Niels Grann holdt han op med at ryge hash og kom i det hele taget ud af sit misbrug. Niels Grann fortæller, at der i løbet af de seneste fire til fem år blev holdt flere retsmøder i form af videokonferencer, hvor Barselaj Ertaqs forsvarer og bistandsværge uden held forsøgte at få ham overført til afsoning i Tasiilaq.

”Vi oplevede ved hvert retsmøde, at der ikke blev taget hensyn til, at Barselaj under sit lange ophold i Herstedvester havde gennemgået en personlig udvikling. Flere gange blev berammede retsmøder aflyst, efter at vi havde ventet længe i videolokalet. Det var frustrerende for Barselaj, som ikke reagerede med vrede, men med stoisk ro,” fortæller Niels Grann.

Han fremhæver, at Barselaj Ertaq gennem alle årene i Herstedvester passede sit arbejde i fængslet. Til gengæld afviste han at deltage i fængslets gruppeterapi. Han fortalte, at han blev mobbet af de andre indsatte efter terapien, og at han i det hele taget havde det svært i det hierarkiske fangesystem.

”Efter min opfattelse var han klar til prøveløsladelse for fire år siden. Hans drøm de seneste år var at komme tilbage til sin familie i Østgrønland og komme ud at fiske igen. Han sagde også, at hans stærke tro på Jesus havde hjulpet ham til at holde det lange fængselsophold ud,” fortæller Niels Grann.

Han henviser til, at Amnesty International har gjort opmærksom på, at mange års afsoning af tidsubestemte straffe kan virke psykisk invaliderende på indsatte.

I sommeren 2016 var det planen, at Barselaj Ertaq skulle udsluses til afsoning i Grønland. Derfor blev han overført til anstalten i Nuuk og senere til anstalten i Tasiilaq.

Men i september 2016 blev han syg. Han blev derfor overført til Rigshospitalet. Lægerne konstaterede kræft i spiserøret og maven, som havde bredt sig til de indre organer. Under behandlingen i Danmark boede han i anstalten Herstedvester.

Da det i begyndelsen af 2017 viste sig, at behandlingsmulighederne i Danmark var udtømt, blev han fløjet tilbage til Nuuk i slutningen af januar og derfra til hospitalet i Tasiilaq, hvor han døde.

Alma og Ole Bundgaard Jensen forsvarer ikke Barselaj Ertaqs ugerninger. Men de forstår ikke, at det grønlandske retsvæsen ikke langt hurtigere imødekom en terminalt syg patients ønske om at dø i frihed.

”Denne sag er et eksempel på, at de grønlandske indsatte bliver svigtet af systemet. Det er rigtigt nok, at de har fået deres anbringelse på grund af alvorlig kriminalitet. Men de har ligesom andre mennesker rettigheder. Hvorfor aflyste retten i Nuuk et retsmøde i begyndelsen af december uden at beramme et nyt? Hvorfor kunne en døende mand, der har siddet 17 år bag tremmer, ikke tilbringe den sidste tid i frihed?”, spørger Ole Bundgaard Jensen.

Retten i Grønland afviser kritikken og siger, at der blev arbejdet på at beramme et nyt retsmøde.

Den grønlandske kriminalforsorg fremhæver, at der under Barselaj Ertaqs sygdomsforløb blev udfoldet store anstrengelser for at koordinere hele hans behandling, samtidig med at han i den sidste terminale fase kom tilbage til Grønland. Barselaj Ertaq blev begravet i sin hjembygd Kuummiut i begyndelsen af februar.