Børn ønsker sig mere tid sammen med deres forældre

Father Carrying Son On Shoulders During Countryside

Når det kommer til stykket, ønsker de fleste børn sig en julegave, som ikke kan købes for penge: Nemlig mere opmærksomhed fra far og mor. Modelfoto. Iris

Vi bruger stadig flere penge på julegaver, men selvom børn sætter pris på gaver, vil de helst have familiens nærvær, fortæller fagfolk

Legetøjskatalogerne bugner, børnene skriver alenlange ønskelister, og vi har aldrig før brugt så mange penge på gaver.

Men når det kommer til stykket, ønsker de fleste børn sig en julegave, som ikke kan købes for penge: Mere opmærksomhed fra far og mor.

Det konkluderer fagfolk, som beskæftiger sig med børn og familieliv.

”Når vi nærmer os juletiden, krydser de af i legetøjskatalogerne og tigger om gaver, men de vil hellere have nærværet,” siger Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog og forfatter til en række bøger om børn og familieliv.

Hun henviser blandt andet til en tidligere rundspørge i et børnepanel, som viste, at det bedste ved julen ifølge børn er samvær med familien, mens den gode mad og gaverne kommer på anden- og tredjepladsen.

Tilsvarende er en af hovedkonklusionerne i en rapport fra Børnerådet, som offentliggøres i denne måned, at mange børn og unge efterlyser mere tid med de voksne.

”Der er ingen tvivl om, at vi voksne undervurderer børn, når vi tror, at vi kan købe os til deres glæde. Vi kommer flyvende hjem fra arbejde og har lige købt en lille ting, som kompenserer for, at vi ikke har været til stede. Det er naivt at tro, at børn synes, det er det bedste, de kan få,” siger Margrethe Brun Hansen.

Hun tilføjer, at hun endda har hørt børn sige, at de ville ønske, de altid kunne ligge syge derhjemme, for så var de sammen med deres far og mor.

Ning de Coninck-Smith er barndomshistoriker og professor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet. Hun understreger ligeledes børns ønske om mere tid med deres forældre. Hun henviser til alle de undersøgelser, som siden 1980'erne er lavet om børns syn på egne livsvilkår.

”Resultatet er næsten altid, at vi har for travlt og ikke lytter til dem eller bruger tid nok sammen med dem,” siger hun.

Børns juleønske om mere tid med forældre er også blevet et omdiskuteret emne på sociale medier, hvor møbelgiganten Ikea har offentliggjort en video med børn fra 10 familier, som bliver bedt om at skrive en ønskeliste. Børnene noterer en masse gaver og bliver derefter bedt om at skrive en ønskeliste specifikt til deres forældre.

Budskabet til langt de fleste forældre er, at børnene ikke ønsker sig gaver, men mere tid sammen med dem. Videoen er blevet vist mere end fem millioner gange på nettet, og selvom den ikke er strengt videnskabelig, er den værd at lytte til.

TV: Du kan se videoen i bunden af denne artikel 

Det mener Lola Jensen, som er mangeårig familievejleder, populær foredragsholder og forfatter til bogen ”Den store Far, mor & børn”.

”Når børn siger den slags, skal man tage det alvorligt. Det kommer ikke ud af den blå luft. Der er mange ensomme børn og unge. Voksne i dag har travlt, de er i løbeklubber og fitnesscentre og stiller op til maraton og halvmaraton i fritiden. Når far kommer hjem fra træning, overtager han madlavning, så mor kan komme til zumba,” siger hun og glæder sig samtidig over, at børnene i videoen er opdraget til at være ærlige og sige deres mening:

”Det er flot, at små børn er i stand til at se mangler. I den alder kan det ellers være svært at se, hvad man har allermest brug for. Det skal forældrene trods alt have ros for.”

Synet på det at være barn er dog helt anderledes end tidligere, og mange forældre lytter til deres børn og er meget opmærksomme på, om de giver kærlighed nok, understreger Margrethe Brun Hansen:

”Men problemet er, at forældre i denne generation føler, at det er svært både at leve op til barnets behov og arbejdslivets krav.”

Vi glemmer dog ofte, at børn også fravælger deres forældre, mener Ning de Coninck-Smith.

”Det går jo begge veje. Vi har som forældre hovedansvaret, men vi glemmer nogen gange, at børn også vender os ryggen, når vi har lyst til at være sammen med dem, fordi de har andre projekter. Man kan ikke altid forudsige, hvornår de har brug for én.”

TV: Her kan du se Ikeas video om børns største julegaveønsker