Biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller var blandt de klimaforkæmpere, der fældede en tåre, da han lørdag aften så på tv, at 195 lande havde indgået den hidtil mest vidtgående globale aftale for at bremse de menneskeskabte klimaforandringer.
Biskoppen, der i begyndelsen af december blev udnævnt til international klima-ambassadør for den internationale, tværkirkelige organisation ACT Alliance, vurderer ligesom en lang række ngo'er, at klimaaftalen i Paris er et historisk nybrud i de 25 år lange klimaforhandlinger.
”Det er fantastisk glædeligt, at der er kommet en aftale, som alle FN's lande står bag, og som sætter 2 grader og meget gerne 1,5 grader som målsætning for den maksimalt acceptable temperaturstigning. Det er rigtigt, at aftalen mangler mål for, hvad de enkelte lande konkret skal gøre for at nå målene. Men samtidig er det glædeligt, at det er en aftale, der løbende bliver genforhandlet undervejs. Jeg har et håb om, at denne aftale virkelig vender noget, for konsekvensen af klimaforandringer bliver stadig mere tydelig. Derfor er der en politisk vilje til at handle,” siger Peter Fischer-Møller.
Også WWF Verdensnaturfonden roser aftalen og betegner den som et ”syvmileskridt”, mens Greenpeace konstaterer, at aftalen trods mangler ”slår et kæmpe søm i de fossile industriers ligkiste”.
Folkekirkens Nødhjælps klimamedarbejder Mattias Söderberg vurderer, at Paris-aftalen er lige så banebrydende som aftalen i Rio i 1992 , der vedtog den konvention om klimaet, som siden har været grundlag for alle forhandlinger.
”Det, der gør Paris-aftalen historisk, er, at vi har en global aftale, hvor alle lande forpligter sig. Ved tidligere aftaler har det været de rige lande, der skulle gøre noget for de fattige. Samtidig ligger der i aftalen en mekanisme, der skal øge ambitionerne, og landene skal gøre status hvert femte år. Jeg havde gerne set, at der var mere konkrete mål for de enkelte lande. Men når aftalen siger, at landene skal holde temperaturerne under 2 grader og helst under 1,5 grader, så siger man også, at vejen derhen er grøn teknologi,” siger Mattias Söderberg.
Biskop Peter Fischer-Møller, der udover at være klimaambassadør også er med i Grøn Kirke under Danske Kirkers Råd, mener, at klimaengagerede kristne og kirken har en særlig rolle at spille i den fortsatte kamp for at redde klodens klima efter Paris-mødet.
”Når vi taler om verden som Guds skaberværk, er det en anden måde at omtale klimaforandringerne på, som kan åbne for en bredere horisont end blot at tale om ressourcer og energiforbrug. Bibelen kan minde os om vort særlige ansvar for at fremme retfærdighed. Vi skal som kristne fortsætte med at tale om klimaet i en verden, hvor de langsigtede klimaproblemer har en tendens til at blive overhalet af mere kortsigtede politiske dagsordener som flygtninge og finanskrise,” siger Peter Fischer-Møller.
Biskoppen mener desuden, at kirkerne har en stor, praktisk opgave med at bremse CO2-udslippet fra kirkelige bygninger.
Domprovst Steffen Ravn Jørgensen fra Helsingør Stift er som borger enig i, at samfundet skal handle for at redde klimaet. Men han mener i modsætning til Peter Fischer-Møller ikke, at kirken bør have en særlig mening om klimaspørgsmål.
”80 procent af befolkningen er medlemmer af folkekirken, og medlemmerne har forskellige tanker om, hvordan de politiske løsninger skal være i forhold til klimaspørgsmål. Det giver de til kende, når de stemmer. Kirkens folk kan ikke tale på hele folkekirkens vegne om klimaspørgsmål, og der er ingen, der har mandat til at udtale sig. Kirken er et sted, hvor vi hører evangeliet og får mod og kraft til at handle, når det gælder politisk vanskelige beslutninger,” siger Steffen Ravn Jørgensen og fortsætter:
”Man kan meget nemt slå ud med armene og anvise klimaløsninger, men det er en gratis omgang, hvis ikke vi så også anviser, hvor pengene skal komme fra.”
Udland side 3Leder side 8