Bevisbyrden fra Auschwitz

Ved et symposium i København i går fremlagde den israelske holocaustforsker dr. Gideon Greif de beviser og vidnesbyrd, som er samlet i bogen "Vi græd uden tårer"

Hovedbygningen i KZ-lejren Auschwitz-Birkenau med en mindeplade foran resterne af barakkerne.
Hovedbygningen i KZ-lejren Auschwitz-Birkenau med en mindeplade foran resterne af barakkerne. Foto: Wikimedia Commons.

I et auditorium i et tidligere pakhus i det indre København sidder lidt over 100 mennesker og lytter til den israelske forsker dr. Gideon Greif.

De tilsteværende forskere, studerende og elever følger samtidig de sort-hvide fotos, som projiceres op på skærmen. Et lysbilledshow fra Helvede. Eller næsten. Dokumentation for, at det er sandt, når det fortælles, at omkring halvanden million mennesker blev udryddet i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau under Anden Verdenskrig. Primært jøder.

Vi er til et symposium, som Dansk Institut for Internationale Studiers afdeling for holocaust- og folkedrabsstudier holder i anledning af, at Greifs bog "Vi græd uden tårer" netop er udkommet på dansk. Bogen fortæller historien om den såkaldte Sonderkommando, en specialenhed af jødiske mænd, som var udset til at assistere tyskerne med at genne fanger til gaskamrene og siden rydde ligene af vejen.

Greif optræder som den velforberedte anklager, der præsenterer det ene bevis efter det andet. Ikke mindst at han personligt har fået alt bekræftet af 29 af de i alt 30 fra Sonderkommando, som endnu lever, og som derfor er stærke øjenvidner.

Doktor Greif løfter bevisbyrden teknisk og sagligt, nærmest klinisk. Her er intet føleri, bortset fra, hvad der måtte ske inde i tilhørerne, når de ser en af Sonderkommando-overleveren David Oleres stregtegninger fra 1947. Et selvportræt med rædslen lysende i øjnene.

Tilhørerne vil gerne høre de tekniske detaljer, men er også interesserede i at høre, hvordan de 29, der havde som job dagligt med deres bare hænder at slæbe tusindvis af døde tros- og racefæller ud af et gaskammer, formåede at fortsætte deres liv.

"De kunne umuligt glemme det. Men de kom videre med et job og en familie. Jeg ved ikke hvordan, for jeg er historiker, ikke psykolog. Men jeg tror, at mange følte skyld og skam," svarer Gideon Greif.

Det er tydeligvis ikke de 29 menneskers liv, men deres vidnesbyrd om Auschwitz, der er hans fokus. Selvom bevismængden for folkedrabet er stor, er der kræfter i verden, der anfægter, at det fandt sted.

De findes dog ikke i denne sal. Og alle tilhører kender grundfortællingen. Også Ida Kirknell, 18-årig gymnasieelev fra Ordrup Gymnasium, der sammen med resten af sin klasse har taget imod et tilbud fra deres lærer om at tilbringe timen til holocaust-symposium.

"Jeg har været i Auschwitz og kender til historien, så det chokerer mig ikke at høre om det her. Men jeg vidste ikke, at der fandtes en hemmelig gruppe af jøder, der blev tvunget til at hjælpe nazisterne, siger hun.