Børnehaver opfordrer forældre til frivilligt arbejde

Et bredt udsnit af lederne i børnehaver og vuggestuer opfordrer forældre til at lave frivilligt arbejde i institutionerne, viser ny undersøgelse

Ifølge nye tal fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) er lederne i de danske daginstitutioner særdeles flittige til at opfordre forældrene til at lave frivilligt arbejde
Ifølge nye tal fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) er lederne i de danske daginstitutioner særdeles flittige til at opfordre forældrene til at lave frivilligt arbejde. Foto: Arkivfoto/Polfoto.

Mange forældre til vuggestue- og børnehavebørn kender det sikkert. Når foråret nærmer sig, ligger invitationerne til den halvårlige arbejdsweekend klar ude i barnets garderobe, eller opfordringen til at give en hjælpende hånd til inden sommerfesten.

Ifølge nye tal fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) er lederne i de danske daginstitutioner nemlig særdeles flittige til at opfordre forældrene til at lave frivilligt arbejde. I rapporten ”Samarbejde mellem forældre og daginstitutioner” dokumenterer instituttet, hvordan 84 procent af de 447 adspurgte daginstitutionsledere opfordrede forældrene til at lave frivilligt arbejde i institutionen. Omvendt har kun 46 procent af de 751 adspurgte forældre udført noget.

Og selvom opgaverne oftest er af praktisk, ikke-pædagogisk karakter, er formand for lederforeningen i Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, BUPL, Sanne Lorentzen, bekymret over udviklingen, som efter hendes mening vidner om, at økonomisk udfordrede daginstitutioner presser travle børnefamilier en tand for meget:

”Der er en del forældre, der synes, det er et pres at deltage i de mange aktiviteter i børnenes institutioner og alt for ofte siger ja til ting, de egentlig ikke føler, de har tid eller lyst til. Derfor er det vigtigt, at vi får diskuteret nogle klarere grænser for, hvad der er rimeligt at stille op til i børnenes institution.”

Hun understreger dog, at engagerede forældre altid er en gave for enhver institution, men opfordrer samtidig til, at lederne tænker konsekvenserne igennem for børnene hos de forældre, der ikke kan deltage i det frivillige arbejde:

”Hvis ikke vi får diskuteret grænserne for frivilligt forældrearbejde, kan det skabe et hierarki blandt forældrene, hvor det bliver synligt, hvem der har mulighed for at deltage, og hvem der ikke har, og det risikerer i sidste ende at gå ud over børnene til de forældre, som ikke kan eller vil stille op, når der er arbejds-weekend.”

Men er det overhovedet rimeligt at forvente en deltagelse af forældrene, der allerede betaler for børnehave- og vuggestuepladsen? Ja, mener professor Lars Skov Henriksen fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, der forsker i frivillighed, for det er netop forældreengagementet, der, foruden pædagogisk faglighed, gør de danske daginstitutioner til noget særligt:

”Økonomisk kan man jo godt argumentere for, at når vi betaler vores skat og den månedlige regning for børnehavepladsen, har vi sådan set gjort, hvad vi skal, over for institutionerne, men hvis man kalkulerede på den måde, ville daginstitutionerne jo blive reduceret til en vare, man køber, eller en rettighed man har krav på, men børnehaver og vuggestuer opfattes ofte som mere end det. De opfattes som et fælles gode. Hvis en offentlig institution skal være velfungerende, er det vigtigt, at vi ser den som vores institution, og den følelse får vi kun, hvis vi tager del i den.”

I EVA’s undersøgelse begrunder flere af daginstitutionslederne deres brug af frivilligt forældrearbejde med, at de fra kommunal side er blevet opfordret til at bruge forældrene som en praktisk ressource i den daglige drift.