Beslutning om stamceller udskudt

HS ønsker mere viden, før beslutning om et eventuelt samarbejde med privat biobank

Det private StamcelleCentret ønsker at samarbejde med Rigshopsitalet om indsamling af stamceller fra nyfødtes navlesnore. (Foto:Nordfoto)
Det private StamcelleCentret ønsker at samarbejde med Rigshopsitalet om indsamling af stamceller fra nyfødtes navlesnore. (Foto:Nordfoto).

Af Karin Dahl Hansen

Det bliver ikke i denne omgang, at det private StamcelleCentret får lov til at drive virksomhed fra Rigshospitalet.

I går skulle Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) tage stilling til, om de ønsker at leje lokaler ud til en virksomhed, der mod betaling indsamler stamceller fra nyfødtes navle-snore. Rigshospitalet havde selv indstillet, at bestyrelsen skulle sige ja til bofællesskabet, samt at Rigshospitalet mod betaling skulle stå for nedfrysning af stamcellerne, men i sidste øjeblik fik bestyrelsesmedlemmerne kolde fødder.

- Der har den sidste uge været meget debat om private biobanker, og flere ordførere i Folketinget har meldt ud, at der kan være behov for lovgivning på området. Derfor vil vi ikke risikere at sige ja til noget, på et tidspunkt hvor det er uafklaret, om der kommer en lov, der regulerer det her spørgsmål. Det er derfor ulogisk for os som offentlig myndighed på nuværende tidspunkt at gå med til noget, hvor der er skabt usikkerhed om grundlaget, siger formand for HS, Lars Engberg (S).

I StamcelleCentret er direktør Niels Ahlmann-Olsen ked af, at HS har valgt at udskyde beslutningen, men understreger, at han har stor respekt for den politiske beslutningsproces.

- Vi må nu gå ud og finde et godt alternativt sted, hvor vi kan fryse stamcellerne ned. Vi stiller op alligevel, men må nu finde en midlertidig løsning, indtil der er truffet en politisk beslutning, siger han.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under Interview